Johanne Petrussen, Fatuma Ali

Tupaarnaq Rosing Olsen

Torsdag d. 21. november 2002
Kaali Olsen
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

For nylig var der en ungdomsudsendelse i KNR radio, hvor der blev læst breve op af unge fra hele landet. De unge fortalte i brevene om deres tanker, følelser og problemer. Eksempelvis var der en ung pige, der fortalte, at hendes bror havde begået selvmord, fordi han var blevet såret over nogle bemærkninger. En anden ung kvinde med to små børn fortalte om, hvordan hun gik rundt med selvmordstanker, fordi hun var blevet svigtet af sin kæreste. Som lytter blev man efterladt med flere spørgsmål end svar: "Kan det være rigtig at nogle mennesker tager deres liv, fordi nogen siger noget ubehageligt til dem? Og i så fald, hvad skyldes disse reaktioner? Hvor kan disse unge mennesker henvende sig med deres frustrationer og ensomhed og få hjælp"? Behov for støttesystemer De samme unge mennesker bliver en dag studerende, og vi ved, at frafaldet på uddannelsesinstitutionerne er stort, dels fordi mange af dem bærer på for mange personlige problemer. Hvor kan disse unge søge hjælp? Nogle færdiggør deres uddannelse på trods og kan blive til en utilpasset og ustabil arbejdskraft. Hvordan kan vi udvikle støttesystemer, således at disse problemer bliver bearbejdet på et tidligere tidspunkt til gavn for den enkelte, dennes familie og samfundet? Hvordan kan vi aktivere og bedre udnytte de ressourcer, der er i samfundet i stedet for hele tiden at forvente og tilstræbe et stort antal professionelle behandlere? Vi må finde på andre måder at udnytte de ressourcer, som vi har i vores samfund. Der skal nytænkning til. Klar handling efterlyses Vi taler meget om børnene og deres vilkår, men som regel udspringer problemerne af deres forældres. I debatten om børns vilkår glemmer vi at sætte fokus på forældrenes situation. At bruge en børnecheck som lokkemiddel i valgkampen er uanstændigt. I socialpolitikken er vi nødt til at tænke i helhed. Det vil bl.a. sige, at problemerne hænger sammen om man er hjemme eller på arbejdspladsen. Det omgivende samfund, herunder arbejdspladserne, må udvise større social ansvarlighed og foranstalte den nødvendige hjælp til den enkelte medarbejder, og om nødvendigt etablere særforanstaltninger såsom rådgivning og støttegrupper. Vi er bekendt med, at flere arbejdspladser er begyndt at tage hånd om medarbejdernes problemer i stedet for bare at lade stå til og til sidst fyre dem. Alle disse initiativer og tiltag kræver klar politisk opbakning og handling. Arbejdet for at opnå en større personlig trivsel hænger nøje sammen med processen henimod et selvstændigt Grønland.