Selvstyrekommissionens betænkning: EN DYR SKÅLTALE

For Demokraternes vedkommende vil vi gerne vende tingene på hovedet. Vi er mere interesseret i at finde måder på, hvordan vi dels kan reducere og omlægge Hjemmestyrets udgifter på en sådan måde, at den gør mindst skade på befolkningen, og at udgifterne bliver så fremtidsrettede som muligt.

Torsdag d. 22. august 2002
Per Berthelsen, landstingsmedlem, Siumut, politisk ordfører
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse: Indledning Kapitel 2. Den lovgivende og udøvende myndighed Kapitel 3. Sprog Kapitel 4. Udenrigs- og sikkerhedspolitik Kapitel 5. De menneskelige ressourcer Kapitel 6. Økonomi og erhvervsudvikling Kapitel 7. Forfatning og folkeret Konklusion Indledning En skåltale til knap 12,5 millioner kroner. Denne karakteristik vil Demokraterne indledningsvis give Selvstyrekommissionens foreløbige betænkning. For hovedparten af indholdet er jo noget man ikke burde kunne være uenig i. For i bund og grund: hvem kan være uenig i, at uddannelse er nøgleord til den fremtidige vækst og selvstændighed, eller at den private sektor skal vokse på bekostning af den offentlige sektor. Der er således mange - alt for mange - af den slags selvfølgeligheder i betænkningen. Det vil være mere interessant at få at vide, hvis betænkningen gav nogle konkrete anvisninger på, hvordan vi kunne nå de målsætninger, som der opstilles. Kun nogle ganske få steder, er der anvist konkrete ideer til, hvordan man kan nå nogle mål, hvilket jeg vil komme tilbage til. Som en anden Kommission har Selvstyrekommissionen også et kommissorium, som den skal forfølge. Det interessante ved kommissoriet er, at der kun er afsat tre linier ud af to sider til, hvordan øget selvstyre til Grønland skal realiseres, nu når bloktilskuddet fra Danmark skal aftrappes på sigt. De resterende knap to sider er afsat til at analysere på hvilke områder, Grønland skal forsøge at få øget selvstyre. At der er et sådan misforhold i kommissoriet mellem de forskellige ønsker om øget selvstyre på den ene side, og hvordan en nedtrapning af bloktilskuddet på sigt skal foregå på den anden side, er sigende. For Demokraternes vedkommende vil vi gerne vende tingene på hovedet. Vi er mere interesseret i at finde måder på, hvordan vi dels kan reducere og omlægge Hjemmestyrets udgifter på en sådan måde, at den gør mindst skade på befolkningen, og at udgifterne bliver så fremtidsrettede som muligt, dels hvordan vi kan skabe et større indtægtsgrundlag til glæde for hele befolkningen, og hvordan bloktilskuddet kan nedtrappes med øget selvstyre som resultat. Måden Demokraterne vil opnå et øget selvstyre for Grønland på, skal foregå parallelt og i samme tempo som den økonomiske forandring vil komme til at forløbe - og i gensidig dialog med Danmark I nedenstående vil jeg kommentere hver enkelt kapitel og komme med forslag til, hvilke områder der bør undersøges nærmere: Kapitel 2. Den lovgivende og udøvende myndighed I kapitel 2 vedrørende Den lovgivende og udøvende myndighed foreslås der, at der overvejes om valgkredsinddeling ikke skulle genindføres, idet de mindre udkantsområderne med det nuværende valgsystem har svært ved at opnå repræsentation i Landstinget. Tager man udgangspunkt i det nuværende parlament, er der repræsentation fra hovedparten af byerne, lige fra Qaanaaq i nord til Qaqortoq i syd og Tasiilaq i øst. Derudover er det fortsat vigtigt at fastholde, at det enkelte landstingsmedlem repræsenterer hele Grønland og ikke et specifikt område. I relation til ønsket om øget selvstyre for Grønland er det endnu vigtigere, at der bliver tænkt i helheder og ikke i lokalpolitik. Endvidere foreslår Selvstyrekommissionen, at medlemmerne af Landstingets Formandskab vælges for et helt landstingsår. Et underligt lille forslag set i lyset af Selvstyrekommissionens kommissorium. Forslaget er sikkert foreslået af det kommissionsmedlem, som blev væltet som landstingsformand i utide ... ...De øvrige kommissionsmedlemmer burde have stoppet forslaget. Kapitel 3. Sprog Kapitel 3 vedrørende Sprog kan bedst karakteriseres som "Dansen om Den Varme Grød". Det er en lang opremsning af fordele og ulemper ved forskellige sprogkombinationer. Det er da interessant at Selvstyrekommissionen ikke er fremkommet med nogle anvisninger