Indsigt: Principbetænkning - 6. Økonomi og erhvervsudvikling

Principbetænkning - 6. Økonomi og erhvervsudvikling

Økonomisk afhængighed behandles ofte som værende "de andres skyld", men i denne sammenhæng er der også interne forhold i Grønland, der har været bestemmende for en fortsat afhængighed af samhandel med Danmark

Lørdag d. 10. august 2002
Selvstyrekommissionen
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
6.1 Indledning
6.2 Større økonomisk selvbærenhed via eget erhvervsliv
6.3 Hvordan øges indkomstskabelsen?
6.4 Samhandlen med omverdenen
6.5 Fra afhængighedsøkonomi til en selvbærende økonomi
6.6 Model for et nyt partnerskab
6.7 Udviklingen i bloktilskuddet i en overgangsfase


 

Selvstyrekommissionen har sin egen hjemmeside: www.selvstyre.gl<> eller
www.namminersorneq.gl< hjemmesiden kan du læse alt om kommissionens arbejde, kommissorium, arbejdsgruppernes underkommissorier, pressemeddelelser, mødeplaner og debatoplæg.

Du kan også bruge hjemmesiden til at skrive til kommissionen. Derudover har du mulighed for at give dit bidrag til debatten ved at klikke dig
ind i Debatforum.

   


6.1 Indledning
At skabe uafhængighed af tilskud fra Danmark har været en målsætning for det grønlandske samfund fra før indførelsen af hjemmestyret. Men målet er fortsat ikke indfriet. Grønland er ikke blevet uafhængig af bloktilskuddet.

I dette arbejde, der skal være med til at danne basis for ønsket om selvstyre og en mere selvbærende økonomi, må der udarbejdes en ny forklaring på, hvorfor den ønskede udvikling ikke starter. Selvstyrekommissionen har derfor valgt at undersøge kravet til udvikling mere bredt: De økonomiske og erhvervsmæssige udviklingsproblemer skal undersøges i både økonomiske og politisk-kulturelle sammenhænge. 

Ved Landstingets efterårssamlingen år 2000 fremlagde det daværende Landsstyre redegørelsen "En vision for fremtiden - Oplæg til Strukturpolitisk Handlingsplan". Handlingsplanen beskriver flere initiativer, som Selvstyrekommissionen kan tilslutte sig. Det er dog Selvstyrekommissionens opfattelse, at disse initiativer ikke er nok. I processen omkring strukturpolitisk handlingsplan mangler der et bredere udviklingsperspektiv. Det hele sker oppefra og ned efter, og der mangler forankring af udviklingsprocessen hos såvel befolkningen som helhed som hos de politikere, befolkningen har valgt. Derfor opstår ofte en zigzag-kurs, når politikerne vil gennemføre konkrete tiltag, fordi befolkningen simpelthen ikke er taget med på råd og dermed ikke forstår, hvorfor disse tiltag er nødvendige, og derfor selvfølgelig modarbejder dem, hvis der sker forringelse af deres egne livsbetingelser.  Dette er et klart eksempel på, at en succesrig udviklingsproces kræver, at  den økonomiske udviklingsproces skal have en forankring i de kulturelle og politiske forhold.

Selvstyrekommissionen har valgt at sætte fokus på to områder:
  1. En overordnet erhvervsstrategi omfattende den samlede samfundsmæssige produktion i form af private og offentlige virksomheder, forsyningsvirksomhed i øvrigt og den offentlige sektor.
  2. En overordnet strategi for samhandel og samarbejde med omverdenen, herunder Danmark.


6.2 Større økonomisk selvbærenhed via eget erhvervsliv
For at kunne opnå en større økonomisk selvbærenhed kræves, at en større andel af de indtægter, som man skal have for at få et godt liv, bliver skabt her i samfundet og i mindre grad bliver tilført udefra. Dette kan kun gøres ved at øge de indtægter, som vi selv skaber, således at tilførslerne udefra (bloktilskuddet) får mindre og mindre betydning.

Der er grundlæggende kun to måder, hvorved man kan skabe flere indtægter i samfundet. Man kan øge værdien af den produktion, der allerede er i gang, eller der kan startes på nye produktioner. Samtidig har bl.a. uddannelsesniveauet, lønniveauet og prisniveauet stor betydning for, hvilke produktioner der kan lægges i landet.

I det følgende vil der blive givet en beskrivelse af økonomien, for herigennem at få en forståelse af hvilke erhverv, der findes i samfundet. Formålet er at vise, hvor de indkomster kommer fra, som giver den levestandard, vort land har i dag.

Man kan sige, at en del private erhverv er mere "vigtige" end andre erhverv. F.eks. er rejefiskeriet et vigtigt erhverv, som er med til at skabe en basis-indkomst (fremover kaldes disse vigtige erhverv for basis-erhverv.) Andre private erhverv lever også af denne basis-indkomst i og med, at de leverer varer og tjenester til rejefiskeriet. F.eks. leverer handelserhvervet olie og proviant, skibsværfterne udfører reparationer, og fragtskibene fragter rejerne ud af landet.

Herved kan man dele den private sektor op i basis-erhverv og følge-erhverv.

Basis-erhverv  er de erhverv, som skaber en basis-indkomst til samfundet, som andre erhverv kan leve af. Typiske basis-erhverv er fiskeri og fiskeforarbejdning, minedrift, turisme, landbrug og jagt og fangst.

