Var man bare en chimpanse

VI ER åbenbart ikke kommet længere end vore forfædre, før de slap jorden med forbenene og gik oprejst frem gennem udviklingen ... Det er beskæmmende, at det er muligt at trække sådanne paralleller uden at være fuld af løgn. Vort samfund vender i dag ryggen til de svage og lader dem gå til grunde

Torsdag d. 25. juli 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

VI HAR et godt socialt system her i landet. Det består af en masse love og bekendtgørelse, og det er organiseret i et samspil mellem kommuner og hjemmestyre. Der er veluddannet personale - i alt fald i de største byer - og der burde være al mulig grund til at tro, at mennesker her i vort samfund ikke lider alvorlig nød. Her hos os kan familier ikke gå i opløsning. Omstændighederne kan ikke tvinge børn og forældre til at blive asociale, sindssyge eller slå sig selv ihjel.

Det sker ikke desto mindre uafladeligt.

For ikke at blive beskyldt for at male fanden på væggen, har vi i dag en artikel om en kvinde, vi kalder Maren, og hendes to børn. Det eneste, der ikke passer i den historie, er hendes og ungernes identitet. Ellers er resten en nøgtern gengivelse af hendes egen fortælling. Og vi har ikke belæg for at tro, at hun lyver.

Sagen er, at hun nu for anden gang forsøger at undslippe en mand, der præger familien med vold, drikkeri og hashrygning. Manden er ikke far til hendes børn, men de er begyndt at slægte ham på.

Nu er Maren henvist til at leve med sine to teenagesønner på hendes families nåde og barmhjertighed. En uge her, og nogle uger der. Et blafrende liv i uordnet utryghed, som ikke befordrer fremgang med ungerne.

Maren har ikke noget sted at bo, fordi hendes mand smed både hende og ungerne ud, da hun bad om skilsmisse. Og når det lykkedes, var det alene, fordi han fysisk var den stærkeste.

Ingen kan hjælpe Maren. Hun har været ved kommunen, politiet, INI og krisecentret, men ingen kan gøre noget. Ingen kan hjælpe. Hendes mand har retten på sin side, alene fordi han har de største muskler og er aggressiv og voldelig.

VI ER åbenbart ikke kommet længere end vore forfædre, før de slap jorden med forbenene og gik oprejst frem gennem udviklingen. Og hvem ved, om de ikke - som chimpanserne åbenbart har - havde et socialt sikkerhedsnet, der satte de underordnede voldelige hanner på plads, så mødre og unger i det mindste kunne leve i social tryghed.

Det er beskæmmende, at det er muligt at trække sådanne paralleller uden at være fuld af løgn. Vort samfund vender i dag ryggen til de svage og lader dem gå til grunde. Marens familie er i opløsning, hverken mere eller mindre, og det bliver meget vanskeligt for den stakkels mor at få skik på tilværelsen.

Ét er sikkert. Hun klarer det ikke alene, i et samfund, der på trods af at være fuldt informeret om elendigheden, blot vender ryggen til, lukker øjnene og håber hun er gået, inden de åbner dem igen.