Filmen Inuk Women City Blues nuancerer billedet af grønlændere i Danmark

»Den grønlandske filminstruktør Laila Hansen« er med til at skabe et fuldstændig nyt og meget mere nuanceret billede af grønlændere, hvem vi er, hvad vi er og hvad vi kan, men som også fortæller at vi har en grønlandsk talentmasse, som er fuldstændig ukendt ikke kun for den danske offentlighed, men desværre også for den grønlandske offentlighed

Fredag d. 1. november 2002
Tove Søvndahl Pedersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Grønlændere i Danmark.

Informationsmedarbejder i grønlændernes hus i København Helene Risager er i KNRs Radioavis den 17. oktober blevet citeret for at have sagt at Laila Hansens film desværre også er "med til at tegne et endnu mere skævt billede af grønlændere i Danmark". Hun fortsætter og siger, at hun regner med at "vi bliver bombet tilbage til stenalderen". Jeg tror at mange helt almindelige danskere, som ikke kender noget til Grønland, vil sige, "nåh, ja, det er sådan de har det, ligesom dem vi ser ude på Christianshavn Torv med en guldbajer i hånden". Det er muligt at filmen - blandt dem som ikke har set den - og måske kun har hørt om den på anden hånd - vil bekræfte de allerværste fordomme der findes om grønlændere. Og dermed gør den hverken noget fra eller til. Det ville også være for meget at forlange at én film alene skal bringe oplysning til en stor skare meget uoplyste danskere og grønlændere. Men blandt de danskere der har set den, eller bare dem der følger med i avisernes kultur- og filmanmeldelser, har Laila Hansen fuldstændig vendt op og ned på den gængse opfattelse af grønlændere. Her har en dygtig, talentfuld og meget moderne kvindelig, grønlandsk instruktør lavet en dokumentarfilm som ikke kun er blevet rost til skyerne af de danske filmanmeldere, men som også vil kunne gøre sig på de internationale filmlærreder. "Den grønlandske filminstruktør Laila Hansen" er med til at skabe et fuldstændig nyt og meget mere nuanceret billede af grønlændere, hvem vi er, hvad vi er og hvad vi kan, men som også fortæller at vi har en grønlandsk talentmasse, som er fuldstændig ukendt ikke kun for den danske offentlighed, men desværre også for den grønlandske offentlighed. Men hun har såmænd også med sin film, netop fordi hun selv er grønlænder og dermed har de nødvendige kulturelle og sproglige forudsætninger, været med til at nuancere billedet af "kvinderne på Vesterbros Torv" og for den sags skyld også dem på "Christianshavns Torv der sidder med guldbajere i hånden". Fra at de for os - her menes os som for det meste af tiden har vort på det tørre - har været anonyme og ynkværdige stakler - har de pludselig fået personlighed. Deres skæbner bliver vedkommende og meget mere forståelig. De har drømme, bristede illusioner, glæder, sorger og masser af humor akkurat som alle andre mennesker - rig eller fattig, afholdsmand eller alkoholiker, grønlænder eller dansker. Og baner dermed også vejen for en større folkelig ansvarlighed og forståelse for nødvendigheden i at skabe, forme og fastholde et socialt, økonomisk og følelsesmæssigt trygt samfund. Vi burde takke Laila for på værdig vis at have fortalt historier om hvem vi er, og hvad vi er som folk og glæde os til, hvad der fremover vil komme fra hendes hånd. Så Laila endnu engang tak for din stærke film - du har bestemt gjort det nemmere at være grønlænder i Danmark!