Følge-erhverv  er de erhverv, som lever af at levere varer og tjenester til andre erhverv. Dette kan være til basis-erhvervene, den offentlige sektor eller til andre følge-erhverv. Typiske følge-erhverv er handelssektoren, bygge- og anlægsvirksomhed, transport, skibsværfter, rengøringsvirksomhed og andre servicerende erhverv.

Ca. en femtedel af de samlede lønudbetalinger er skabt i basis-erhvervene. Dette er fortrinsvis fiskeri og fiskeforarbejdning, hvoraf rejefiskeri udgør en meget stor andel. Ud over den direkte indkomst fra basis-erhvervene, er der også en del følgeerhverv, der leverer til basis-erhvervene. Disse følge-erhverv udløser ca. en tiendedel af de samlede lønninger. Alt i alt udløser basis-erhvervene og disses følge-erhverv ca. 30 % af de samlede lønninger.

Omtrent halvdelen af lønudbetalingerne kommer fra den offentlige sektor. Dette er en meget stor andel af de samlede lønudbetalinger, og er mere end i offentlige sektorer i andre lande. Dvs. at den offentlige sektor udgør en meget stor andel af økonomien.

Derudover er ca. 20 % af følgeerhvervene baseret på at levere til den offentlige sektor og til ansatte inden for det offentlige. Den offentlige sektor, og følge-erhverv, der leverer til den offentlige sektor, udgør således ca. 70 % af økonomien.

Ovenstående skal kun tages som udtryk for en grov opdeling af økonomien, da der mangler et ordentligt statistisk grundlag for at kunne udarbejde en mere nøjagtig inddeling af økonomien på sektorer.

Ca. en tredjedel af økonomien er baseret på private erhverv, mens ca. to tredjedele er baseret på den offentlige sektor, dvs. hjemmestyret og kommunerne og deres underliggende institutioner. Når den offentlige sektor kan være så stor i forhold til den private, skyldes det, at sektoren får tilført en mængde penge udefra i form af bloktilskud, salg af fiskerettigheder til EU og ved at den danske stat fortsat løser en række opgaver her i landet, f.eks. politi, retsvæsen og farvandsovervågning.

For at få en mere selvbærende økonomi, må fordelingen mellem de private erhverv og den offentlige sektor skifte over til en ændret fordeling. Dvs. til en fordeling, hvor den offentlige sektor udgør en mindre andel af økonomien, mens den private sektor udgør en større andel af økonomien.

Den offentlige sektors andel af økonomien skal blive mindre, mens basis-erhvervene skal vokse. Basis-erhvervene er som tidligere nævnt ikke kun fiskeri og fiskeforarbejdning, men også f.eks. minedrift og turisme.

Endvidere skal følge-erhvervene vokse, helst således at både de følge-erhverv, der leverer til basis-erhvervene, og dem, der leverer til den offentlige sektor, vokser.

6.3 Hvordan øges indkomstskabelsen?
Det er en stor opgave at skulle øge indkomstskabelsen i økonomien. Derfor er det nødvendigt at have en samlet plan for, hvorledes dette bør ske.

Planen kan deles op i tre overordnede punkter:
  1. delmål: De nuværende basis-erhverv skal blive selvbærende
  2. delmål: Følgeerhvervene skal vokse og udvikles
  3. delmål: En stadig satsning på at finde og udvikle nye erhverv, både basis- og følge-erhverv
Det er vigtigt at fremhæve, at punkterne står i prioriteret rækkefølge, således at der skal startes med delmål 1, inden man går i gang med delmål 2 og 3.

En afgørende forudsætning for, at en sådan plan kan gennemføres er, at der må ske væsentlige forandringer i den offentlige sektor. Den offentlige sektor bestående af hjemmestyret og de underliggende virksomheder og institutioner samt kommunerne skal formindskes betydeligt, ikke blot fordi den er for dyr, men også fordi at den frigjorte arbejdskraft herefter vil være en afgørende ressource for f.eks. basiserhvervenes følgeerhverv.

6.3.1 Første delmål

Det vigtigste første skridt er at få de vigtigste basis-erhverv til at blive selvbærende.

Lykkes det at få de nuværende basis-erhverv til at blive selvbærende, vil dette frigive de penge, som i dag anvendes til tilskud fra det offentlige til disse erhverv. Samtidig vil erhvervene skabe indkomster til hele samfundet, således at de kan være med til at skabe udvikling i andre dele af samfundet.

Netop da disse erhverv skal være med til at skabe indtægter i andre dele af samfundet, må disse erhverv have første prioritet i en plan for en mere selvbærende økonomi.

Det kan ikke understreges nok, at de vigtigste basis-erhverv skal være selvbærende. Man kan ikke vedblivende have en økonomi, hvor hovederhvervene får store tilskud fra det offentlige. Dette skader både hoved-erhvervet og andre dele af økonomien, fordi det skaber forvridninger i erhvervslivet.

Når basis-erhvervene bliver selvbærende, vil frigivelsen af penge fra det offentlige, som førhen gik til tilskud, gøre det muligt at hjælpe følgeerhvervene, således at disse kan vokse og udvikles. Samtidig bliver der også penge til at satse på at udvikle nye erhverv.

Det vil sige: De penge, som i dag går til tilskud, og de øgede indtægter fra de selvbærende basis-erhverv skal være med til at skabe fremdriften i delmål 2 og 3. Derfor har det afgørende betydning at få basis-erhvervene til at fungere så godt som muligt.

