Pludselig kom han

...(og så er det helt umuligt at få de langtidsholdbare grønlandske æg til at rådne på tre dage, hvis nogen skulle have samme lumske planer som et par aktivister på Nørrebro i København tidligere på året)

Tirsdag d. 13. august 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

DET VAR MED nogen forbløffelse, at Atuagagdliutit i midten af sidste uge pludselig modtog en invitation til pressemødet med statsministeren mandag - altså i går. Ingen vidste, at han skulle komme på officielt besøg. Der var ingen pressemeddelelser, ingen forlydender og af samme grund naturligvis heller ikke noget program. Det var tæt på, at aviserne ikke kunne nå at fortælle læserne om besøget. Den almindelige borger har ikke haft lang tid til at forberede sig. Det er noget skidt. Statsministeren er ikke bare landsstyreformandens og landsstyrets gæst. Han er Grønlands gæst, og han er en betydelig gæst. Danmarks statsminister, det er da noget! Selv her hos os... Men hvorfor skal folk have tid til at forberede sig? Det skal de, fordi statsministeren er landets gæst og dermed også borgernes gæst, selvstyreorganisationen "Nammineqs" gæst og andre foreningers. Det er meget sandsynligt, at en del af landets borgere og deres interesseorganisationer ville "sende" statsministeren et budskab i anledning af besøget, og den manglende forberedelse har gjort det vanskeligt at forberede sig godt nok. Det kunne jo være, at nogen ville demonstrere for eller imod et eller andet. Nogle ville måske have givet statsministeren gaver, som de ikke kan nå at skaffe, eller arrangeret en velkomst, der ville noget (og så er det helt umuligt at få de langtidsholdbare grønlandske æg til at rådne på tre dage, hvis nogen skulle have samme lumske planer som et par aktivister på Nørrebro i København tidligere på året). DET ER IKKE kun borgerne, den manglende information er en hån imod. Det er også ringeagt overfor den danske statsminister, som kan have en forståelig mistanke om, at den manglende oplysning om hans besøg skyldes ligegyldighed. Det er et farligt signal at sende her på tærsklen til et dansk/ grønlandsk samarbejde om forberedelsen af et selvstændigt Grønland. Heldigvis lader den hjertelige stemning under den første del af rejsen til, at der er forståelse mellem statsministeren og landsstyreformanden. Stemningen befordrer sandsynligvis et godt samarbejde. Alligevel er det vigtigt, at Grønland og Danmark tager hinanden alvorligt - blandt andet ved, at et dansk statsministerbesøg annonceres i god tid, så befolkningen ved, hvad der skal ske, og får mulighed for at forberede et værtsskab og en velkomst, som er den danske statsminister værdig.