De rastløse

Gruppen under ledelse af Oqi, der vendte om, før de nåede frem til Grønland, gik det ikke meget bedre, men det må man selv læse om i denne på alle måder spændingsmættede beretning, hvor man som grønlænder får den canadiske side af historien med. Guy-Rousselière har ikke alene formået at få samling på denne historie, men får den fortalt i et levende sprog, som her er oversat til flydende dansk. Oversættelserne til grønlandsk og tysk synes at være i orden baseret på krydslæsning i forhold til den danske på enkelte afsnit

Torsdag d. 14. november 2002
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie.

Om Qillarsuaq, manden der førte en gruppe inuit fra Baffinlandet til Thule i begyndelsen af 1860’erne, siges det, at han var en "oqqormioq", altså en fra "læsiden", svarende til det sydlige Baffinland, nu selvfølgelig en del af Nunavut. Hans liv og levned foregik i alt andet end på læsiden af de vinde, der førte ham til Thule ifølge denne fremragende bog af den franske, katolske præst, arkæolog og etnograf Guy Mary-Rousselière. Guy Mary-Rousselière, der døde i en høj alder i 1994 i Mittimatalik (Pond Inlet), Baffinland, blev født i Le Mans (ja, hvor løbet bliver holdt), men tilbragte det meste af sit voksne liv i området omkring det nordlige Baffinland. Han var blandt andet med til Jørgen Meldgaards udgravninger af Dorset bosteder i området omkring Illulik i 1954. Hans bog om Qillarsuaq og hans fællers lange rejse udkom på fransk i 1980 og på engelsk i 1991. Nu foreligger den på grønlandsk, dansk og tysk samlet i en bog, primært på baggrund af Hans Engelund Kristiansens store arbejde og foranledning. Afrejsen Det er på alle mulige måder en fantastisk historie, som Mary-Rousselière har stykket sammen på baggrund af en næsten videnskabelig omhu med sit kildemateriale, både af mundtlig og skriftlig art. Der er historier om mord, blodhævn, ufattelige lidelser som hungersnød med kannibalisme, men først og sidst en indfølt beskrivelse af rejsen og de mennesker, der gennemførte og for en stor dels vedkommende gik til grunde i den. Qillarsuaq, født i første halvdel af det 19. århundrede, syntes at have adskillige mord på samvittigheden i Baffinland og havde al mulig grund til at lægge afstand til området. Han må have bevæget sig nordover, først til Mittimatalik (Pond Inlet) og senere over Lancaster Sound til Devon Øen, hvor han og hans gamle medskyldige i mord Oqi ledede en gruppe på ca. 50 mennesker, der levede på sydkysten af Devon Øen i en periode på 5-6 år i 1850’erne. Guy-Rousselière argumenterer rimeligt overbevisende for, at Qillarsuaqs møder med europæiske opdagelsesrejsende har givet ham appetit på at søge efter stammefrænder i Thule-området. Specielt mødet med den britiske kaptajn Inglefield ud for sydkysten af Devon Øen i 1853, og som netop havde været i området. Alligevel gik der mange år, før Qillarsuaq med følge forlod Devon Øen, idet der beskrives endnu et møde med en britisk kaptajn, McClintock, ud for sydøstkysten af Devon Øen i 1858. Guy-Rousselière vurderer, at gruppen måtte have forladt Devon Øen på vej nordpå ca. 1859 og nået frem til Thuleområdet i 1862-63. Qillarsuaq var en stor åndemaner (angakkoq), færdigheder han gjorde god brug af, når han foretog sjælevandringer undervejs for at finde frem til den bedste rute. Mødet På et tidspunkt, sandsynligvis to år efter afrejsen, besluttede en større gruppe under ledelse af Oqi at vende om og rejse sydover, mens Qillarsuaq stædigt fortsatte. Efter at have krydset Smiths Sund, landede hans gruppe i Anoritooq, nord for Etah i Grønland, hvor de fandt spor af mennesker. Ifølge Guy-Rousselière overvintrede gruppen ved Etah, og først foråret efter mødte de mennesker fra Thule-området. Flere kilder anfører, at der ikke kan have været flere end ca. 130-140 mennesker i området på dette tidspunkt, så Qillarsuaqs gruppe var et kærkomment tilskud, både menneskeligt og kulturelt. Gruppen fra Baffinlandet genintroducerede kajakken til området og har muligvis spillet en afgørende rolle for, at dette folk ikke uddøde. Efter 6-7 år med fredelig sameksistens, sådan da - bortset fra et mord - besluttede Qillarsuaq på grund af hjemve at vende tilbage og fik overtalt de fleste fra Baffinlandet til at tage med. Hjemrejsen endte i en katastrofe på Ellesmere, først døde Qillarsuaq af naturlige årsager kort efter afrejsen, og den resterende gruppe på ca. 20 personer blev senere plaget af hungersnød på sydøstsiden af Ellesmere, med kannibalisme, mord og mordforsøg. Denne del af historien er rimelig pålidelig, da vi har den nedskrevet af Knud Rasmussen på baggrund af hans samtaler med Meqqusaaq, en af de overlevende fra den mislykkede hjemrejse. Kun fem mennesker, heriblandt Meqqusaaq og hans bror Qumangaapik, formåede at vende om og nå frem til Thule-området igen. Gruppen under ledelse af Oqi, der vendte om, før de nåede frem til Grønland, gik det ikke meget bedre, men det må man selv læse om i denne på alle måder spændingsmættede beretning, hvor man som grønlænder får den canadiske side af historien med. Guy-Rousselière har ikke alene formået at få samling på denne historie, men får den fortalt i et levende sprog, som her er oversat til flydende dansk. Oversættelserne til grønlandsk og tysk synes at være i orden baseret på krydslæsning i forhold til den danske på enkelte afsnit. Dog savnes et mere brugbart slægtskort over gruppens medlemmer end den ca. en meter (!) lange folder, der er anbragt i en lomme bagerst i bogen. Men det er blot en lille detalje i en udgivelse, smukt illustreret og sat op, som forfatter, oversættere og forlag med rette kan være stolte af.Guy Mary-Rousselière: Qillarsuaq Beretningen om en arktisk folkevandring Arine Kristiansen (grønlandsk) Hans Engelund Kristiansen (dansk) Sofie Steltner & Dagmar Fischer (tysk) 205 sider Forlaget Atuagkat, Nuuk 2002