6.3.2 Andet delmål

Følge-erhvervene i den grønlandske økonomi er betydelig mindre end i andre tilsvarende økonomier. Dette skyldes, at de følge-erhverv, som burde være placeret her i landet, i stedet er placeret i udlandet eller oftest i Danmark. Dette er et stort problem for samfundsøkonomien, da en stor del af de indtægter, som bliver skabt i samfundet, herved strømmer ud af landet, og er med til at skabe følge-erhverv uden for landet, hvor indtægterne i stedet burde skabe følge-erhverv her i landet. Derfor er det meget vigtigt at skabe bedst mulige betingelser for følge-erhvervene, således at disse kan få fodfæste og udvikle sig.

Den største vækst, der kan skabes i økonomien inden for en rimelig tidshorisont, er netop i følge-erhvervene. Det er her, hvor der findes et stort uudnyttet potentiale i økonomien. Dette bør således helt klart være det fremtidige satsningsområde for at skabe økonomisk vækst.

Vores økonomiske udviklings historie, som kan læses i rapporter om G-50, G-60 og andre projekter, viser, at erhvervene typisk ikke vokser frem af sig selv. Derfor er bedst mulige betingelser for følge-erhvervene sandsynligvis ikke nok. Derfor skal vi, udover at skabe gode betingelser, også målbevidst gå efter at hjælpe erhvervene i gang. Dette kan bl.a. gøres ved at købe fra erhvervene.

Som det allerede er blevet pointeret ovenfor, er det strengt nødvendigt, at basis-erhvervene bliver selvbærende, samt at basis-erhvervene kan efterspørge varer og tjenester fra følge-erhvervene.

6.3.3 Tredje delmål

Samtidig med at der frigives penge, som i dag anvendes til tilskud til basis-erhvervene, vil en udvidelse af følgeerhvervene give nye indkomstkilder, som kan være med til at øge indkomstskabelsen i økonomien. Især er det vigtigt at finde nye basis-erhverv, eller at få eksisterende basis-erhverv til at vokse.

Disse nye erhverv kan f.eks. være fiskeri efter nye fiskearter, øget turisme, minedrift eller helt andre satsningsområder. Disse satsningsområder vil på sigt kunne indgå som vigtige basis-erhverv.

Det er meget vigtigt, at alle store basis-erhverv på sigt er selvbærende, dvs. at de kan klare sig uden tilskud fra det offentlige. I en overgangsfase må erhvervene gerne få tilskud fra det offentlige, men i det lange løb skal de kunne klare sig selv.

Som det blev nævnt ovenfor, bør søgningen efter nye indkomstkilder ikke have høj prioritet i en samlet plan for at skabe en mere selvbærende økonomi. Dette skyldes, at kræfterne først skal anvendes til at få de eksisterende erhverv til at skabe størst mulige indkomster, således at der er penge nok til at kunne investere i nye erhverv.

6.4 Samhandlen med omverdenen
Vort lands økonomi og erhvervsudvikling er karakteriseret ved, at der i altovervejende grad købes varer og tjenesteydelser m.v. fra Danmark. Der er her tale om nogle skævheder, der kan være med til at forklare, at vi fortsat ikke har gjort os uafhængig af bloktilskuddet og statens øvrige betalinger.

Et væsentligt element i forklaringen af den store import fremgår af ovenstående afsnit, men der er også andre elementer, der har betydning for samhandelen med Danmark.

Før indførelsen af hjemmestyret blev de fleste administrative og forsyningsmæssige opgaver udført i Danmark. Det var et naturligt forhold mellem en stat og dens koloni. Efter 2. Verdenskrig blev flere og flere opgaver varetaget fra Grønland. Denne proces tog for alvor fart under de første år under hjemmestyret. I dag er næsten alle administrative og forsyningsmæssige opgaver hjemtaget til Grønland.

Den traditionelle arbejdsdeling har dog fortsat stor betydning for Grønland på en række områder: Grønland er fortsat afhængig af overførselsindkomster i form af bloktilskuddet.
  • Lovgivning og administration er påvirket af den udvikling, der sker i Danmark, fordi der sker videnoverførsel via tilkaldt arbejdskraft.
  • Den grønlandske samhandel med omverdenen sker fortsat for størstedelen via Danmark. En stor del af denne samhandel er virksomhedsintern eksport og import, fordi mange virksomheder i Grønland er ejet af eller på anden måde tilknyttet danske virksomheder. Samtidig har de store grønlandske eksportvirksomheder af fisk og skaldyr danske datterselskaber.
  • Finansstrukturen i Grønland er tæt tilknyttet den danske finansstruktur. Således er begge banker beliggende i Grønland ejet af eller tæt tilknyttet danske banker, og der findes ikke andre kreditinstitutter i Grønland.
Det økonomiske samarbejde mellem Grønland og Danmark har i perioden under hjemmestyret bygget på et solidaritetsprincip, hvor en rigere del af fællesskabet har givet tilskud til en fattigere del af riget. På denne måde har det grønlandske samfund udviklet sig til et moderne velfærdssamfund.

Men samarbejdsformen med Danmark har også haft nogle uheldige konsekvenser for økonomien. Bl.a. bliver det somme tider fremført, at samfundet ikke bliver drevet tilstrækkeligt omhyggeligt og effektivt, fordi bloktilskuddet er en slags sovepude. Og det fremføres somme tider, at den grønlandske økonomi og erhvervsudvikling lider under den ulige konkurrence fra danske virksomheder.

Som et samlet begreb for denne skævhed, anvendes her begrebet afhængighedsøkonomi. Begrebet fortæller, at den ene part på grund af samarbejdsformen til stadighed gøres afhængig af ikke blot direkte økonomiske overførsler fra den anden part, men også afhængig af at købe varer og tjenesteydelser hos den ene parts virksomheder.

