Brød og skuespil

Når vi taler om selvstændighed, må politikerne ærligt fortælle, hvad konsekvensen er. Det er sandsynligt at regeringen vil være med til en nedtrapning af bloktilskuddet over 15 år, men så skal vi spare 200 millioner om året. Og så kan vi lige så godt gå i gang med det samme. I stedet for at love vælgerne nye tiltag, bør de samme politikere fortælle, hvor der skal spares

Fredag d. 22. november 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Valget er ved at udvikle sig til en farce. Aldrig er der blevet lovet så meget til folket, som i den igangværende valgkamp. Det sker umiddelbart efter, at de samme politikere har siddet med en finanslov, som de ikke kunne få til at hænge sammen. Samtidig lover man selvstændighed, der vil betyde manglende indtægter på flere milliarder. Det er brød og skuespil som ingen kan leve af. Der er tale om rendyrket populisme, hvor konsekvenserne vil ramme de vælgere, som politikerne appellerer til. Politikerne kan flytte rundt på bloktilskuddet og flytte anlægspenge fra byerne til bygderne, men det bliver vi ikke rigere af. Der bliver ikke råd til mere. Da det er dyrere at få tingene til at fungere i bygderne, får vi tværtimod mindre for pengene. Ingen politiker er ærlig nok til at fortælle, hvad vi har råd til, og hvad vi ikke har råd til. Ingen politiker fortæller, at enhver udgiftsstigning betyder afhængighed af Danmark. For vi kan ikke selv tjene pengene. Siden 1997 har Grønlands Arbejdsgiverforening efterlyst ny produktion, som kan erstatte fiskeproduktionen på land, for at sikre beskæftigelse og økonomisk vækst. Intet er sket. Jo, i takt med at rejefabrikkerne er skåret ned, er der sendt flere rejer ud af landet til produktion i andre lande. Selv om der må fanges flere rejer, får vi ikke flere rejer til landanlæggene. Råvarerne giver ikke flere arbejdspladser her i landet. Hvis vi ikke får skabt økonomisk vækst, er der ikke grundlag for de politiske løfter. Børnechecken er det mest eklatante eksempel på et valgløfte, hvor politikerne direkte prøver at købe stemmer. Alle børnefamilier vil gerne have børnecheck, men hvor skal der spares. På konsulenthonorarerne siger politikerne og glemmer, at de fleste penge på den konto går til limousinevikarer i Sundhedsvæsenet. Det vil sige, børnechecken rammer operationer og anden akut behandling i sundhedsvæsenet. Siumuts valgprogram er det absolut dyreste. Mange af løfterne er glimrende, vi kan alle støtte dem - men har vi råd til dem. Det er meget godt med en lufthavn i Paamiut, men hvad skal vi undvære i stedet for. På finansloven er langt de fleste udgifter lovbundne, der er meget lidt frihed til at flytte rundt på midler, hvis man altså vil leve op til sin egen lovgivning. Men det er jo heller ikke sikkert, at man vil det. I de sidste uger op til valget bør politikerne afkræves spørgsmålene, hvem skal betale, hvor skal vi spare. Hver gang en politiker lover noget, skal spørgsmålet stilles. Når vi taler om selvstændighed, må politikerne ærligt fortælle, hvad konsekvensen er. Det er sandsynligt at regeringen vil være med til en nedtrapning af bloktilskuddet over 15 år, men så skal vi spare 200 millioner om året. Og så kan vi lige så godt gå i gang med det samme. I stedet for at love vælgerne nye tiltag, bør de samme politikere fortælle, hvor der skal spares. Valgkampen bør i givet fald gå på, hvordan vi gør det. Hvis det er selvstændighed flertallet ønsker, så afkræv politikerne en model for, hvordan vi nedtrapper levevilkårene. Er det socialvæsenet, der skal spare? Er det uddannelserne? Er det sundhedsvæsenet? Det mest ærlige vil være at fortælle, hvad der sker. Samtidig må politikerne fremlægge en plan for økonomisk vækst, så vi undgår for store besparelser. Keld Askær efterlyste forleden i radioavisen, at der bør afsættes 200 millioner til at sætte nye virksomheder i gang. Svend Erik Danielsen understregede at vejen frem er uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Vi støtter fuldt ud begge dele, men hvad vil politikerne? Vil de kun have brød og skuespil og fylde vælgerne med tomme løfter eller vil de skabe den økonomiske vækst, der er alt afgørende for Grønlands fremtid - uanset hvilket parti man kommer fra.