Hvorfor ikke lande i Pituffik?

Det kan virke som om hverken Air Greenland eller Direktoratet for Boliger og Infrastruktur tjener borgernes interesser - og det var vel egentligt det, de begge burde gøre

Torsdag d. 14. november 2002
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen Dino
Emnekreds: Infrastruktur, Politik, Thule Air Base.

I går fik vi ikke post i Pituffik - igen.

Air Greenland og Direktoratet for Boliger og Infrastruktur har i deres visdom foranlediget at passagerer, post og fragt fra Sydgrønland til Pituffik, bliver ledt uden om Pituffik. Flyet må nemlig ikke lande i Pituffik (om det er Air Greenland, Direktoratet eller dem begge i forening, der har bestemt det, har jeg ikke kunne få oplyst). Men Air Greenland flyver forbi Pituffik, flyver over 100 km. videre mod nord til Qaanaaq. Passagerer, post og fragt bliver så senere fløjet tilbage til Pituffik med en helikopter.

Det kan virke besynderligt for de fleste. Men det blev jo indført og vi må heroppe leve med at passagerer, post og fragt med vold og magt skal gennem Qaanaaq - koste hvad det vil (og det er, så vidt jeg er oplyst, ikke så lidt endda).

I tirsdags kunne flyet med passagerer, post og fragt ikke lande i Qaanaaq på grund af vejret. Man var for længst fløjet forbi Pituffik på vej til Qaanaaq, men måtte altså vende om, da man fandt ud af, at der ikke kunne landes i Qaanaaq.

Man fløj så passagerer, post og fragt endnu engang forbi deres endelige mål, for der må jo nemlig ikke landes i Pituffik, så passagerer, post og fragt skulle absolut tilbage til Ilulissat for senere igen at tage turen op forbi Pituffik til Qaanaaq.

Det virker meget tåbeligt og det kan da ikke være i samfundets interesse, at der spildes såvel tid, brændstof som penge på denne måde.

Det kan virke som om hverken Air Greenland eller Direktoratet for Boliger og Infrastruktur tjener borgernes interesser - og det var vel egentligt det, de begge burde gøre.