Begrebet afhængighedsøkonomi refererer til en tilstand, hvor et samfunds økonomi er blevet fanget i en ond cirkel. Udviklingen af samfundet kan bero på en eller nogle få indtægter, og det er vanskeligt og måske umuligt at skabe nye udviklingsbetingelser, der på sigt kan fjerne denne afhængighed. Økonomisk afhængighed behandles ofte som værende "de andres skyld", men i denne sammenhæng er der også interne forhold i Grønland, der har været bestemmende for en fortsat afhængighed af samhandel med Danmark. Indikatorer for afhængighed kan kort beskrives som:
  • En ensidig samhandel med Danmark, selv om Danmark er højprisområde, hvor den enkelte borger  i 2001 betalte fire kroner mere, hver gang en EU-borger købte varer for 100 kr.
  • En virksomhedsstruktur, der via ejerskab og tilhørsforhold er udadvendt mod samarbejdspartnere og handelsforbindelser uden for landet, i især Danmark.
  • En finansiel struktur, hvor en væsentlig del af opsparing placeres uden for landet, primært i Danmark.
  • En offentlig økonomi, der for størstepartens vedkommende er finansieret af udefrakommende tilskud, og som ikke er tilpasset landets økonomiske formåen.
I lande i Den 3. Verden er resultatet af afhængighedsøkonomien ofte en fattigdomsfælde, hvor den internationale arbejdsdeling fastholder et land og dets befolkning på en meget lav levestandard. På efterspørgselssiden er der tale om ringe tilskyndelse til at investere, og der udvikles kun et lille marked. Initiativet mangler, og indførelse af ny teknologi er begrænset, således at produktiviteten bliver ved med at være lav. Den lave produktivitet giver ikke anledning til større akkumulation af ny kapital til nye investeringer. Samtidig giver den lave produktivitet lave indkomster, der igen betyder lav opsparing i samfundet som helhed.

Afhængighedsøkonomi udløser ofte en apati, hvor selvværd og lysten til at ville selv begrænses, og hvor problemløsning mange gange ikke giver anledning til, at man griber i egen barm og selv tager initiativ til forandringer.

For Grønlands vedkommende er resultatet af afhængighedsøkonomien en slags gylden fælde (Golden Trap), hvor der er en opfattelse af, at der via tilskud udefra godt nok sikres en relativt høj levestandard, men hvor overførsel af tilskud står i vejen for en fornuftig udvikling af egne ressourcer. Niveauet i levestandarden mellem Den 3. Verden og Grønland er stor, men afhængigheden af tilskud hæmmer selvværd og initiativlyst på samme måde i Grønland som i mange lande i Den 3. Verden.

I begge tilfælde er der tale om en ond cirkel. Ofte fokuseres der ensidigt på, at det er interne forhold i det enkelte land, som er årsagen til manglende udvikling, og at hvis der liberaliseres og "strammes op" vil landet kunne udvikle en økonomi, der på sigt vil udvikle sig til en økonomisk styrke som den, der findes i de rige lande.

Der er ingen tvivl om, at en del af forklaringen på en dårlig økonomisk udvikling ofte kan findes i den interne politiske og økonomiske styring af et lands udvikling. I princippet kan man for Grønlands vedkommende sige, at samarbejdet og samhandelen med Danmark er en selvvalgt bundethed.

Der kan heller ikke være tvivl om, at de grundlæggende strukturer omkring samarbejde og samhandel med omverdenen skal være fordelagtige for at skabe økonomisk vækst. Samhandelen viser, at der trækkes værdier ud af landet gennem den handel og anden udveksling af varer og tjenester, der løbende finder sted til og fra omverdenen, især Danmark. Værdioverførslen sker ikke blot ved indkøb af forbrugsvarer og tjenesteydelser samt produktionsmidler, men også ved at fisk og rejer udsendes som simple råvarer eller halvfabrikata, som så først forædles i udlandet. Dette er uheldigt, fordi det er i forædlings-leddet, at værditilvæksten primært sker.

I dag er der stort set ingen begrænsninger i danske virksomheders muligheder for at være aktive på det grønlandske marked. Samtidigt er det meget vanskeligt for grønlandske virksomheder at konkurrere med danske virksomheder på grund af manglende volumen på hjemmemarkedet, men også på grund af manglende uddannelse og dermed manglende produktivitet i virksomhederne.

Det er derfor afgørende at omdanne den eksisterende ulige konkurrence mellem danske og grønlandske virksomheder på det grønlandske marked til et samarbejde i form af f.eks. joint-ventures. Herved får grønlandske virksomheder mulighed for at opbygge deres kompetence og dermed udvikle sig på lige fod med de danske virksomheder.

Overførsler fra Danmark har i nogen udstrækning fastholdt nogle samfundsstrukturer, der ikke længere er tidssvarende. Et eksempel er bosætningen, der må opfattes som et resultat af tidligere generationers muligheder for at forsyne sig selv og familien. Selv om disse forhold nu er forandret er bosætningen ofte blevet fastholdt, fordi de økonomiske tilskud udefra muliggjorde en kunstig opretholdelse af noget, der ikke længere var rentabelt. Selv om naturalieøkonomien kan accepteres som et væsentligt bidrag til indtægt for befolkningen i især yderdistrikterne, så er der nu så lidt økonomi i de traditionelle erhverv, at disse befolkningsgrupper lever under kummerlige økonomiske vilkår og derfor ikke væsentligt bidrager til landets økonomi.

