Arktiske drømme

Det ubeskrivelige beskrives bedst nøgternt og kortfattet, som Gretel Ehrlich selv gør det med de sociale problemer, heller ikke hun kan undgå at møde

Lørdag d. 26. oktober 2002
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger.

I rejsebogsklassikeren "I Patagonien", har den britiske forfatter Bruce Chatwin følgende lille dialog med en ældre kvindelig rejsende, da de sammen beundrer en udsigt. "Det er smukt" sagde hun, "men jeg ville ikke ønske at komme tilbage". "Heller ikke mig", sagde jeg. Det kan læses som et udtryk for, at forfatteren ved, at det kan være farligt at blive fortabt i smukke udsigter, oven i købet kan man blive fortæret af dem. Eller også risikerer det smukke at blive det almindelige, blive det normale, når man er kommet tilbage flere gange. Den amerikanske digter og forfatter Gretel Ehrlich lader sig villigt fortabe i (Nord-) Grønland, siden hun besøgte området første gang i 1993. Bedst illustreret af forfatteren på et månedlangt ophold i Illorsuit, hvor hun midt om natten, søvnløs på grund af midnatssolen, står op på knæ foran vinduet og betragter udsigten ud over fjorden: "Natten var vindstille, fjorden var glas. Bjerge flød, var vandskabte". Forfatteren var taget til Illorsuit for at følge i fodsporene på sin landsmand, grafikeren og maleren Rockwell Kent, der i 1930’erne havde overvintret i bygden. I nogle af bogens bedst fungerende passager, er det ikke Rockwell Kent eller udsigten, der beskrives, men det voksende bånd mellem forfatteren og hendes husværts lille datter. Selvom naturen fylder meget i bogen, er det kulturen og forholdet mellem menneskene, som Gretel Ehrlich synes at være (blive) mest fanget af. Det gælder vennerne i Uummannaq-området som fangerne i Qaanaaq-distriktet, som hun gang på gang vender tilbage i løbet af de næste 6-7 år. Det er i dette møde mellem hendes selv og landets befolkning, at bogen er mest overbevisende. Understøttet naturligt af beskrivelser af Knud Rasmussens ekspeditioner, specielt den femte til Alaska gennem arktisk Canada, der er indvævet som separate kapitler i bogen. Bogen bliver mindre vellykket, når Gretel Ehrlich forsøger sig med poetiske naturbeskrivelser, specielt ved brug af naturvidenskabelige begreber, som synes fremmede for hende: "Mit hovede var begyndt at dreje med solen på heliotropisk vis" eller "..hvis jeg stak hænderne ud i sollyset - ikke et landskab jeg kunne nyde, men en gaskappe der smerter øjet - dækkede et gyldent lys uden velocitet (hastighed, AP) mine hænder" er i bedste fald helt uforståelige. Selvom Gretel Ehrlich indimellem har næsten overrumplende klare beskrivelser som: "Havet var indigoblåt - det symboliserede natten, der var faldet ned fra himlen", er der langt imellem dem. Det ubeskrivelige beskrives bedst nøgternt og kortfattet, som Gretel Ehrlich selv gør det med de sociale problemer, heller ikke hun kan undgå at møde. Karen Dinesen har oversat den amerikanske originaludgave "The cold heaven" til overvejende mundret og flydende dansk og har flere steder korrigeret citater og misforståelser fra forfatterens side. Jeg har dog ikke haft original udgaven til at sammenligne med, men mon ikke titlen burde have været "Den kølige himmel" i stedet for det noget konstruerede "Det isnende paradis". Gretel Ehrlich, "Det isnende paradis", 365 sider, Aschehoug, København 2002