Politikerne vil spare på idrætten

Konsekvenserne af nedskæringerne vil være, at udviklingen af den grønlandske idræt sættes i stå. De mange frivillige ledere skal bruge endnu mere tid på at skaffe penge, og mange vil stå af fordi betingelserne simpelthen er for vanskelige.

Fredag d. 6. september 2002
Pâviâraq Heilmann
Emnekreds: Fritid, Kultur og samfund, Politik.

Det er med stor forbavselse at Grønlands Idrætsforbund har set forslaget til Finanslov for 2003. Heri lægges der op til at Finansudvalgets bevilling til idrætten beskæres med næsten 1,4 mio kr !

Der er her tale om en beskæring på over 30 procent.

I første omgang vælger vi at tro, at forslaget kun er et administrativt tiltag, som ikke kan finde politisk opbakning. Ellers er der ingen overensstemmelse mellem politikernes ord og handlinger!

Det store frivillige arbejde, som udføres indenfor idrætten er af stor betydning for mange mennesker i samfundet. Politikerne har ofte udtrykt deres mening om idrættens store betydning og for værdien af det enorme arbejde, der udføres i vore idrætsklubber og specialforbund. Der bliver ofte peget på idrættens betydning for sundheden og det forebyggende arbejde.

Konsekvenserne af nedskæringerne vil være, at udviklingen af den grønlandske idræt sættes i stå. De mange frivillige ledere skal bruge endnu mere tid på at skaffe penge, og mange vil stå af fordi betingelserne simpelthen er for vanskelige.

Grønlands Idrætsforbund prioriterer arbejdet med børn og unge, fordi vi mener, at det er her, der kan grundlægges gode vaner til gavn for den enkelte unge og samfundet. For mange børn og unge er idrætten muligheden for at være med i udfordrende fællesskaber og spændende aktiviteter.

For mange voksne byder idrætten på muligheder for rekreation og motion, som er til gavn for sundhed og velvære.

Idrætten er et samlingssted, som betyder meget for fællesskabet og kontakterne til andre medborgere. Idrætten er for mange af stor social og sundhedsmæssig betydning.

Derfor kan Grønlands Idrætsforbund i dag opvise ca. 15.000 medlemmer.

Alle politiske partier har udtrykt vilje til at understøtte grønlandske idrætsudøveres muligheder for at deltage international og dermed præsentere et positivt billede af Grønland. Vi håber ikke at denne velvilje kun var tomme ord.

Alle, der ønsker at fremme idrætten i Grønland, må gøre deres til, at politikerne forstår idrættens betydning lokalt, nationalt og internationalt.

Hvis ikke vi kan overbevise de siddende politikere om det, må vi sørge for at vælge politikere, som har indsigt og vilje til at forbedre idrættens vilkår i Grønland!