Indsigt: Vi har skabt hjemmestyret

Vi har skabt hjemmestyret

I bred forstand må uddannelsen give mennesket forudsætninger for at kunne fungere i et samfund under udvikling ... Dette mål har vi tilnærmet os ganske vist i langsomt tempo. Men vi har slæbt på arvegods fra kolonitiden i mange år. Imidlertid er vi kommet målet nærmere gennem Atuarfitsialak (den gode skole)

Fredag d. 6. september 2002
Moses Olsen
Emnekreds: Grønlands historie, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Hovedmålsætning
Erhvervspolitik
Skattepolitikken
Uddannelsespolitik
Hjemmestyret
Ressourcepolitikken
Fællesmarkedet (EF - nu EU)


Siumut har eksisteret som parti i 25 år. Når vi skal gøre status, må vi tage udgangspunkt i de grundliggende principper og målsætninger for partidannelsen. De har været baggrunden for, at partiet Siumut har spillet en afgørende rolle i grønlandspolitikken gennem alle årene og har været samlingspunkt for en stor og stabil vælgerskare.

Hovedmålsætning
I 1975 formulerede jeg principperne og målsætningerne for den ny politik, som blev vedtaget på partiets stiftende generalforsamling i 1977.

Hovedmålsætningen var:
"At skabe et homogent, aktivt og livskraftigt samfund, der gennem optimal og ansvarlig udnyttelse af landets egne ressourcer samt gennem nødvendige tilførsler udefra, formår at tage egen skæbne i egen hånd. Dette betyder ikke afstandtagen fra nogen eller overskæring af positive berøringsflader til alle sider udenfor Grønland.

Målet skal nås gennem hensigtsmæssige løsninger, som er i harmoni med de grønlandske realiteter".
Med helhedsvurdering mener jeg, at vort parti i det store og hele har ført sin politik i henhold til foran citerede hovedmålsætning. Med hjemmestyret har vi skabt et mere homogent samfund.

Vi udnytter vort lands egne ressourcer ansvarsfuldt, selvom vi endnu ikke udnytter dem optimalt, blandt andet hvad angår fisk og fangstdyr.

Vi har ikke taget afstand fra nogen eller overskåret positive berøringsflader til alle sider udenfor Grønland.

Tværtimod er båndene til udlandet blevet styrket, takket være den nuværende landsstyreformands gode fodarbejde i erkendelse af den stigende globalisering. Vi har genneført ikke så få hensigtsmæssige løsninger, som er i harmoni med de grønlandske realiteter, men slæber fortsat rundt med alt for mange ordninger nedarvet fra kolonitiden, blandt andet hvad angår administration, ansættelsesvilkår med videre.

Erhvervspolitik
Vedrørende erhvervspolitik stod der bl.a. i de vedtagne målsætninger:
"Vort udgangspunkt er den kendsgerning, at det grønlandske samfund hovedsagelig består af fangere, fiskere, fåreholdere og lønmodtagere. Disses interesser må sikres i det eksisterende erhvervsliv. På længere sigt ønsker vi større solidaritet bl.a. gennem andelsbevægelsen. Vort mål er i øvrigt størst mulig produktion og beskæftigelse til gavn for alle grupper i det grønlandske samfund.

Vi vil samtidig pointere, at vi altid vil arbejde for, at indhandlingspriserne følger nøje den øvrige pris- og lønudvikling".
I de senere år er det svært at få øje på, hvor helhjertet partiet virker for opnåelse af de forannævnte målsætninger. Stadig flere fiskefabrikker lukkes, samtidig med at fiskerne konstant klager over manglende indhandlingsmuligheder. De indhandlede fisk bliver ikke udnyttet optimalt.

Eksempelvis Island har langt mere optimal udnyttelse af fiskene, idet også indvoldene bearbejdes og udnyttes som dyrefodder.

Fangernes fangst bliver også udnyttet meget lidt. Fuldstændig salmonellafri sælkød og hvalkød kan ikke eksporteres. Selvom vi efterhånden har faet mange landingsbaner på kysten, foregår der ikke samhandel med friske grønlandske produkter internt i Grønland.

Eksempelvis hører vi tit og ofte om hvidhval - og narhvalfangst i større mængder i de nordlige distrikter, men vi, som bor i de sydligere egne ser bare ikke de eftertragtede friske varer. Fåreholdernes velsmagende produkter bliver heller ikke distribueret hurtigt nok til kysten.

De grønlandske lønmodtagere, blandt andet arbejdere på fiskefabrikkerne, er med flid og arbejdsomhed grundlaget for eksportindtægterne. De er med til at skabe Royal Greenland A/S årsomsætning på godt 3 milliarder kroner.

Men deres løn er fortsat for lav i forhold til deres leveomkostninger. For få år siden arrangerede SIK et seminar med deltagelse af relevante arbejdsgivere med henblik på at afdække grundene til, at byggepriser og andre priser er så meget højere blandt andet i forhold til Danmark. Arbejdsgiverne konkluderede, at det ikke er arbejderlønningerne, der er tyngende for virksomhedernes omkostninger. Man sagde, at en af hovedårsagerne er de høje takster for at få transporteret byggematerialer og dagligvarer over Atlanten.

