Sundhedsvæsenet i vadestedet

Jeg har valgt at stemme på et nyt parti denne gang. Et parti, der ikke er tynget af fortiden

Torsdag d. 21. november 2002
Lars Mosgaard
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Udgangspunkterne
Overvejelser
Stem på et nyt parti

Sundhedsvæsenet er trængt og har været det i mange år. Hver gang der er valg, møder vi op ved et nyt vadested, hvor nye muligheder tegner sig.

Alt sammen kommer det an på, hvad vælgerne vil, når de skal sætte deres kryds og i sidste ende på, hvad politikerne i de næste fire års tid kan blive enige om.

Let er det ikke.

Men vælgerne kan gøre deres indflydelse gældende. Og dét synes jeg, vi skal gøre.

Udgangspunkterne
Personligt kan jeg pege på nogle forhold, som jeg finder vigtige.

I kan selv spørge jeres kandidater om, hvad de mener er vigtigt.

Pas på tomme løfter.
  1. Tag udgangspunkt i det sundhedsvæsen, vi kender lige nu. Alt andet er urealistisk.
  2. Forlang, at sundhedsvæsenet bliver styrket lokalt: i distrikterne, dér hvor menneskene og I selv bor, dér hvor vi alle sammen har brug for et velfungerende sundhedsvæsen og der hvor vi fødes, vokser op, arbejder, leger, lever, elsker og dør.
    På alle disse områder og inden for alle livets faser skal jeres lokale sundhedsvæsen kunne tilbyde vores ordentlige service.
  3. I bør kræve, at sundhedsvæsenet kommer til at vide noget mere om, hvad de sundhedsmæssige problemstillinger er, dér hvor I bor, og at sundhedsvæsenet bliver i stand til at vide mere om, hvad I - befolkningen - ønsker af sundhedsvæsenets service.
    Hvorfor ikke foreslå en sundhedsvæsenskommission, som gennemrejser landet og diskuterer de grundlæggende sundhedsvæsensproblemstillinger med jer?
  4. I må spørge jeres politikere, hvordan de vil sikre, at ventelisterne på almindelige og relativt let behandlelige sygdomme kan blive afviklet.
    I bør også sikre jer, at de kan sige lidt om, hvordan de vil betale for regningen.
  5. Hvordan vil politikerne sørge for, at den grønlandske befolkning får adgang til den udvikling, som man ser i andre lande med hensyn til nye undersøgelses- og behandlingsmuligheder?
    Det er et godt spørgsmål. Det koster altsammen noget, og det skal betales med menneskepenge, jeres skattepenge.
    I bør derfor også tænke på, om det netop er sundhedsvæsenet, som skal tilgodeses med særlige midler, altså prioriteres på bekostning af andre store samfundssektorer?
    Man bliver nødt til at gå på kompromis med de ønsker, man har.
  6. Hvorfor har vi stadigvæk så dårlige muligheder for genoptræning, rehabilitering og revalidering?
    Hvorfor har vi ingen regionale centre, hvorfra en sådan grundlæggende service for bedst muligt at genvinde tabte evner med diagnosticering, rådgivning og behandling ydes?
  7. Hvorfor strømmer de gravide kvinder ikke til fødebriksene i stedet for til abortoperationslejerne?
    Det er ikke kun et sundhedsvæsensproblem, men i grunden et alvorligt samfundsproblem.
    Forlang ordentlige, sunde, udviklende og perspektivrige forhold for børnefamilierne, så de unge familier igen får lyst til at få børn.
    Grønland har brug for alle disse børn.
    Hvorfor er så mange graviditeter uønskede?


