Et familietabu

For 20 år siden var der ikke noget, der hed seksuelt misbrug af børn. Ikke noget, vi husker her på redaktionen. Men også dengang blev hundredvis, måske tusindvis af børn, kaldt hen til far, mor, onkel eller bedstefar og »vejledt« i, hvordan man behager de voksne. Dengang talte vi bare ikke om det. Eller vidste det ikke

Fredag d. 9. august 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Grønlands historie, Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

HER I LANDET opfører vi os som en stor familie - en rigtig stor én, ganske vist - men dog en familie, hvor vi tager særlige hensyn til hinanden. En familie holder sammen i forhold til "de andre". Sammenholdet styrker og virker beroligende, sikkert, trygt. Til vinter skal vi til VM i håndbold, og selvom chancerne for at blive verdensmestre er små, så holder vi alle som én med familiens drenge og vender os naturligvis imod de andre, som jo både "filmer" og bruger albuer, mens vi spiller fair play. Så selvom vi er en usædvanlig stor familie, har vi mange af familiens egenskaber. Vi bevæges, når noget går rigtig godt for én af os, vi glædes på hinandens vegne.

Men som familie har vi også vore tabuer. Vi taler helst ikke dårligt om hinanden og bærer over med hinandens svagheder og fejl. Og vi fortier incest og misbrug af børn. Vi dukker os, ryster sørgmodigt på hovedet, sukker dybt. Og snakker så om vejret.

Men det har været værre.

For 20 år siden var der ikke noget, der hed seksuelt misbrug af børn. Ikke noget, vi husker her på redaktionen. Men også dengang blev hundredvis, måske tusindvis af børn, kaldt hen til far, mor, onkel eller bedstefar og "vejledt" i, hvordan man behager de voksne. Dengang talte vi bare ikke om det. Eller vidste det ikke.

Jo, nogle gjorde, børn og voksne, som blot tav af hver sin grund, undselige, flove og skamfulde. Men misbruget fortsatte - for nogle barndommen igennem.

Nu er der mere åbenhed, enten fordi vi nu ved, hvor meget misbruget skader børn. Eller fordi sexuelt misbrug en dag førte til barnedrab. Da blev familien rystet, og der kom endelig fokus på problemet.

Men stadig er der en uforståelig træghed hos de voksne, en besynderlig afvisning af problemet, som umiskendeligt minder om skyld - måske blot den medvidendes skyld. Hvorfor har vi ikke i dag en beskrivelse af problemet? Hvad skyldes misbrug, og hvor galt står det til? Er det 10 procent af alle børn, der bliver misbrugt - eller 90 procent?

Det er ikke en nem undersøgelse, det medgiver vi gerne. Det bliver uhyre vanskeligt at få et sandt billede, netop fordi emnet er tabu (det handler jo ofte om mennesker, der elsker hinanden), eller ungerne er skræmt til rædsel.

Ikke desto mindre må vi arbejde på at skaffe viden, så vi kan finde ud af, hvor der skal sættes ind. I dagens avis har vi et par forfærdelige artikler om misbrug/ voldtægt af børn, som krænkes for livet. Læs dem!

Vi bliver nødt til at diskutere det her langt mere åbent end hidtil. Vi må tvinge os til at se bort fra de familiære forbindelser. Familiens største skat er ungerne. De skal æres, ikke krænkes.