Kort sagt synes der at være mulighed for at realisere førnævnte målsætninger, forudsat at man disponerer pengene på en god og fornuftig måde.

Ganske vist oplever de mindre bemidlede en vis lønforhøjelse hen ad vejen, men samtidig stiger leveomkostningerne. Blandt andet stiger priser på varer, el, vand og varme hurtigere end de små lønforhøjelser.

Når vi nu fra starten af har haft målsætning om at højne fiskernes, fangernes, fåreholdernes og arbejdernes personlige økonomi, må vi gøre noget mere for at realisere målsætningen.

Vi kan jo ikke have en politik, der går ud på: Den, der har meget, skal meget gives, men den, der intet har, skal endog fratages det eneste man har.

Skattepolitikken
Når det gælder skattepolitikken, var vores oprindelige målsætning, at denne skal være med til at fremme og udvikle et aktivt og homogent samfund. Vi har ganske vist virket for en vis udligning indkomstgrupperne imellem gennem forhøjelse af personfradraget. Men samtidig har de rige altid mulighed for at reducere deres skatteudgifter via afskrivningsreglerne.

Ikke så få erhvervsvirksomheder har bevidst undladt at betale tilbageholdt A-skat og brugt pengene til deres driftsomkostninger og en vis grad til nyinvesteringer. Men heldigvis er man igang med at stramme reglerne, så de indkomster kan komme samfundsøkonomien til gode fremover.

Desuagtet indsnævres gabet mellem riges og fattiges indkomster ikke i praksis. Dette betyder, at vi er nødt til at anvende skattepolitikken i bestræbelserne på at udfylde gabet.

Eksempelvis oplever vi en stadig større andel af ældre, som er gået ud af arbejdsmarkedet og skal forsørges af det offentlige gennem ældrepensioner.

Men ældrepensionen er ikke nok til dagen og vejen for dem, der alene er afhængige af den offentlige pension. Der kræves med andre ord politisk initiativ på dette område.

Skal man afhjælpe situationen rimeligt hurtigt, kan man stille ændringsforslag om, at skatteprocenten for personer, der alene er afhængige af den offentlige pension, ikke må overstige 25 procent, uanset gældende landsskat og kommuneskat. På denne måde kan man forbedre de ældres daglige økonomi med nogle hundrede kroner pr. måned. I samme omgang kan man regne på, hvorledes vi kan omlægge skattereglerne til fordel for de mindrebemidlede. Vi har lovet at højne deres levestandard, uden at det går ud over samfundsøkonomien. Totalt set er skatteindtægterne stigende i disse år.

Hvis vi fastholder vor oprindelige målsætning om øget ligestilling indkomstgrupperne imellem, er vi nødt til også at bruge skattelovgivningen som redskab.

Uddannelsespolitik
Ved partiets stiftelse har vi vedtaget følgende målsætning:
"Uddannelsen må tage sit udgangspunkt i børnenes eget opvækstmiljø, og målsætningen må afspejle samfundets behov og muligheder såvel på kortere som på længere sigt.

I bred forstand må uddannelsen give mennesket forudsætninger for at kunne fungere i et samfund under udvikling".
Dette mål har vi tilnærmet os ganske vist i langsomt tempo. Men vi har slæbt på arvegods fra kolonitiden i mange år. Imidlertid er vi kommet målet nærmere gennem Atuarfitsialak (den gode skole).

Her må hovedmålsætningerne være fleksibel og alsidig undervisning, som ikke nødvendigvis bygger på traditionel klassedeling, men hvor forskellige aldergrupper kan påvirke hinanden i positiv retning, blandt andet hvad angår samfundsorientering og debat om samfundsforholdene, altsammen med henblik på opdragelse og opmuntring til selvhjulpenhed og selvstændighed. Det er værdier, som man må have i sig selv, hvis vi skal komme videre i udviklingen.

I lyset af den tiltagende globalisering er det helt nødvendigt at bane vejen for, at vore unge får gode muligheder for at tage og gennemføre uddannelser i andre lande. AFS-ordningen er god nok i sig selv, men finansieringen halter bagefter. Rejseudgifterne vedrørende uddannelse i andre lande betales ganske vist af hjemmestyret, men lommepenge og andre fornødenheder betales privat, hvilket i princippet betyder, at mulighederne for en velbegavet ung person er indkomstreguleret.

Skal vi opnå større konkurrenceevne overfor omverden, som de folkevalgte politikere lægger vægt på i disse år, må landskassen gå aktivt md i finansieringen af eksterne uddannelser. Hvis ikke kommer vi ind i en situation, hvor alene de riges børn får denne mulighed, mens vi mister de mindrebemidledes gode og velbegavede børn, som gerne vil videre, og som vi har brug for, bare fordi deres forældre ikke har råd til at sende dem til andre lande.