Overvejelser
  • Ad 1) Vi må erkende, hvor vi står. De politikere, som ikke kan erkende det, er urealistiske.
    Der er stor risiko for uddeling af en harsk gang valgspæk.
  • Ad 2) Det kan ikke hjælpe nogen, at sundhedsplejersken, jordemoderen, hjemmesygeplejersken, lægen og så videre bor i en anden by.
    Enhver grønlandsk by og kommune bør have sit eget bredt funderede og velfungerende sundhedsvæsen, som kan yde den service, der er brug for.
    Dette forhindrer ikke en fleksibel udnyttelse af ressourcerne i den region, hvor du bor, tvært imod.
  • Ad 3) I Qasigiannguit ved vi en hel del om, hvad nogle generelle sundhedsproblemer i befolkningen er. Vi har haft det held, at to befolkningsundersøgelser har klarlagt disse forhold.
    Derfor har vi også muligheder for at foretage en intervention i forhold til disse sundhedsproblemer.
    Interventionen vil på kort og langt sigt kunne gavne folkesundheden i vores kommune, men ikke uden videre andre steder i landet.
    Sådanne befolkningsundersøgelser bør officielt gennemføres med passende mellemrum, både her i Qasigiannguit, så vi kan følge udviklingen og få øje på den forhåbentlige forbedring i befolkningens generelle sundhedstilstand, som vil komme, men også andre steder, hvor de samme forhold har lige så stor betydning.
    Ret så væsentligt er det, at samfundet ved noget om, hvad forventningerne og ønskerne i befolkningen er til sundhedsvæsenets service.
    Hvis vi ikke ved en hel masse om det, så må vi stensikkert skuffe befolkningen: både hvis det drejer sig om et urealistisk behandlingsniveau og hvis det er på nedprioriterede behandlingsområder.
    En sundhedsvæsenskommission kan rette op på vores manglende viden.
  • Ad 4) Problemerne med ventelister ses også i andre lande, men sjældent så grelt som her.
    Der er ingen grund til at tro, at en kortsigtet eengangsbevilling til nedbringelse af ventelisterne på specialeområderne, dvs. til undersøgelse og behandling ved de rejsende specialister og på Dronning Ingrids Hospital og for eksempel Rigshospitalet vil have varig effekt.
    Risikoen er tilmed, at det vil ødelægge sundhedsvæsenets grundlæggende struktur sådan at skulle overophede aktiviteterne i en kort periode for derefter at vende tilbage til et normalt aktivitetsniveau, der som i dag fortsat ikke kan klare behovet for undersøgelser og behandlinger på specialeområderne.
    Det vil være fornuftigt at finde ud af de reelle muligheder for anvendelse af det, vi i dag kender som Regionssygehusene, for eksempel i Ilulissat.
    Der er en række muligheder, hvoraf nogle - tilmed de mest omtalte - er helt urealistiske:
    Der vil aldrig kunne blive tale om nogen konstant bemanding med specialister og tilhørende personale på disse Regionssygehuse.
    Fleksible ordninger blandt andet med tilkøb af ydelser ved specialistrejsehold fra Danmark - eller andre lande - er mere realistisk. Det bør ske under ledelse af sygehusledelsen og de relevante specialers overlæger på Dronning Ingrids Hospital.
  • Ad 5) I mange år har vi nu set, at bevillingerne til sundhedsvæsenet af den ene eller anden grund har været mangelfulde, uanset om man mener, bevillingerne har været for små, eller om man mener, der er penge nok, men forkert anvendt.
    Vi bliver derfor nødt til at tænke anderledes.
    Vi må bryde vores forestillinger op.
    Vi må have andre input til finansieringen af sundhedsvæsenets ydelser.
    Vi må have andre vinkler på anvendelsen af sundhedsvæsenets bevillinger.
    Vi kommer ikke uden om at bringe brugerbetaling ind i billedet.
    Hvordan kan vi opnå synergi ved at sammenkoble de offentlige bevillinger til sundhedsvæsenet med forskellige former for brugerbetaling, forsikringsordninger, virksomhedsmedvirken på området og så videre?
    Nogle vil hævde, at folk med penge på lommen så vil få bedre behandling end dem, der ikke kan betale selv!
    Hvor ved I dét fra?