om hvordan vi kan forbedre sprogsituationen. Det er som om Olga Poulsens ultra-nationalistiske forslag for et par år siden om, at der udelukkende må tales grønlandsk fra Landstingets talestol for at genere et daværende dansktalende landstingsmedlem i at kunne ytre sig, har spøgt i Kommissionslokalet. Kapitlet er skrevet i særdeles vage vendinger. Jeg undrer mig over, at Selvstyrekommissionen ikke har analyseret de grønlandske studerendes sprogforhold i Danmark, hvor en analyse ellers har påvist, at op imod 70% af de grønlandske studerende ikke taler det grønlandske sprog på tilfredsstillende vis. Netop den gruppe, som Grønland har så hårdt brug for vender tilbage, så behovet for tilkaldt akademisk arbejdskraft mindskes. Det vil ellers have været hensigtsmæssigt, hvis Selvstyrekommissionen havde kommet med nogle klare anbefalinger om hvordan deres sprogsituation kan forbedres. Kapitel 4. Udenrigs- og sikkerhedspolitik I kapitel 4 vedrørende Udenrigs- og sikkerhedspolitik er Selvstyrekommissionen befriende klar i mælet. Der skal simpelthen etableres et udenrigsdirektorat. I kapitlet bliver der gjort rede for, hvilke mangeartede funktioner et sådan direktorat skal foretage sig. I forhold til de andre kapitler er der dér ingen slinger i valsen, hvad Grønland kan og skal. Her er der, efter min mening, fremført klare holdninger om Grønlands position på den internationale scene. Jeg tvivler en del på effekten af en oprustning i form af et udenrigsdirektorat. Efter min mening vil det være penge ud af det "arktiske vindue". I stedet burde man i højere grad styrke den grønlandske repræsentation i den danske udenrigstjeneste i form af flere ansættelser. Fordelen ved at koble sig på den danske udenrigstjeneste er, at de har en stor og dygtig stab samt et vidtforgrenet net af kontakter verden over via deres ambassader, der løbende og til stadighed bliver opbygget. Deres arbejdsområde kunne netop være at styrke de grønlandske handelsforbindelser, så de grønlandske eksportvirksomheder vil få lettere ved at få fodfæstet i de pågældende lande. Det kunne være med til at mindske afhængigheden til Danmark. At Selvstyrekommissionens medlemmer iderigdom er så voldsomt netop på dette område skyldes højst sandsynligt, at det er så risikofrit. Udenrigsområdet har efterhånden udviklet sig til en tumleplads for politikere, der ikke bryder sig om at påtage sig et reelt ansvar for den indenlandske samfundsudvikling. Her er det nemlig muligt at få lov til at udbasunere nogle klare holdninger til omverdenen, uden at det får konsekvenser, da Grønlands befolkningsmæssige størrelse ikke syner voldsomt på den internationale scene, samtidig med at det er forbundet med en stor rejseaktivitet verden over. Spørg bare kommissionsmedlemmerne Mikael Petersen og Mogens Kleist. Alternativet er, at sætte sig ind i den menige grønlænders situation og fremkomme med forslag, som kan forbedre deres hverdag, og dette er åbenbart ikke ligeså eksotisk. Til læserens orientering kan jeg oplyse, at Selvstyrekommissionens ønske om en styrket grønlandsk profil allerede er ved at indfinde sig. I slutningen af august måned sender Grønland en delegation på 11 personer til FN-topmødet i Johannesburg i Sydafrika, hvoraf de tre af dem er landstingspolitikere: Mikael Petersen, Mogens Kleist og Ruth Heilmann. At Grønland sender tre landstingspolitikere til Johannesburg får mig til at spørge, om Grønland så bliver tre gange så godt repræsenteret, som hvis Grønland kun sendte en enkelt landstingspolitiker afsted. Jeg har mine tvivl. Modsat Grønland har Danmark valgt at skære deres delegation ned fra 120 til 50 delegerede for at spare penge. Mon ikke Grønland skulle følge den samme vej? Kapitel 5. De menneskelige ressourcer I kapitel 5 vedrørende De menneskelige ressourcer fremkommes der med mange gode anbefalinger. I betænkning erkendes det, at den offentlige sektor i Grønland er for stor og har været voksende de senestes år. Problemet er, at den offentlige sektor - modsat den private sektor - ikke er værdiskabende. Derfor anbefales der, at specielt den kommunale sektor bør reduceres i antallet af medarbejdere via effektiviseringer og regionale sammenlægninger af kommunernes aktiviteter. Det kunne være interessant at få analyseret, hvilke modeller der kunne