Maskeret koloni

Tænk konstruktivt, i stedet for at lulle folk i søvn med at bruge dem som små dukker under de hjemmestyreejede virksomheder. Man kan ikke med den ene hånd råbe privatisering og derefter med den anden hånd dræbe de modige initiativtagere, der har sat alt på spil i tro på politikernes valgflæsk!

Torsdag d. 28. november 2002
Marie Fleischer
Emnekreds: Politik.

Efter min mening er Grønlands samfundsstruktur simpelthen forældet. Vores land styres stadig som en koloni, styringen har bare en maske som hjemmestyre. Grønland styres af nogen, der er opvokset i kolonitiden, derfor styres landet som under kolonitiden. Det er derfor tid til at skifte de gamle kræfter med nogle nye unge kræfter!

Desværre mener jeg at befolkningen er blevet vildledt, til at tro på at vores land kan blive selvstændigt i overmorgen. Det er ikke muligt at vores land bliver selvstændigt før vi mentalt bliver selvstændige.

Så, det skal være slut med monopolstyring af "markedet" fra de store hjemmestyreejede virksomheder! Giv de private en chance! Det kan endda være med til at redde nogen af de bygder og byer, der har tabt på den politiske magtarena.

Der er faktisk nogen private initiativtagere der vil investere i indhandlingssteder i nogle bygder og byer, hvis der ikke havde været så mange hindringer i vores stive system. Det kan jo også på længere sigt udvikle de underskudsgivende bygder til at give overskud.

Tænk konstruktivt, i stedet for at lulle folk i søvn med at bruge dem som små dukker under de hjemmestyreejede virksomheder. Man kan ikke med den ene hånd råbe privatisering og derefter med den anden hånd dræbe de modige initiativtagere, der har sat alt på spil i tro på politikernes valgflæsk! Folkets vilje og mod til at udvikle sig selv udspringer fra fri markedsføring, det er derfra vi skal udvikle et nyt og moderne Grønland. Som jeg ikke kan nævne nok, så bliver et land ikke selvstændigt før dets befolkning bliver selvstændigt.