Indsigt: Socialrådgivere - nu og i fremtiden

Socialrådgivere - nu og i fremtiden

Mange kontorassistenter, der i dag arbejder på det sociale område, vil gerne have en bedre uddannelsesmæssig baggrund for deres arbejde, men ønsker ikke at uddanne sig i 3 1/2 år, for at gå ned til det lønniveau socialrådgiverne befinder sig på.

Fredag d. 27. september 2002
Helga Rask Jensen
Emnekreds: Uddannelse.

ISI er startet op i år med kun 16 socialrådgiver studerende på første årgang. Allerede nu, er der kun 12 studerende tilbage på 1. semester. Uddannelsen har plads til 20 studerende på hver årgang.

ISI, der er en 3 1/2 årig videregående uddannelse, kan ikke tiltrække tilstrækkeligt med kvalificerede ansøgere. Så på trods af den store mangel på socialrådgivere i vort samfund, er der ledige pladser på uddannelsen.

I år har ISI valgt at lave en optagelsesprøve forud for studiestart. Alle, der søgte optagelse på uddannelsen på dispensation, d.v.s. uden GU eller tilsvarende uddannelsesniveau, har deltaget i en optagelsesprøve. Ud af de 31 ansøgere der var i år, blev 14 optaget på uddannelsen. Ingen af de optagne opfylder de formelle optagelseskriterier.

Hvis alle nuværende studerende på 7. semester består de afsluttende eksamener, bliver der fem nye socialrådgivere 13. december i år. Den ene har orlov fra Ilisimatusarfik, hvor han forventer at genoptage sit studie efter endt eksamen her. De fire sidste kan ikke dække de mange ledige stillinger. Hvis der kun uddannes fire-fem socialrådgivere om året i fremtiden, vil Grønland i mange år endnu være afhængig af tilkaldte socialrådgivere eller af, at de der arbejder på området ikke har den nødvendige uddannelse.

Hvis vi skal have grønlandske socialrådgivere, der kan løfte det tunge og vanskelige arbejde med Grønlands sociale problemer i dag - især på børneområdet - er vi nødt til at uddanne flere socialrådgivere.

Hvad er årsagen
Flere mener, at årsagen skal findes i den lave status, socialrådgivere har i samfundet. Det er ikke "fint" at arbejde med det sociale område. Arbejdet er ikke prestigegivende.

Andre mener, at det er den lave løn, der er afgørende, og atter andre mener, at det er de dårlige arbejdsvilkår for socialrådgivere i kommunerne.

Efter i en del år at have arbejdet på det sociale område i Grønland, er det mit håb, at der hurtigst muligt bliver gjort noget for socialrådgivernes vilkår. Min erfaring indenfor området siger mig, at når der skal iværksættes nye initiativer på socialområdet, skal der være uddannede socialrådgivere til at løfte opgaven. Et projekt på socialområdet er dødsdømt uden socialrådgivere.

Samfundet er derfor nødt til at prioritere uddannelsen af nye rådgivere, hvis vi på længere sigt skal skabe bedre sociale forhold i Grønland.

Jeg har forskellige forslag til, hvordan vi kan tiltrække flere kvalificerede ansøgere til uddannelsen, og fastholde de studerende, der begynder på uddannelsen:
  1. Socialrådgiveruddannelsen skal snarest muligt indgå i den kommende universitetspark. Dette vil give mere prestige til uddannelsen, ligesom det vil højne kvaliteten af uddannelsen.
  2. Der skal skabes bedre løn- og arbejdsvilkår for de uddannede socialrådgivere.
Når socialrådgiveruddannelsen kommer til at indgå i den kommende universitetspark, forudsættes det, at adgangskravene til uddannelsen vil blive skærpede. De studerende, der ikke opfylder de formelle optagelseskrav skal deltage i en studieforberedende uddannelse. Der vil blive skabt et bedre studiemiljø. Socialrådgiverstuderende vil få kontakt med andre studerende, og kan udveksle erfaringer, synspunkter og inspiration, ligesom der bedre kan skabes en samlet studenterrådgivning.

Alt dette vil forhåbentligt kunne tiltrække kvalificerede studerende, samt modvirke det store frafald, der er på uddannelsen. Samtidig vil det formentlig betyde, at det vil blive lettere at tiltrække og fastholde undervisere på uddannelsen.

P.t. er uddannelsen normeret med tre adjunkter eller lektorer, tre faglærere, en rektor samt teknisk-administrativt personale.

Det faglige miljø, især for de tre akademikere er ikke attrådværdigt. Hver akademiker er eneste fagperson inden for sit område.

Derfor er det ikke muligt at få faglige diskussioner og sparring på arbejdspladsen, hvilket betyder, at akademikeren rejser efter en kort ansættelsesperiode. Dette problem vil blive formindsket, når vi bliver en del af universitetsparken, hvor personalet vil indgå i en større personalegruppe, der giver mulighed for at skabe et fagligt forum inden for de forskellige fagområder.

Endelig vil bedre lønforhold på det sociale område, gøre det mere attrådværdigt at uddanne sig til socialrådgiver.

Mange kontorassistenter, der i dag arbejder på det sociale område, vil gerne have en bedre uddannelsesmæssig baggrund for deres arbejde, men ønsker ikke at uddanne sig i 3 1/2 år, for at gå ned til det lønniveau socialrådgiverne befinder sig på.

Det virker noget paradoksalt, at en overassistent, der har et lavere uddannelsesniveau end en socialrådgiver, og som ikke er uddannet til at arbejde inden for det sociale område, tjener mere end den socialrådgiver vedkommende skal assistere.

Arbejdsvilkårene for socialrådgivere i kommunerne er i dag er meget vanskelige.

Sagerne er tunge, og der er gennemgående mange sager pr. uddannet socialrådgiver. Det konstante arbejdspres sætter sine spor hos rådgiverne, der ofte giver udtryk for, at de føler sig utilstrækkelige i jobbet.

Når socialrådgiverne i fremtiden bliver uddannet til professionsbachelor på Ilimmarfik, vil de være bedre rustet til at varetage arbejdet med de tunge opgaver, der er på det sociale område i Grønland i dag, hvilket forhåbentligt vil give bedre arbejdsvilkår på området.

Samtidig vil en titel som professionsbachelor give mere prestige, der måske kan medvirke til at tiltrække flere kvalificerede ansøgere i fremtiden.

Til slut vil jeg gerne sige til Per Berthelsens spørgsmål i Sermitsiaq nr. 35, Universitetsparken eller Folkeskolen, at jeg ville ønske en prioritering, der siger Universitetsparken og Folkeskolen.

Bliver prioriteringen imidlertid Universitetsparken eller Folkeskolen, betyder valg af Folkeskolen på bekostning af Universitetsparken, at vi i mange år fremover vil have så væsentlige sociale problemer, og så få uddannede socialrådgivere til at afhjælpe problemerne, at en stor del af hver årgang i den gode folkeskole stadig ikke vil lære tilstrækkeligt, uanset de forbedrede rammer i folkeskolen.