Lad os anerkende de reelle problemer i vores samfund

I stedet for at komme med geniale valgløfter så som en børnecheck til alle børn, og dette efter at ordningen med et huslejetilskud på 10 procent pr. barn er bortfaldet, bør vi først og fremmest anerkende de reelle problemer der er her og nu i vores samfund

Torsdag d. 28. november 2002
Esmar Bergstrøm
Emnekreds: Politik.

I stedet for at komme med geniale valgløfter så som en børnecheck til alle børn, og dette efter at ordningen med et huslejetilskud på 10 procent pr. barn er bortfaldet, bør vi først og fremmest anerkende de reelle problemer der er her og nu i vores samfund.

Hvordan hiver vi Grønland ud af det dødvande vi i lang tid har befundet os i? Jeg behøver blot at nævne området som sundhedsvæsenet og uddannelsesområdet.

I sundhedsvæsenet er der katastrofale rekrutteringsproblemer. De penge der bruges på at hente vikarer til vores i forvejen meget betrængte sundhedsvæsen, skal nu overføres til en børnecheck

Hvad med de syge, skal de ikke behandles? Kan en børnecheck erstatte personalemanglen i form af læger, sygeplejersker samt specialister? Svaret er nej. Vi skal uddanne os ud af problemet. Indtil det er sket, er vi stadig nødt til at bruge penge på at rekruttere kvalificeret personale.

Uddannelsesområdet har ligeledes meget ondt. I "Folkeskolen" nr. 47/02 kan man læse, at aldrig før har så mange elever fra afgangsklasserne i Grønland fået dumpekaraktererne 00 og 03 i dansk og engelsk. Hvorfor? 40 procent af bygdeskolernes lærere har ingen læreruddannelse. Omkring 450 lærerstillinger er besat med uuddannede undervisere. De uddannede lærere søger væk fra bygderne og ind til byerne, og mange af de lærere der kommer fra Danmark bliver i landet meget kortere tid end tidligere.

Der mangler en politisk indsats og vilje til en indsats for at fastholde lærerne i folkeskolen, og 20 procent af dimittenderne fra Grønlands Seminarium har i perioden 1990 til 1999 forladt folkeskolen og gået over i et andet erhverv. Hvorfor?

Der er nedslidte skoler og kollegier, samfundet er ikke klar til Atuarfitsialak, og mange af vore GU-elever skal tage et ekstra år med tillægsprøver inden de kan komme ind på en videregående uddannelse i Danmark eller andre nordiske lande. Deres niveau er simpelt hen ikke højt nok til at gennemføre et studie. GU-niveauet skal højnes, således at vi ikke begrænser vore studerende, men giver dem frihed til selv at vælge linie.

Vores universitet har et alvorligt problem i øjeblikket. Huset er ved at rådne, de mangler plads og har en del andre problemer med strøm med videre. Deres samlede behov er 1600 kvadratmeter: Det kunne de få for 32 millioner kroner. Det skulle også gerne frigive nogle driftsmidler, som bruges til leje af andre lokaler, hvorefter man burde renovere deres nuværende lokaler. Det kan vi ikke kan komme udenom, da bygningen er bevaringsværdigt og har stor historisk betydning.

Efterfølgende kunne den næste uddannelse flytte ind i huset, hvorefter vi fortsætter. Vi kommer til at strække pengene over flere år og mange - og måske endda alle - får løst problemerne i sidste ende.

Den eneste reelle vej frem for Grønland er uddannelse. Måden at klare dette problem på er at udvælge indsatsområder inden for uddannelsessektoren, når så det første indsatsområde fungerer så tæt på optimalt som muligt, tager man fat på det næste og så videre. Min indstilling er at vi starter for neden og arbejder os opad. På samme tid er vi nødt til se i øjnene, at der er enkelte områder der har meget trange kår, her er vi også nødt til at tage tingene fra en ende af. Her må prioriteringen være, at man vælger de uddannelser som vi har mest behov for, det vil sige social, sundhed og folkeskolen i første række.

Man har i Siumut en tendens til at love, at det hele kan lade sig gøre på en gang. Det kan det ikke, dette er en realitet, som vi ikke kan komme udenom uanset om vi vil eller ej.

Selvstyre er et stort emne i disse dage, dog er der ingen svar på hvordan vi skal finansiere bloktilskuddet fra Danmark, selvfølgelig skal vi have selvstyre på et eller andet tidspunkt. Vi skal arbejde hen imod det, men det skal gå stille og roligt. Lige netop på dette punkt må vi ikke forhaste os, statsministeren har også sagt at der intet er til hinder for at indføre selvstyre, vi skal bare sige til, så får vi det.

Jeg vil så lige spørge, hvem skal så betale for de uddannelsespladser vi har i Danmark? Hvem skal tage sig af fiskeriinspektionen i vort meget store hav? Hvem skal tage sig af eftersøgning og redning til søs? Hvem skal hjælpe i EU-spørgsmål, danskerne forsvarer os godt, mange EU-lande er allerede ude på at vifte os af vejen. De betaler en masse penge for nogle fisk de ikke får, samtidig får vi lov til at eksportere toldfrit til EU. En del af hjælpen til opnåelse af disse resultater kommer fra Danmark. Selvstændighed skal nok komme, når vi er klar og hele befolkningen er klar.

Selvstyrekommissionen siger, at hvis skal have nogen forhåbninger om selvstyre, så skal vi til at lukke en masse bygder. Dette fortæller de os i en tid, hvor vi er i gang med at udvide forskellige aktiviteter i bygderne. Jeg er ikke specielt meget tilhænger af bygderne, men jeg kan heller ikke se, hvor vi skal gøre af disse mennesker, hvis ikke de skal være i bygderne hvor de er glade for at være. Dermed mener jeg også at disse mennesker skal have en værdig tilværelse med arbejde, aktiviteter og hvad der ellers hører til.

Der bliver talt meget om tilkaldt arbejdskraft og om hvordan vi slipper af med dem. Skal vi ikke lige spørge os selv, hvem det er der har tilkaldt dem. En anden ting er, at der tales meget om hvilken hårfarve man har. Jeg mener, at vi i stedet skal spørge os selv om, hvordan vi fastholder og integrerer dem der kommer, og med tiden får en rimelig fast stab med de samme medarbejdere som cirkulerer her i Grønland. Et flersproget samfund er en styrke i sig selv. Det er ikke nødvendigt, at vi hakker på hinanden.