6.5 Fra afhængighedsøkonomi til en selvbærende økonomi
Selvstyrekommissionens arbejde tager sit udgangspunkt i et ønske om, at Danmark og Grønland i fællesskab finder frem til den bedst mulige samarbejdsform inden for Rigsfællesskabet til fordel for Grønlands økonomiske udvikling. En samarbejdsform, der tager sit udgangspunkt i Grønlands økonomiske og erhvervsmæssige betingelser og eget engagement.

Samarbejdsformen i årene under hjemmestyret har udviklet Grønland til et moderne samfund, hvor befolkningens levestandard er udviklet på lige fod med den levestandard, der ses i den vestlige verden.

Nu kan Grønland fastsætte en ny målsætning på baggrund af ønsket om selvstyre. Dette kan ske  ved konkret opfølgning af den strukturpolitiske handlingsplan for udviklingen af samfundet, som Landstinget fik forelagt som redegørelse i efteråret 2000.

En ny målsætning gør det nødvendigt, at den økonomiske samarbejdsform mellem staten og hjemmestyret revurderes.

Der er en klar opfattelse af, at videreudviklingen af Rigsfællesskabet og videreudviklingen af det grønlandske samfund må ske på basis af landets egne betingelser og landets eget engagement. Men det er også opfattelsen, at videreudviklingen bør gennemføres i et samarbejde mellem staten og hjemmestyret. Dette samarbejde stiller fælles krav til de to parter og krav til de to parter hver for sig. I det følgende vil den nye målsætning, behovet for forandring og kravene til parterne på det økonomiske og erhvervspolitiske område blive belyst.

6.5.1 Udgangspunktet for Grønlands ny målsætning

I Selvstyrekommissionens kommissorium kobles ønsket om forøget selvstyre sammen med behovet for at udvikle en mere selvbærende økonomi:

"Det er kommissionens opgave at udarbejde en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for Rigsfællesskabets rammer, baseret på princippet om, at der skal være overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser."

Overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser tolker Selvstyrekommissionen, således at forøget selvstyre skal baseres på en mere selvbærende økonomi. En selvbærende økonomi må grundlæggende forstås som en økonomi, hvor vort samfund gør sig mindre afhængig af statens bloktilskud samt statens øvrige opgaveløsninger i Grønland.

Fra indførelsen af hjemmestyre i 1979 til i dag er statens bloktilskud til Grønland forøget betydeligt i takt med hjemtagelse af flere og flere områder til hjemmestyret. Samtidig steg bloktilskuddets andel af Landskassens samlede indtægter. Bloktilskuddets andel af Landskassens indtægter toppede i 1995 med en andel på tre femtedele af de samlede indtægter. Siden er andelen stabiliseret og udgjorde i år 2001 godt halvdelen af indtægterne. Bloktilskuddet udgjorde i år 2001 2,8 milliarder kroner. Statens driftsudgifter og øvrige tilskud udgjorde samme år ca. 600 millioner kroner.

Tilsammen havde staten således udgifter vedrørende Grønland på i alt 3,4 milliarder kroner. Den samfundsmæssige værdi er noget større. En del af bloktilskuddet bruges til overførsler til husholdninger, lønninger eller varekøb her i landet, således at der skabes nye pengestrømme ude i samfundet.

Bruttonationalproduktet (BNP) er populært sagt et mål for værdien af samfundets samlede produktion. I 1998 var landets BNP beregnet til at være 7,7 milliarder kroner. Det vil sige, at statens udgifter vedrørende Grønland svarer til mindst halvdelen af værdien af samfundets samlede produktion.

Processen mod selvstyre behøver ikke afvente, at der er etableret en fuldstændig selvbærende økonomi i Grønland. Men ovenstående korte beskrivelse af den økonomiske situation viser, at Grønlands nye målsætning kræver meget store forandringer af det samfund, vi kender i dag.

Det langsigtede mål er således at forøge den politiske selvstændighed ved at forbedre befolkningens muligheder for at tilpasse sig en konkurrencepræget, indbyrdes afhængig verden. Dette kræver en kulturel nyorientering med høj standard for personlig ansvarlighed, initiativlyst, og en stærk befolkning, hvis omstillingsevne og interesse for fortsat investering i sig selv, bliver afgørende forudsætninger for fortsat økonomisk vækst.

6.5.2 Behov for forandring af fællesskabet

Den nye målsætning for hjemmestyret, de konkrete ønsker fra befolkningen og de politiske partiers visioner om forøget selvstyre nødvendiggør samtidig en forandring af samarbejdet inden for Rigsfællesskabet. De nye grønlandske mål giver nye mål for fællesskabet.

En konkretisering af essensen i en ny samarbejdsform i Rigsfællesskabet må tage sit udgangspunkt i en ny erkendelse af det eksisterende samarbejdes fordele og ulemper.

Grønland har gennemgået en voldsom udvikling siden 2. Verdenskrig. En udvikling, der er accelereret i perioden under Grønlands Hjemmestyre. Træder man et skridt tilbage og ser på de overordnede udviklingstræk i perioden siden indførelsen af hjemmestyre, kan man sige, at det har været en periode, hvor der er satset meget på udviklingen af egne kræfter. Der er indhøstet mange erfaringer på fejldispositioner. Men det er i det store og hele lykkedes at opbygge et moderne samfund, der inden for rimeligt stabile politiske rammer har bestræbt sig på at etablere en veludviklet infrastruktur. Således har alle byer og bygder på nogenlunde lige fod kunnet få del i de goder, som et velfærdssamfund giver den enkelte borger.