benyttes, for at kunne få skabt en så effektiv kommunal administration som muligt så denne harmonerer med de centrale politisk udmeldinger om at styrke den kommunale selvstyre. I betænkning erkendes det ligeledes, at værditilvæksten i det private erhvervsliv sker via opkvalificering af medarbejderne og et generelt øget uddannelsesniveau, hvorefter det foreslås, at uddannelsesindsatsen øges. Det er en overordnet fremgangsmåde Demokraterne godt kan tilslutte sig. Men hvis en øget uddannelsesindsats skal få en effekt på det private erhvervsliv, skal der ske omstruktureringer af de grønlandske uddannelsesinstitutioner. I betænkningen erkendes det ligeledes, at mange af de grønlandske uddannelser er rettet mod den offentlige sektor. Disse skal laves om, så uddannelserne i højere grad sigter imod det private erhvervsliv. Derfor bør man i højere grad eksempelvis støtte en uddannelsesinstitution som Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut, hvor de uddanner ingeniører med speciale i det arktiske klima. En anden betragtning er, at den grønlandske befolkning simpelthen er for lille til at drive så mange uddannelsesinstitutioner. Mange af uddannelser er simpelthen så små, at disse burde lukkes. Der bør undersøges, om der ikke i stedet for skulle opstilles nogle minimumskriterier for uddannelsesinstitutioner, som skal efterleves, hvis disse skal bestå. Den tredje betragtning er om vores "flagskib", universitetet, ikke burde ændre kurs. Problemet er, at universitetet på mange måder har spillet fallit. Vi må nok erkende, at befolkningsgrundlaget er for lille til at kunne have en forskningsbaseret institution som et universitet. For at skabe et frugtbart og kritisk forskningsmiljø kræves der et stort befolkningsgrundlag, som man konstant kan rekruttere nye forskere fra. I øjeblikket er hovedparten af forskerne tilkaldt arbejdskraft. Et alternativ kunne være, at universitetet nøjes med at udbyde overbygningsfag med speciale i grønlandske forhold, som eventuelt kunne afsluttes med en mastergrad. Grunduddannelsen skulle de studerende så tage i udlandet. Så "Ilimmarfik"/Universitetesparken burde på forhånd være en død sild. I den forbindelse er der en vis frygt for, at de så ikke vender tilbage til Grønland. En måde at sikre det på er, at bl.a. at ændre på uddannelsesstøttesystemet, så de skulle tilbagebetale et vis beløb af deres uddannelsesstøtte tilbage til Hjemmestyret, hvis de ikke vendte tilbage til Grønland i en minimumsperiode, sådan som man også kan læse det opstillet i Demokraternes proklamerede hensigtserklæring på området. Derudover skulle man forsøge generelt at gøre det mere attraktivt for de grønlandske studerende i udlandet til at vende tilbage. Ydermere kunne universitetet bruges til efteruddannelse á la den danske forvaltningshøjskole. Der er mange grønlandske ansatte i eksempelvis hjemmestyret og i kommunerne, som yder et stort stykke arbejde. Mange af dem har en lavere uddannelse, men har ønsker om at prøve kræfter med nogle nye og mere spændende arbejdsopgaver. Problemet er, at de ikke har de fornødne uddannelser, og ikke har mulighed for at tage en længerevarende uddannelse p.g.a. de eksempelvis skal forsørge børn, hvorfor der kræves en vis indtægt til at kunne forsørge familien. Hvis de kunne tage en række kompetencegivende efteruddannelser over en periode som i den sidste ende kunne betyde, at de kunne bestride et job som fuldmægtig indenfor et bestemt område, vil dette have en lang række fordele. Modsat de tilkaldte vil den pågældende højst sandsynligt kunne bestride det pågældende arbejde i en længere periode, end de tilkaldte, hvilket vil give mere stabilitet og dermed også bedre forankring af knowhow på området. Ydermere vil det også betyde, at der vil komme flere kvalificerede grønlandske ansøgere i bunken, når der skal rekrutteres nye ledere. Der var nogle ideer, som jeg vil opfordre Selvstyrekommissionen om at arbejde videre med, inden den endelige betænkning udkommer til næste forår. Kapitel 6. Økonomi og erhvervsudvikling I kapitel 6 vedrørende Økonomi og erhvervsudvikling er målsætningen at redegøre for, hvordan vi gør den private sektor større, og dermed den offentlige sektor mindre. Med det udgangspunkt opstiller betænkningen tre delmål til at igangsætte denne