Fortællinger fra Grønland

Et forslag: underteksterne bør kunne versioneres til inuktitut med syllabiske tegn, og filmen distribueres i Nunavut. Der vil man finde den umådelig interessant. Her er der en sjælden konkret mulighed for at styrke de bånd til vore stammefrænder, som politikerne har talt om i så mange år

Tirsdag d. 26. november 2002
Finn Lynge
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv.

Karen Littauers film "Jeg husker - fortællinger fra Grønland" er en stærk og bevægende oplevelse. Det enkle ved dens opbygning bringer budskabet lige ind i sindet. Det er ikke vanskeligt at bringe flotte billeder fra Grønland, men disse - de korte indslag, som skiller fortællesekvenserne - er smukke ud over det sædvanlige, enkle og rolige, de store horisonter og de små dagligdags ting, som møder øjet. Det i sig selv bør nævnes. Men det er selvfølgelig fortællerne og hvad de giver os, som bærer denne smukke film igennem med en overbevisende kraft. Disse fortællere skal alle som én have en stor tak for at have været indstillet på at dele nogle af deres inderste oplevelser og tanker med os. Det er ikke ofte, man har lejlighed til at se en film med så megen sjæl, så meget indre personligt selvværd hos de agerende. Det er noget sådant, vi har brug for i denne sjælløse tid. Mennesker, som griber ind i deres egne, stærkeste indre oplevelser og er parate til at give os andre del i dem. Vi hører med mellemrum sagt, at vi skal huske på vore rødder, tænke på, hvor vi kommer fra. Det er sandt, men det er også svært, når man er midt i tumulten af alt det moderne. Disse fortællere hjælper os til det, bedre end mange bøger og afhandlinger. Et forslag: underteksterne bør kunne versioneres til inuktitut med syllabiske tegn, og filmen distribueres i Nunavut. Der vil man finde den umådelig interessant. Her er der en sjælden konkret mulighed for at styrke de bånd til vore stammefrænder, som politikerne har talt om i så mange år.