Et afgørende udviklingstræk har dog også været, at samtidig med at der er gennemført denne udvikling, så har andre lande - og ikke mindst de øvrige dele af Rigsfællesskabet - også udviklet sig. Dette betyder, at der fortsat er store forskelle på den økonomiske formåen, på uddannelsesniveauet og på erhvervsområdet mellem Grønland og Danmark. Det er grundlæggende denne forskel, der til stadighed virker som en slags fiktiv "told-mur" i forbindelse med erhvervslivets bestræbelser på at konkurrere med især danske virksomheder på det grønlandske marked. Dette forhold har derfor hidtil virket som en gordisk knude for udviklingen af en selvcentret økonomi her i landet.

Udviklingen af en bæredygtig økonomi på basis af eget erhvervsliv kan kun sikres, hvis det grønlandske erhvervsliv gøres i stand til at konkurrere på lige fod med eksempelvis danske erhvervsliv.

Samarbejdet mellem Danmark og Grønland omfatter en lang række områder. Nogle af de vigtigste er:
  • Økonomiske ydelser fra Danmark til Grønland.
  • Fælles arbejdsmarked.
  • Samarbejde om uddannelse, forskning og videnscentre.
  • Dansk indflydelse på lovgivning og offentlig administration.
  • Ensidig handel med Danmark.
  • Dominerende dansk erhvervsliv i Grønland.
Der kan således peges på en række grundlæggende forhold i samarbejdet mellem Danmark og Grønland, der præger den økonomiske udvikling og erhvervsudviklingen. Mange forhold har en positiv effekt på udviklingen, men der er også nogle forhold, der peger i negativ retning.

6.6 Model for et nyt partnerskab
I udarbejdelsen af en ny model for partnerskab inden for Rigsfællesskabet bør der opstilles mål for det ansvar, som fællesskabet har, og som de to parter har hver for sig.

6.6.1 Det fælles ansvar

Det er afgørende, at begge parter i fællesskabet hver for sig har en opfattelse af, at indholdet i et nyt partnerskab er rimeligt. Økonomisk set må der således være enighed om, at indholdet i partnerskabet er en investering, der er til fordel for  Grønlands økonomiske selvstændiggørelse og dermed til gavn for både Danmark og Grønland.

Kan denne målsætning sikres, betyder det, at staten på den ene side over tid kan mindske sine udgifter til Grønland, og at Grønland på den anden side kan sikre en mere selvbærende økonomi og dermed det afgørende grundlag for selvstyre. Som et tredje element kan denne målsætning indeholde tiltag, der via en ny arbejdsdeling sikrer forhøjede indtægter til begge parter i form af et større afkast af eksisterende fælles aktiviteter eller nye fælles aktiviteter.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der udarbejdes en samarbejdsaftale, hvor der for begge parter fastsættes økonomiske og erhvervspolitiske mål for det fremtidige samarbejde, som følger:
  • Fælles initiativer.
  • Hjemmestyrets initiativer.
  • Statens initiativer.
Formålet med samarbejdsaftalen er at udarbejde en konkret udviklingsplan, der kan sikre stabile økonomiske og politiske rammer for den omstrukturering, der er nødvendig for at sikre en bæredygtig økonomi i Grønland. Økonomiske rammer, der udadtil vil signalere stor stabilitet og dermed sikre et godt investeringsklima for det grønlandske erhvervsliv.

Samarbejdsaftalen skal sikre fortsat støtte til udvikling af hjemmestyret, en støtte, der har størst mulig virkningsgrad og effektivitet. Eksempelvis bør samarbejdsaftalen være med til at sikre en selvcentret erhvervsstruktur i Grønland, således at importen af varer og tjenesteydelser fra Danmark kan dæmpes, og således at eksporten af fisk og skaldyr som råvarer på sigt kan erstattes af opbygningen af forædlingsvirksomhed her i landet.

6.6.2 Hjemmestyrets ansvar

Hjemmestyrets ansvar for den fremtidige udvikling tager sit udgangspunkt i, at det varetager det ultimative ansvar for landets tilstand og udvikling. Et selvstyrende Grønlands økonomiske udvikling skal primært bygge på investeringer, der på sigt stammer fra landets egne indtægter, egen opsparing og egne skatteindtægter.

Den grundlæggende vision for et selvstyrende Grønland er at sikre hele befolkningen en højere livskvalitet. En højere livskvalitet for befolkningen indebærer, at befolkningen skal opnå forøget indflydelse på sin egen fremtid.

Succes for processen mod selvstyre afhænger af en bred enighed om mål og midler til at opnå de nye forudsætninger, der skal til. Befolkningen skal være proces-ejer af udviklingspolitikken og en strukturpolitik, hvis overordnede elementer bl.a. vil være:
  • Fortsat investering i vidensudvikling, herunder især i uddannelse, en grundlæggende god sundhedstilstand og fortsat aktivering af befolkningen.
  • Fortsat tilpasning af en afbalanceret offentlig sektor, skræddersyet til de nye mål for økonomisk og erhvervsmæssig udvikling.
  • Sikring af at samfundsskabte værdier forbliver i landet.
  • Sikring af en bæredygtig udvikling, der tager hensyn til bevarelse af levende ressourcer og et rent miljø.
  • Forøget inddragelse af befolkningen i det økonomiske og politiske liv.