proces, hvordan det private erhvervsliv kan blive forbedret, så den samlede indtjening bliver større, og der derved kan skabes flere arbejdspladser. På samme måde som ved de tidligere kapitler, bliver der opstillet nogle målsætninger uden nogen anvisninger, hvordan målsætningerne skal indfries. Eksempelvis ønskes der, at basiserhvervene (fiskeriet) skal blive selvbærende. Det kunne da være interessant at få nogle anbefalinger om, hvordan dette kunne ske. At basiserhvervene skal være selvbærende, er der vel ingen diskussion om, men hvordan vi når derhen, er en interessant diskussion. Generelt kunne jeg godt tænke mig, hvis selvstyrekommissionen fremkom med analyser, hvorfor Grønland ikke selv forarbejder vore råvarer i stedet for at lade dem blive forarbejdet i Danmark og Tyskland. Det må da være et led, som er værdiskabende. Derudover vil det være formålstjenstligt, hvis der var analyser om, hvordan personer med korte eller ingen uddannelser kunne komme i beskæftigelse. Det er utænkeligt at forestille sig, at alle er parate til at videreuddanne sig. Der vil altid være en gruppe, som har svært ved at tage en uddannelse, hvorfor der må findes andre muligheder for denne gruppe. I den forbindelse vil jeg hilse en analyse velkommen, hvordan der kunne skabes flere arbejdspladser inden for turismen. Jeg kunne eksempelvis forestille mig, at denne gruppe kunne være med til at forbedre vandreruternes beskaffenhed, så det var nemmere for turisterne af finde rundt ude i den store natur, og ellers være med til at forbedre stierne. Det er ret vigtigt, at den gruppe ikke bliver ladt i stikken, når Grønland skal udvikle sig til et moderne informationssamfund. Et andet område kunne være serviceområdet, hvor behovet for ufaglært arbejdskraft også er stort. I det hele taget virker det umådeligt tiltrængt, at den centrale administration og Landsstyreområderne i det hele taget begynder - i langt højere grad end tilfældet er i dag - at lytte til de signaler, der udsendes fra disse, der har fingeren direkte på pulsen, altså det altafgørende lokale kendskab til områderne. Her kunne man bl.a. som eksempel nævne de ønsker erhvervslivet i Uummannaq udsender p.t., hvor de ønsker helikopterbeflyvningen fra Ilulissat til Uummannaq genindført. Kapitel 7. Forfatning og folkeret Kapitel 7 vedrørende Forfatning og folkeret vil jeg gøre meget kort. Det virker som om Grønlands "husjurist" Frederik Harhoff, juraprofessor fra København Universitet, har fået lov til at foretage en akademisk gradbøjning af sin juridiske favoritdisciplin, folkeretten. Sproget i kapitlet er på et så højt og uforståeligt niveau, at jeg vil undlade at kommentere dette yderligere. Konklusion Samlet vil jeg konkludere, at betænkningen fra Selvstyrekommissionen mangler mod til at fremkomme med skæve og provokerende anbefalinger, hvordan Grønland skal kunne komme videre. Endvidere er de beskrevne problemstillinger i mange af kapitlerne for forudsigelige, uden af den grund at være komplette. Det er ærgerligt set i lyset af, at der bestemt ikke har manglet tid og penge til at udforme en betænkning, som der kunne tages udgangspunkt i. Betænkningen bærer desværre for stor præg af sammensætningen i Selvstyrekommissionen. Det er systemets folk, som har klæbet sig fast til taburetterne i Selvstyrekommissionen. Det er Landstingets partier og kandidatforbund, der har udpeget medlemmerne af Selvstyrekommissionen. Og de har i høj grad valgt sig selv. Knap halvdelen af medlemmerne er repræsenteret i Landstinget og for de øvriges vedkommende er det nogen, der står ovennævnte partier nær. Da der samtidig stræbes imod konsensus i konklusionerne, bliver konklusionerne automatisk udvandet for at tilfredsstille så mange som muligt. Det bliver en betænkning på laveste fællesnævner. I stedet for burde man have rekrutteret personer med en særlig indsigt indenfor bestemte områder fremfor medlemmernes tilknytning til et bestemt parti. Det burde snart være slut med at køre grønlandspolitikken med højeste prioritet på bestemte personers ve og vel på bekostning af sagerne og det indholdsmæssige. Så alt i alt må jeg, som lærer, i denne omgang med beklagelse give en "IKKE bestået" karakter til betænkningen og ønske bedre held næste gang. Den er simpelthen for tynd og for forudsigelig.