Sprogdebatten er også en social kamp

Man kunne få den tanke, at de udvalgte er blevet udpeget netop på grund af deres ufarlighed ... På den måde sikrer Siumut-toppen, at de ikke fremkommer med nogle spændende ideer, som skulle true deres magtposition

Fredag d. 6. september 2002
Palle Christiansen, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sociale spørgsmål, Sprog, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Sprog
Sprogdebatten en social kamp
Studerende i Danmark
Grønlandsk fra talerstolen
De etablerede partier


Man tager nogle Hjemmestyrerapporter og smider dem ned i en stor gryde, hvorefter du tager Strukturhandlingsplanen ned fra den støvede hylde, som du ligeledes putter i, og til sidst garnerer du retten med ni personer, hvor sidste salgsdato er overskredet for lang tid siden.

Herefter rør du retten sammen og lader den simre i et par år. Der står godt nok på pakken, at den kun skal simre i et år, men den tager ingen skade af at stå i tre år. Hvis man ønsker en mere præsentabel ret, kan man med let hånd strø nogle eksterne konsulenter ned i gryden.

Men pas endelig på, de er dyre. Og VUPTI, så har du en grydeklar selvstyrebetænkningsret, som er mest kendetegnet for sin bismag af "penge ud af vinduet", "uopfindsomhed" og "Åh-nej-ikke-endnu-en-af-de-ubrugelige-rapporter".

Hvis det uformelle mål med Selvstyrekommissionen har været at få etableret en syltekrukke, er målet lykkedes til fulde. Men hvis der har været ædlere mål med Selvstyrekommissionens virke, må jeg desværre melde hus forbi herfra.

Betænkningen indeholder for få overraskende og interessante pointer, som kunne være med til at starte en spændende debat om Grønlands fremtid. Med andre ord er det ikke en betænkning, der udfordrer en.

Jeg vil afholde mig fra at kommentere betænkningen slavisk, men nøjes med at kommentere to forhold: kapitlet om sprog og Selvstyrekommissionens sammensætning.

Sprog
På trods af de mange sprogdebatter, der har været ført i vores land, er det besynderligt, at der kun afsættes to sider til et så vigtigt emne. Ved nærmere gennemlæsning af de to sider, bliver man da hellere ikke klogere af, hvad der kunne gøres for at forbedre sprogsituationen i Grønland.

Det er en kendt sag, at Grønland er splittet på det punkt. Nogle taler udelukkende grønlandsk, andre taler kun dansk, og til sidst er der personer, som med varierende styrke taler begge sprog, selv hører jeg til den sidste gruppe, med dansk som mit førstesprog.

Om du taler det ene eller det andet eller begge to, afhænger bl.a. af geografi, alder, social placering og forældrenes nationalitet.

Sprogdebatten en social kamp
Ifølge en rapport om "Hvem får en uddannelse" er der en sammenhæng mellem den gruppe, som udelukkende taler og skriver grønlandsk, og omvendt med den gruppe, der udelukkende taler og skriver dansk.

Det er kendetegnende for eksempelvis gruppen af grønlandsktalende, at de fortrinsvis kommer fra bygderne, har en lav uddannelse, begge deres forældre er opvokset i Grønland, og de tilhører de laveste indkomstgrupper i samfundet.

Modsat er det kendetegnende for gruppen af unge dansktalende, at de fortrinsvis kommer fra byerne, har en højere uddannelse end gennemsnittet, den ene af deres forældre kommer fra Danmark, og tilhører de højere indkomstgrupper.

Sagt med andre ord er sprogdebatten også en social kamp mellem grupperne. Hvis man også anskuede sprogdebatten i det lys, ville der dukke nogle helt andre og spændende problemstillinger frem, som kunne føre frem til nogle anderledes konklusioner, end dem man normalt hører.

Studerende i Danmark
Et andet punkt i den sammenhæng, som heller ikke er medtaget i betænkningen er, at en stor del af de grønlandske studerende i Danmark ikke taler deres modersmål, her tænker jeg på naturligvis på det grønlandske. For overhovedet at kunne tage en videregående uddannelse i Danmark eller det øvrige udland, kræves et højt niveau af dansk og/eller engelsk. Her er grønlandsk desværre ikke nok.

Disse studerende er en gruppe, som Grønland i høj grad har brug for vender tilbage for at deltage i videreudvikling af vores land. Det er den eneste måde, at vi kan mindske antallet af tilkaldte på, som vi vel alle sammen har en interesse i.

Problemet er, at de færdiguddannede fra Danmark, som vender tilbage til Grønland, oftest føler sig chikanerede, fordi de ikke taler grønlandsk på tilfredsstillende vis. Dog vender nogle af os hjem, selvom vores uddannelser kunne give os et arbejde i Danmark med mere end det dobbelte i løn.

Dette gør vi, fordi Grønland er vores hjem. Her har vi lov til at være og sige præcis hvad vi vil.

Det er en problemstilling, som Selvstyrekommissionen ligeledes skulle have undersøgt. Ligesom man burde have undersøgt, hvordan man bedre kunne fastholde denne gruppe i Grønland.

Grønlandsk fra talerstolen
Som et lille kuriosum står der til sidst i sprogkapitlet, at hvis der indføres en bestemmelse om, at der udelukkende må tales grønlandsk fra talerstolen, så skal alle ikke-grønlandsk-talende personer tilbydes en reel chance for at lære dette.

Det vil jo reelt sige, at hvis du kommer til Grønland og ønsker at søge indflydelse på grønlandsk politik, skal du først lære sproget.

Så vil jeg bare spørge Selvstyrekommissionen: Tager det ikke mindst 3-5 år at lære det grønlandske sprog, hvilket vil betyde, at man er afskåret fra at søge indflydelse på grønlandsk politik i den periode.

Er det rimeligt?

Hvad så, hvis man ikke taler grønlandsk tilfredsstillende fra talerstolen, hvilken sanktion kan der så blive tale om.

Det kan blive en hård sanktion, hvis Johan Lund Olsen er overdommer.

Hele tankegangen bag ideen virker ugennemtænkt og meget lidt sympatisk. Det vil være starten på indførelse at apartheid i Grønland, og det kan en seriøs nation vel ikke være interesseret i?

Selv mener jeg, at det selvfølgelig vil være en fordel for alle, hvis alle kunne både dansk og grønlandsk. Dette er også årsagen til, at jeg selv tager grønlandskkurser på Oqaatsinik Pikkorisarfik i Sisimiut, hvilket klart kan anbefales.

De etablerede partier
At betænkningen er blevet så intetsigende som tilfældet er, burde egentligt ikke overraske en.

Sammensætningen i Selvstyrekommissionen er de etablerede partiers folk. De er alle sammen blevet udvalgt på baggrund af deres politiske tilhørsforhold eller politiske relationer til et bestemt parti. Man kunne få den tanke, at de udvalgte er blevet udpeget netop på grund af deres ufarlighed.

På den måde sikrer Siumut-toppen, at de ikke fremkommer med nogle spændende ideer, som skulle true deres magtposition. Men det er som sagt bare en tanke.

Hvor vil det være befriende, hvis der også var nogle upartiske og unge (gerne under 35 år), eller nogle kløgtige personer fra udlandet med kendskab til Grønland i sammensætningen.

Nogle personer som ikke er fedtet ind i systemet, og anskuer problemstillingen på en helt anden og anderledes måde. Bare een.