Partiet Siumut må tage politisk initiativ i den anledning.

Hjemmestyret
I den oprindelige målsætning hedder det:
"Skal hjemmestyret fungere efter hensigten må det indføres på grundlag af retningslinier og præmisser afstukket af grønlandske politikere i harmoni med grønlandsk tankegang, retsopfattelse m.v."

Nu har vi haft hjemmestyre i 23 år, og det har styrket samfundet og været med til at modne de enkelte samfundsborgere. Problemet er imidlertid, at det endnu ikke er lykkedes at skabe et rent grønlandsk administrationssystem som erstatning for de systemer, som vi har arvet fra kolonitiden".
Det var for ingen verdens ting, at jeg formulerede parolen en klar og realistisk politik. Vi må realisere dette gennem ordninger, der har rod i den grønlandske jord, og som kan blomstre i modsætning til de kunstige blomster, som vi har arvet fra kolonitiden.

Vi kan godt istemme Sumi, som bl.a. digter:
Grønland, du kan ikke hele tiden bære dine børn på armen, vi er kommet ind i ny tid, vi har forladt de gamle tider.
 
  Forsiden af et af Siumuts partiblade
i årene op til Hjemmestyrets indførelse


Ressourcepolitikken
Vedrørende ressourcepolitikken står der i vores grundlæggende målsætning:
"Vores grundholdning er, at et grønlandsk hjemmestyre, som ikke har kontrol over samtlige ressourcer i og omkring landet (såvel levende ressourcer som mineraler, olie, gas mm.) aldrig kan have en reel kompetence. Derfor må lovgivningen og koncessioner udformes således, at det klart fremgår:

At jorden og nævnte ressourcer tilhører landets fastboende befolkning, - at udnyttelse af ressourcerne styres af befolkningens folkevalgte repræsentanter".
Men under forhandlingerne om indførelse af hjemmestyret kunne vi ikke nå dette mål, dels fordi de danske medlemmer af hjemmestyrekommissionen ikke kunne gå med til en sådan løsning, dels fordi der ikke var fælles fodslag blandt de grønlandske medlemmer af kommissionen - for nu at sige det pænt.

Ejendomsretten til landet og alle dets ressourcer blev derfor et nøgleproblem i forhandlingerne.

Da vi efter længere tovtrækkeri kunne konstatere, at det var umuligt at nå vores grundliggende målsætning på dette tidspunkt, måske hovedsagelig på grund af manglende fælles fodslag i den grønlandske lejr, formulerede vi fra Siumut et kompromisforslag, som resulterede i den nugældende ordning på råstofområdet.

Det gjorde vi for at undgå udsættelse af hjemmestyrets indførelse.

Dette kompromis resulterede i øvrigt i etablering af et nyt parti, nemlig Inuit Ataqatigiit, som stemte imod hjemmestyreordningen ved folkeafstemningen. Vore unge støtter kunne ikke gå med til kompromiset. Men på daværende tidspunkt var det et spørgsmål at vurdere, om vi skal kæmpe videre på baggrund af vores forannævnte målsætning, eller om vi skulle fremskynde etablering af et hjemmestyre uden yderligere forsinkelser gennem et kompromis.

Selvsagt står vi fortsat ved vores målsætning. Men som sagt valgte vi at fremsætte et kompromisforslag, som blev vedtaget, for at fremskynde etablering af hjemmestyret. Men det betyder ikke, at vi forlader vores målsætning. Vi er rede til at kæmpe videre for retten til landet og ressourcerne.

Fællesmarkedet (EF - nu EU)
Dengang formulerede vi os på denne måde:
"Som den fløj, der først af alle anbefalede et nej til EF og som var bannerfører i felttoget imod Grønlands og Danmarks indlemmelse i EF, er vores politik på dette område i overensstemmelse med Grønlands klare nej til EF".
Jeg regner med, at vi i princippet fastholder dette princip. Det har ikke været særlig flatterende at rejse ned til EU-toppen for at spørge, om vi kan få lov til at fiske en del af vore egne fiskeressourcer.

Heldigvis er resultatet, at EU i dag forhandler med os om tildeling af fiskekvoter til en rimelig pris. Denne situation har medført, at vi får flere penge fra EU i forhold til dengang, vi var medlemmer.

Derudover lægger vi vægt på ligeværdigt partnerskab med EU og andre lande, hvad angår fiskeri, miljø, uddannelser og forsvar m.v. Eftersom vi ikke er politiske analfabeter, kan vi jo se, at vort land i kraft af sin geografiske beliggenhed spiller en betydelig rolle, når det gælder de nævnte emner.

Derfor regner jeg med, at Siumut i princippet fastholder sine foranciterede målsætninger, naturligvis med de nødvendige tillempninger, som tiden kræver.

Som nævnt foran går Siumuts politik ud på en klar og realistisk politik.

Lad det være så fremover.