6.6.3 Statens ansvar

Sikring af minimumslevevilkår for hele befolkningen, hvor end de bor i Rigsfællesskabet bør også fremover være en hjørnesten i partnerskabet. En ny faktor i forbindelse med bloktilskudsforhandlinger må være at sikre, at forhandlingerne udvides til at indeholde nye tiltag, der underbygger hjemmestyrets planer for udvikling mod en selvbærende økonomi for Grønland.

I de fremtidige forhandlinger mellem staten og hjemmestyret er det vigtigt, at der udover udligningsordning og tilskud også fokuseres på statens medansvar for at forbedre Grønlands kapacitet til at imødekomme de krav, som de gældende forhold og de fælles planer for udvikling tilsiger.

Dette betyder, at staten aktivt skal understøtte udviklingsprocessen i form af konkrete politiske indgreb. Herved sikres, at den udstukne økonomiske udviklingsplan for hjemmestyret kan realiseres. De politiske indgreb kan omfatte følgende handlinger:
  • Aktivt være med til at sikre rammer for udviklingen af en selvcentreret udvikling af den grønlandske økonomi i en overgangsfase jf. fælles planer for en sådan overgangsfase.
  • Garantistillelse til fordel for finansiering af dele af udviklingsplanen jf. fælles planer for udviklingen af det grønlandske erhvervsliv m.v. Ændringer tager tid og koster dyrt. Staten skal være med til at sikre en stabil økonomisk udvikling her i landet i overgangsfasen.
  • Staten skal understøtte konkrete initiativer for samarbejdsrelationer mellem danske og grønlandske virksomheder. Relationen mellem danske og grønlandske virksomheder skal tones til i større udstrækning at skabe samarbejde frem for ulige konkurrence.
  • Kompensation eller andre konkrete indgreb for at sikre, at forrentning af pensioner, opsparing og formuer ikke nødvendigvis fastholdes i Grønland, men kommer det grønlandske samfund til gode.
  • Konkret understøttelse af grønlandske handels- og erhvervsinteresser i udlandet jf. forslag om en ligestilling mellem hjemmestyret og staten på det udenrigspolitiske område. Det skal undersøges, hvorvidt Grønland i en overgangsfase kan få en særordning for de regler, der er gældende inden for World Trade Organization’s (WTO’s) område. En særordning kunne f.eks. omfatte forøget mulighed for i en overgangsfase at indføre afgifter på visse importerede varer.
  • Fortsat stille forskningsresultater og videncentre til rådighed for det grønlandske erhvervsliv.


6.7 Udviklingen i bloktilskuddet i en overgangsfase
Selvstyrekommissionen har igangsat undersøgelse af såvel betalingsbalance som anden økonomisk samarbejde med Danmark. Dette arbejde vil være et væsentligt grundlag for kommissionens endelige indstillinger om behov for forandringer i samarbejde og samhandel med Danmark.

I den aktuelle politiske debat er der megen fokus på bloktilskuddet. Bloktilskuddet er den væsentlige indkomstkilde for Landskassen, og uden et bloktilskud fra staten vil der ikke kunne opretholdes en levestandard, som den vi kender i dag.

Ved indførelse af hjemmestyret blev der samtidig indført et bloktilskud fra staten til hjemmestyret. Bloktilskuddet skulle bruges til at dække udgifterne til de opgaver, som hjemmestyret overtog fra staten.

Kommissionen fortolker sin opgave derhen, at det daværende Landsstyres ønske var, at selvstyre ikke alene skulle sikres på basis af statens bloktilskud og øvrige ydelser til Grønland. I sin endelige betænkning vil Selvstyrekommissionen via ovenstående analyse af samarbejde og samhandel med Danmark komme med en mere grundlæggende analyse af, hvordan de økonomiske bevægelser mellem Grønland og Danmark er. På denne baggrund vil kommissionen komme med indstillinger om, hvordan en mere selvbærende økonomi kan sikres. Analysen forventes at resultere i indstillinger til forandringer i den indre organisering af samfundet. Men også indstillinger om, hvordan et nyt partnerskab mellem Danmark og Grønland skal være med til at sikre bedre vilkår for en mere selvcentreret erhvervsudvikling til fordel for Grønlands økonomi.

Der er flere faktorer, som har betydning for bloktilskuddets fremtidige størrelse og indhold:
  1. For det første kan der være forskellige holdninger til, hvorvidt selvstyre skal gennemtrumfes med et mere eller mindre midlertidigt lavere velfærdsniveau for befolkningen til følge. Eller hvorvidt selvstyre må gennemføres på længere sigt, således at eksisterende velfærdsniveau sikres eller forbedres yderligere.
  2. En anden væsentlig faktor er den eksisterende og den forventede fremtidige udvikling i Grønlands økonomi. For øjeblikket er Grønlands hovederhverv, fiskeriet, inde i en lavkonjunktur på grund af bl.a. faldende priser på rejer. Samtidig synes der at være behov for relativt store investeringer til at gøre en del af fiskerierhvervet tidssvarende både med hensyn til fiskeflåde og landanlæg. Turismeindtægterne er i de seneste år ikke forøget væsentligt, og hverken dette basis erhverv eller råstofområdet kan med sikkerhed siges at kunne blive alternative indtægtskilder for det grønlandske samfund de kommende årtier i stedet for bloktilskuddet.
  3. En tredje væsentlig faktor for udviklingen i bloktilskuddets fremtidige størrelse og indhold er forhandlingerne mellem hjemmestyret og staten. Siden 1992 har statens udgangspunkt for forhandlingerne været et ønske om en mindre, men ikke uvæsentlig sænkning af bloktilskuddets størrelse. Dette er sket på et tidspunkt, hvor der ikke har været tegn på, at hjemmestyrets udgifter og indtægter skulle indikere, at der ville være et mindre behov for tilskud. Tværtimod. Derfor må hjemmestyret også på sigt forvente, at kommende danske regeringer vil kunne sætte nye betingelser for at understøtte den grønlandske økonomi.
Selvstyrekommissionens hidtidige arbejde med at analysere den grønlandske økonomi og erhvervsudvikling har vist, at der i høj grad mangler et redskab til at få overblik over ikke blot den offentlige økonomi, men over den samlede samfundsøkonomi. Den grundlæggende fælles viden om landets økonomiske status og udvikling er ofte mangelfuld, og såvel Landsstyret som Landstinget må ofte finde denne viden i eksterne forskeres og råds analyser.

