Øget aktivitet er vejen frem

Igen et projekt, som rammer alle forbrugere, men som især går ud over de lavestlønnede, og dem er der flest af. De får nemlig ikke råd til at købe noget af det, hverken de dyre lokale fødevarer, eller de afgiftspålagte fødevarer udefra

Fredag d. 27. september 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Uenighederne ryddes af vejen - Narsarsuaq skal alligevel ikke nedlægges, eller sagt på en anden måde, beslutningen skal slet ikke træffes på denne landstingssamling. Jørgen Wæver Johansen har blot bedt om tilkendegivelser om, i hvilken retning trafikudviklingen skal gå. Interessant er det at hans egen landsstyrekoalition er imod hans forslag om at nedlægge Narsarsuaq. Universitetsparken udskydes et år og pengene foreslås brugt til folkeskolen.

Men der er nogle hurdler, man ikke rigtigt vil gøre noget ved. Økonomien. Stagnationen. Det er på trods af, at de mange løfter kræver øgede indtægter.

Jo, Siumut foreslår den lette løsning, og vil have undersøgt, hvordan landskassens indtægter øges. Hjemmestyrets direktorater skal undersøge mulighederne for at opnå større indtægter. Svaret er imidlertid, at der kun er en vej, og det er at belaste borgerne yderligere med nye afgifter, takster og skatter. Desværre er det nok den vej vinden blæser, selv om man næppe vil gøre det i et valgår. Men det er heller ikke den måde, hvorpå vi bliver rigere eller mere økonomisk uafhængige.

En af vejene man vil gå er at lægge afgifter på importerede fødevarer fordi landets egne fødevarer er for dyre og ikke kan klare konkurrencen. Afgiften skal tilsyneladende være med til at dække udgifterne til at nedbringe prisen på grønlandske fødevarer.

Igen et projekt, som rammer alle forbrugere, men som især går ud over de lavestlønnede, og dem er der flest af. De får nemlig ikke råd til at købe noget af det, hverken de dyre lokale fødevarer, eller de afgiftspålagte fødevarer udefra.

Sælkød på brættet (i Nuuk) koster stadig 50 kroner per kilo - det samme som rensdyrkød. Prisen på brættet bliver ikke ændret, fordi man lægger afgift på importeret kød. Og hvad med lammekødet. Det kan godt være, at det bliver lidt billigere i butikken, men ikke så meget. Erfaringen viser, at tilskuddet bliver ædt op undervejs, så forbrugeren ikke får noget ud af det. Hvis importeret lammekød til gengæld får en ordentlig afgift, så er der heller ikke nogen, der køber det. Så er vi lige vidt.

Argumentationen er, at vi skal klare os selv økonomisk, og vi skal sikre, at vi kan konkurrere med udlandet. Men man gør det stik modsatte. Afgifter hjælper ikke på en selvbærende økonomi, og det er jo netop fordi man ikke kan klare konkurrencen udefra, at man vil beskytte sin egen produktion.

Den økonomiske nedtur rammer især kommunerne. Skatteindtægterne falder, fordi aktiviteten i de enkelte kommuner er på vej ned. Årsagen er at byggeriet er stoppet, og at aktiviteten på fiskefabrikkerne falder. Flere og flere råvarer forsvinder ud af landet uden at blive forarbejdet. Det gælder både hellefisk og rejer. Muligvis er det til gavn for de virksomheder, der eksporterer råvarerne, men det er skidt for samfundet. Det rammer kommunerne. Desuden rammes landets hovederhverv af langsommelig sagsbehandling i fiskeridirektoratet. Nedlæggelsen af fiskefabrikker er ikke blevet erstattet af anden landbaseret produktion, som arbejdsgiverforeningen ellers har foreslået. Nu har man lukket landanlæg, uden at der er etableret alternativ produktion.

Hvis skatteindtægterne skal stige, må fiskeriindsatsen øges og indhandlingen til landanlæggene sikres. Der er fanget mange flere rejer end tidligere, men samtidig er der skåret ned på fabrikskapaciteten, og spørgsmålet er, hvor mange industrirejer, der nu eksporteres til forarbejdning uden for Grønland.

Det samme gør sig gældende med hellefisk. Økonomien i Uummannaq og Upernavik kommuner taler deres tydelige sprog. Manglende indhandling - hvad enten det skyldes ringere fiskeindsats eller eksport af råvarer - er årsag til, at de to kommuners økonomi vakler. De to kommuner burde være rige på grund af hellefisken.

Desuden må byggeriet fremmes mest muligt og være med til at sikre skatteindtægterne.

Flere partier foreslår heldigvis at starte nye vandprojekter, også det er den rigtige vej.

Øget aktivitet er vejen frem - ikke nye afgifter, stigende skatter eller takststigninger.