Indsigt: Kronisk på støtte

Kronisk på støtte

Grønlands ja til den udvidede selvstyreordning er et slag i luften, for Siumut-partiet har forvaltet landet så dårligt, at forudsætningerne for reel uafhængighed er længere væk end i 1979, da hjemmestyret blev indført.

Den ledende Siumut-politiker, Lars-Emil Johansen, citerer ofte den sydafrikanske biskop Tutu: "Da missionærerne kom for første gang, havde vi landet, og de havde Bibelen. De sagde til os: Lad os bede. Og vi lukkede øjnene. Da vi åbnede øjnene igen, havde vi Bibelen, og de havde landet".

Johansen finder nemlig citatet dækkede for dansk/grønlandske forhold, som han dermed sammenligner med de hvides behandling af de sorte i Sydafrika gennem apartheid-tiden. Desuden er Johansens regelmæssige indlæg i danske aviser fyldt med Danmarks "historiske synder" en "påtvunget grundlov", "falske præmisser", "skjulte sandheder" og Danmarks "påståede ret" til dette og hint.

Med disse stadig mere skingre anklager forsøger Johansen at dække over, at Grønlands velkendte økonomiske og sociale nedtur først for alvor begyndte, efter at han og Siumut satte sig på magten i forbindelse med etableringen af hjemmestyret for snart 30 år siden.

For trods årlige milliardtilskud fra Danmark og EU på knap 30 procent af den samlede grønlandske reale disponible bruttonationalindkomst, har landets økonomiske vækst gennem perioden været langt mindre end den danske. I dag fylder den grønlandske offentlige sektor, offentligt ejede selskaber samt selskaber, som er afhængige af offentlige anlægsbevillinger og tilskudsordninger 50 procent af økonomien. Tilbage er kun fiskeeksporten (17 procent) samt turisme (2 procent) og råstofudvinding (2 procent), som overvejende opererer på markedsvilkår. Gennem perioden 2000-2005 har Grønlands underskud på vare- og tjenestebalancen desuden været på mellem 20 og 30 procent af BNP - med en stigende tendens.

Heldigvis for befolkningen i Qaannaq er de erstatningshuse, der blev bygget til dem, da de
blev forflyttet fra området ved Thule Air Base, af så god en kvalitet, at de stadigt kan bruges.
(foto an)

En af hovedårsagerne er, at hjemmestyret i mange år har anvendt store samfundsressourcer på at fastholde bosætning i selv de mindste bygder. Det spredte bosætningsmønster er i sig selv er en alvorlig økonomisk byrde og medvirker samtidig til at fastholde en lav produktivitet og dermed utilstrækkelig konkurrenceevne i de landbaserede erhverv.

Det værste er imidlertid, at udviklingen også går den gale vej, når det gælder humankapital. Selv om Danmark stiller gratis uddannelsespladser til rådighed, er andelen af grønlændere uden videregående uddannelse katastrofalt høj og den sociale armod stor. Hovedårsagen er, at Johansen og Siumut gennem årene af nationalistiske grunde har nedprioriteret danskundervisningen i de grønlandske skoler, så flertallet af unge grønlændere ikke er i stand til at gennemføre en dansk videregående uddannelse.

Johansens politik har kostet Grønland dyrt – og det tragiske er, at de fulde økonomiske, menneskelige og sociale omkostninger ved Siumuts fejlslagne bosætnings-, erhvervs-, sprog- og uddannelsespolitik først kulminerer i de kommende årtier. Dermed er forudsætningerne for reel grønlandsk uafhængighed ringere end i 1979 da hjemmestyret blev indført - uanset om der findes olie i undergrunden eller ej. Danmarks medansvar består primært i, at vi har ladet det komme så vidt.