RØDDERNE...
Hr. Enoksen er glad for de 46 stemmer, som det ekstraordinære landsmøde gav ham. Men til december er der næsten 35.000 stemmer, der skal tale. Der er ingen tvivl om, at Grønlands vælgere vil give Hr. Enoksen et fingerpeg om, at hans personlige sejr vil blive partiets nederlag
Tirsdag d. 22. oktober 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Politik
.
PARTIET SIUMUT HAR på et ekstraordinært landsmøde brudt med årtiers dominans fra en indflydelsesrig og stærk politisk gruppe. En epoke sluttede. Samtidig kulminerede den største krise nogensinde i et parti, som det seneste år har brugt krudt på interne magtkampe, fløjpolitik og splid. Med splittelsen blev hele partiets ideologi sat på en hård prøve.
Det er fint med nye kræfter og ideologier i Siumut. Det står klart, at fornyelse er nødvendigt i partiet. Med en overbevisende sejr slog Hans Enoksen sin politiske linje fast. Partiformanden vil have Siumut tilbage til rødderne. Den linje er blevet styrket med weekendens genvalg, mener Enoksen.
NU SKAL ENOKSEN så bevise, at han rent faktisk kan fastholde en ny politik i et parti, der er på vej tilbage til folket. Det er her filmen knækker. Hans Enoksens visioner og politiske formåen rækker ikke til at løse den opgave. Enoksen mener selv, at hans politiske modstandere har målt ham på sprogkundskaber og fødeegn.
Med den udmelding står det klart, at Enoksen vil føre politik, som gang på gang vil dreje fokus fra væsentlighed og udvikling til indadvendt populistisk retorik. Hvis Hr. Enoksen mener, at det er vejen tilbage til rødderne, så tager han fejl.
- JEG ER FORMAND. Jeg har opbakning. Det er min styrke, siger Siumuts 1. mand efter genvalget. Det er korrekt, at Hans Enoksen vandt formandsvalget med stemmerne 46-18. Sagen er blot, at den sejr langt hen af vejen er givet til ham af en partitop, som i mange år ikke har haft hverken mod og evne til selv at rejse sig politisk og tage et opgør med det politiske enevælde i Siumut. Nok har Enoksen vundet en personlig sejr, men Siumut har intet vundet. Tværtimod.
Det vil Siumut også erfare, når valget den 3. december er afsluttet. Hr. Enoksen er glad for de 46 stemmer, som det ekstraordinære landsmøde gav ham. Men til december er der næsten 35.000 stemmer, der skal tale. Der er ingen tvivl om, at Grønlands vælgere vil give Hr. Enoksen et fingerpeg om, at hans personlige sejr vil blive partiets nederlag.