Derfor indstiller Selvstyrekommissionen, at de eksisterende rådgivende organer evalueres og eventuelt mindskes i antal, således at der kan findes økonomiske midler til nedsættelse af et økonomisk råd. Det nye råd skal skabe og udbrede viden om den grønlandske samfundsøkonomi. Rådets viden skal være med til at hjælpe politikere, offentlige myndigheder og erhvervslivet til at forbedre deres præstationer og dermed forbedre deres servicering af samfundet.

Det økonomiske råd foreslås udpeget af Landsstyret, men skal i sit arbejde sikres uafhængighed af alle offentlige og private instanser. Rådet tildeles midler til nedsættelse af et sekretariat og sikres adgang til offentlige data og oplysninger om samfundsforhold.

6.7.1 Foreløbige indstillinger vedr. fremtidige forhandlinger med staten

Selvstyrekommissionen finder det ikke hensigtsmæssigt at gennemføre store samfundsmæssige forandringer på grundlag af en yderligere forringelse af det økonomiske grundlag. Forandringerne mod omstilling af den offentlige administration og dermed også det private erhvervsliv må forventes at give midlertidige nye omkostninger, og de menneskelige omkostninger må ikke forøges ved en hasarderet sænkning af bloktilskuddets størrelse i en overgangsfase. Selvstyrekommissionen ønsker ikke selvstyreprocessen opstartet på bekostning af det generelle velfærdsniveau for befolkningen.

Ovenstående indstilling giver dog samtidig anledning til at diskutere, hvad Grønland vil og kan kræve af selvstyre, uden at der sker ændringer i de eksisterende forudsætninger. F.eks. vil der med rette kunne argumenteres for, at Grønland på det handelspolitiske område allerede på eksisterende samarbejdsgrundlag og eksisterende forudsætninger med fordel for begge parter kan forhandle sig til forøget selvstyre.

Selvstyrekommissionen vil på denne baggrund foreløbigt indstille, at der ikke gennemføres ændringer i det eksisterende forhandlingsgrundlag for bloktilskuddet fra staten. Samtidig ønsker Selvstyrekommissionen følgende betingelser opfyldt, før der indledes forhandlinger med staten om en omlægning af eksisterende samarbejdsaftaler:
  1. at der er udarbejdet en økonomisk strategiplan på basis af en forbedret strukturovervågning. Strategiplanen skal beskrive overskueligt, hvordan bloktilskuddet løbende erstattes af alternative indtægtskilder, såvel for hele landet som for de enkelte regioner og lokalområder. Den økonomiske strategiplan skal ikke blot beskrive eksisterende og fremtidige styrkepositioner, men skal også beskrive, hvordan den eksisterende passive offentlige forsørgelse af en stor del af befolkningen i arbejdsdygtig alder undgås i fremtiden.
  2. at der er udarbejdet og igangsat en handlingsplan for landets samlede erhvervsudvikling. En handlingsplan som realistisk beskriver muligheden for forøgede indtægter til dækning af de indtægter, der falder bort ved reduktion af bloktilskuddet. Erhvervsudviklings-indsatsen skal både målrettes til forøgelse af de eksisterende basiserhverv, herunder ikke mindst følgeerhvervene i fiskeriet, samt forøge den importbegrænsende produktion, hvor dette kan ske på konkurrencemæssige vilkår. Handlingsplanen skal samtidig indeholde realistiske overvejelser om, hvordan forvaltningen af naturressourcerne kan ske på et bæredygtigt grundlag.
  3. at der er udarbejdet og igangsat en handlingsplan for en betydelig omlægning og reduktion af den offentlige sektor. Denne handlingsplan skal være direkte forbundet til handlingsplanen for erhvervsudviklingen, således at fritstillet arbejdskraft fra den offentlige sektor kan sikres nye jobs i det private erhvervsliv.
  4. At der er udarbejdet og igangsat en handlingsplan for en markant forøgelse af befolkningens uddannelsesniveau. Uddannelsesfrekvensen, dvs. antallet af unge af en ungdomsårgang, der får en kompetencegivende uddannelse, skal forøges til et niveau, som findes i de nordiske lande. Handlingsplanen skal udover konkrete forandringer i folkeskolen og i  eksisterende ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser også omfatte en handlingsplan, der centralt koordinerer den samlede efteruddannelse og opkvalificering af den eksisterende arbejdsstyrke, således at denne kan deltage aktivt i etableringen af nye erhverv.
For at få et sikkert vidensgrundlag for udarbejdelsen af de nævnte strategi- og handlingsplaner foreslås det analytiske arbejde udført af et sekretariat under Det økonomiske Råd, som Selvstyrekommissionen som tidligere nævnt indstiller til at blive nedsat.