    Lad os prøve at finde ud af det under devisen: for hver person, der med en eller anden form for brugerbetaling bringes igennem systemet, vil der være en plads til en anden, som ikke har mulighed for at deltage selv ved en eller anden form for brugerbetaling.
  • Ad 6) For nogle få år siden var der et hundeslagsmål mellem Ilulissat og Aasiaat om Regionssygehuset i Diskobugten. Hvad man forestillede sig af store, personaletunge anlæg blev afsløret af intensiteten af den kamp, der udspillede sig.
    Og så var det et slagsmål om, ja, ingenting.
    Nu da Ilulissat så "vandt" og fik sin status som regionssygehus, kan man jo begynde at tænke lidt videre og kreativt:
    Hvorfor skulle man ikke oprette et Regionsgenoptræningscenter i Aasiaat?
    At behovet er der, er der ingen tvivl om.
    Befolkningen bliver stedse ældre og stadigvæk flere overlever slagtilfælde med varige mén, som man i dag ikke kan tage vare på.
    Flere får følger efter skader, herunder arbejdsskader, mennesker, som man mange steder ikke kan tilbyde nogen særlig hjælp til genoptræning.
    Børn, unge og voksne med mange forskellige former for handicaps bliver alt for dårligt undersøgt og behandlet, alene fordi muligheden ikke findes.
    Så igen: hvorfor ikke et seriøst genoptræningscenter i Aasiaat?
    Start med eet projekt her i Nordgrønland og se, om det kan holde.
  • Ad 7) Hvorfor har man ikke et bredt samfundssyn på det dér med uønskede graviditeter?
    Det er som om, det alene er sundhedsvæsenets problem. Det er en stor fejl at betragte det sådan:
    Er det ukorrekt at de grønlandske kvinder i alle frugtbare aldre ret ofte bliver gravide? Også sammenlignet med andre lande?
    Er dette et udtryk for en grundlæggende vilje til og ønske om at få børn?
    Eller er der tale om sjuskeri?
    Er det ukorrekt at påstå, at børnenes forhold er problematiske med misbrug, forsømmelse, vold, dårlige skole- og uddannelsesmuligheder og dårlige erhvervsmuligheder?
    Er der noget at sige til, at ønsket om at få (flere) børn hurtigt kan kølnes, når realiteterne viser sig?
    Selv om det var særdeles dårligt timet og meget kluntet gjort, så kom landsstyremedlemmet for Sundhed sidste år med en udtalelse om abortindgreb og drab, som i realiteten korrekt tilkendegiver, at det ikke kun er tale om et sundhedsvæsensanliggende, men et alment samfundsanliggende.
    Hvorfor ved vi ikke noget om, hvor mange børn, Grønland har brug for lige nu og hvert af de følgende 10 år eller snarere 20 år, for at vi i fremtiden skal kunne udvikle os harmonisk og selvbærende med hensyn til befolkningstilvækst?
    Lad os finde ud af det og hvordan vi får den bedste og mest harmoniske befolkningsudvikling i fremtiden.
    Dette er grundlaget for en ordentlig, menneskelig og perspektivrig udvikling frem mod det velfærdssamfund, som vi mangler en hel del i at opnå.
    Gode forhold for børnefamilierne er samfundets allerhøjeste prioritet. Lad os arbejde frem mod forhold, hvor de gravide kvinder (familier) fortsætter med at blive gravide, men hvor de tillige kan overskue at føde deres børn, fordi fremtiden tegner lys og perspektivrig for børnene, der er fremtidens voksne samfunds- og kulturbærere.
    Hvem tør for alvor tro på, at de børn, vi nu har ansvar for, og som for alt for manges vedkommende må tåle elendige forhold, kan løfte fremtidens tunge samfunds- og kulturarvsbyrde og bære denne uden at blive tynget i jorden?
    Det er vores ansvar - lige nu!
    Det er jeres ansvar!


Stem på et nyt parti
Jeg har valgt at stemme på et nyt parti denne gang. Et parti, der ikke er tynget af fortiden.

Et nyt parti, der er åbent, inkluderende og giver plads til samarbejde.

De gamle partier er trætte af turen og er stødt mod muren.

De er blevet dogmatiske, ekskluderende og fastlåste.

Vi fortjener alle sammen en ny start.

Stem på et andet parti, end du gjorde sidste gang.

Stem på en ny start!