Indsigt: Valg i en nedgangsperiode

Valg i en nedgangsperiode

Det, valget drejer sig om, er hvilken retning samfundsudviklingen skal gå: En koncentration for at vi alle kan få det bedre, eller en fortsat spredt bosætning, som gør os fattigere og fattigere, fordi vi ikke har råd til at satse på økonomisk vækst.

Fredag d. 18. oktober 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt udskrev valg, efter at hele Landstinget havde udtalt sin mistillid til landsstyret - også Atassut og Siumut. Landsstyret faldt på en budgetlov og et budgetregulativ, som det ikke selv kunne overholde. Alle i Landstinget har et ansvar for det, for ingen har protestert imod den underbudgettering, som har været kutyme i alle de år, hjemmestyret har eksisteret. En dårlig vane, som er arvet fra statens tid. En underbudgettering, som var årsag til, at landsstyret foreslog og Landstinget vedtog den nye budgetlov og budgetregulering. Trods de nye regler blev underbudgetteringen ved. Kun den dengang nye sundhedsdirektør forstod de nye spilleregler og lærte efter får måneders ansættelse at modvirke underbudgetteringen ved på et meget tidligt tidspunkt i finansåret at søge om en tillægsbevilling til dækningen af de faktsike udgifter i sundhedsvæsenet.

De andre direktorater med underbudgettering burde have været lige så lærenemme og fulgt de nye regler. Fyringen af Mikael Petersen i sin tid burde have været advarsel nok om, at der nu var indført nye regler. Landsstyremedlemmerne Jørgen Wæver Johansen og Lise Lennert har nu betalt prisen. Selv om de havde ansvaret for områder, hvor man ikke kan spare, var det deres ansvar at få godkendt udgifterne, før de blev afholdt. Det nytter ikke at komme med regningen bagefter. Især ikke når udgifterne er forudsigelige. At det øvrige landsstyre - især IA-koalitionen - havde et medansvar, ligesom Landstingets stående udvalg også havde et medansvar og burde have stillet spørgsmålstegn ved budgetteringen, - gjorde de det ikke, fordi de vidste, at en udgiftsstigning på disse områder kunne ramme deres egne mærkesager. Alle håbede på, at det nok gik, og at der sikkert ikke ville blive brugt så mange penge på anlægssektoren som planlagt, eller at skatteindtægterne ville stige mere end forventet, eller at hjemmestyret ville tjene flere penge på renterne. Alle har været med til at presse finansloven til det yderste og underbudgettere på de områder, hvor man ikke ville kunne sige nej til en tillægsbevilling - fordi der selvfølgelig ikke er nogen, som kan sende studerende hjem fra deres uddannelse, eller smide børn og unge ud af døgninstitutioner, fordi kommunerne ikke er i stand til at betale den faktiske drift.

Konsekvensen af den elendige økonomistyring - hvor man ikke har fortalt Landstinget sandheden, og hvor landstingsmedlemmerne ikke har været dygtige nok til at se virkeligheden i øjnene - er et valg i utide.

Et valg i en nedgangsperiode, der er forårsaget af samme problemer - nemlig at man ikke vil se virkeligheden i øjnene. De væsentlige årsager til nedgangsperioden er for det første nedgangen i byggeriet og renoveringen blandt andet i forbindelse med omlægning fra lejer til ejer. For det andet at der indhandles flere råvarer, men forarbejdes færre, fordi der sendes flere uforarbejdede råvarer ud af landet. Det giver færre indtægter til kommunerne. Samtidig klager fiskeriet over, at det ikke kan optimere indtjeningen, fordi sagsbehandlingen i hjemmestyret er for langsom. Der er adskillige eksempler på, at en effektiv sagsbehandling ville have øget indtjeningen ikke alene til rederne, men også til fiskerne, som ville have tjent flere penge og dermed betalt mere i skat.

Desværre ser det ud til at denne situation fortsætter, og at flere fabrikker skal lukkes, selv om indhandlingen stiger. Det kan kun betyde, at endnu flere råvarer eksporteres til forarbejdning uden for landet. Samtidig kan et stop for indhandlingstilskud til fiskerne betyde, at flere fiskere giver op og går på socialen.

Men netop når vi er inde i en nedgangsperiode, er det væsentligt, at pengene bliver brugt til de væsentlige ting for, at samfundet kan fungere. Der er ikke råd til de store armbevægelser, de dyre projekter, som ikke bidrager til væksten, men kun forøger udgifterne. Samtidig må politikerne samarbejde i stedet for at bekrige hinanden. Den splittelse, som valget er udtryk for, og som udviklingen i Siumut og IA, er udtryk for, må ophøre. Den modernistiske fløj i samfundsudviklingen, der kun tilgodeser de rige og de store byer, må vente på, at resten af samfundet kommer med, ellers skabes splittelse, utilfredshed og utryghed. Ofrene for denne udvikling vil stemme på de politikere, som er en trussel mod samfundsudvikling, levevilkår og økonomisk vækst.

Man kan ikke opbygge et samfund med så mange beboede steder og kun satse på udviklingen i de store centre og kun for de, der kan betale, alt imens at huslejer, takster og alt muligt andet stiger, fordi det bliver dyrere og dyrere at drive samfundet for at følge med udviklingen. Så det, valget drejer sig om, er hvilken retning samfundsudviklingen skal gå: En koncentration for at vi alle kan få det bedre, eller en fortsat spredt bosætning, som gør os fattigere og fattigere, fordi vi ikke har råd til at satse på økonomisk vækst.