Indsigt: Skal det grønlandske samfund blive ved med at bruge formuer på tilkaldt arbejdskraft?

Skal det grønlandske samfund blive ved med at bruge formuer på tilkaldt arbejdskraft?

Jens Fonsbøl, Milan Vraa

Fredag d. 27. september 2002
Line Frederiksen
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Politik, Uddannelse.

Som grønlandske studerende på en videregående uddannelse i Danmark undrer vi os.

Vi undrer os over de meget tvetydige signaler vi får hjemmefra.

Ytringer som: "uddannelse er Grønlands vigtigste ressource" hører til jævnlige udtalelser fra politikernes side. Samtidig vil de selvsamme politikere spare penge på netop dette område, hvilket vil medføre væsentligt ringere forhold for de studerende generelt.

Den uddannelsesstøttereform, der ønskes gennemført, med ikrafttræden pr. august 2003, betyder at samtlige tilskud med undtagelse af den årlige frirejse vil bortfalde. Disse tilskud betyder for grønlandske studerende i Danmarks vedkommende at vi ikke længere får refunderet 60% af vores bogudgifter og transport over 300 kr. om måneden.

Bortfaldet af bogtilskuddet på 60 procent betyder, at en universitetsstuderende selv skal afholde udgifter til bøger og materialer på 6-7000 kr. om året. Dette svarer til en merudgift på over en måneds studiestøtte om året.

I Danmark har kommunerne ikke den samme indkvarteringspligt, som i Grønland, og det kan være meget svært at finde et sted at bo. Mange studerende bor derfor langt fra studiestedet, og vil med den nye reform få øget deres transportudgifter med op til 500 kr. om måneden.

Sammenlagt betyder denne reform altså en væsentlig reducering af vores indkomst. For stadig at få råd til at leve og få hverdagen til at hænge sammen er mange nødt til at tage arbejde, hvilket uværgeligt går ud over studierne.

Allerede på nuværende tidspunkt er der studerende, der afbryder deres uddannelse grundet økonomiske forhold.

I forslaget står der "Ved vedtagelsen af denne landstingsforordning vil den grønlandske uddannelsesstøtte næsten komme på niveau med den danske".

Det er i og for sig også rigtigt, hvis man udelukkende ser på støttebeløbet. Hvad man glemmer er, at danske studerende kan låne ca. 2200 kr. om måneden samt, at de får et tilskud til transport som SU-styrelsen står for.

Dette tilskud får vi ikke, da vi ikke modtager dansk SU, og vi vil ikke kunne låne mere end 1300 kr. pr. måned. Vores uddannelsesstøtte er med andre ord kommet ned på et niveau væsentligt under det danske.

Desuden bliver den grønlandske uddannelsesstøtte ikke pristalsreguleret som den danske, hvilket vil medføre en kontinuerlig udhulning af vores realindkomst.

På DKIKs seminar i foråret fik vi at vide at bog- og transporttilskuddet tilsammen udgør under 1 million kr. om året.

En besparelse, der får så store konsekvenser for de studerende og som betyder så lidt i det samlede budget, kan være udslagsgivende for Grønlands fremtid.

Det er i forvejen ikke attraktivt at forlade familie, venner og kultur for at tage en uddannelse; mange giver op alene af denne grund.

At politikerne nu vil gøre det endnu sværere at tage en videregående uddannelse, er en meget kortsigtet løsning.

Vil en direkte konsekvens af dette forordningsforslag ikke betyde færre uddannede grønlændere og forlængede studieforløb?

Skal det grønlandske samfund blive ved med at bruge formuer på tilkaldt arbejdskraft?