Grønlands valg for fremtiden

Hvis den grønlandisering, der har foregået i 50 år, bliver en idealisering af fortiden, så udelukker man en stor gruppe grønlændere fra deres eget samfund. Den grønlandiserende diskurs kommer til at skabe et billede af ægte grønlændere som grønlandsktalende naturmennesker med kajak og kamikker; og sådan er virkeligheden ikke.

Onsdag d. 10. december 2008
Julie Rademacher
Mogens Lykketoft
Emnekreds: Selvstyre, Selvstyreafstemning.

Indholdsfortegnelse: Grønlandisering Idealisering af fortiden Et punktum Fremtidens valg Det grønlandske folk har i 50 år bekæmpet 'daniseringen' af samfundet med 'grønlandisering'. Det er helt fint og fuldt forståeligt. Men grønlandiseringen har dog også sine faldgruber, så der er brug for nye visioner og nye kræfter for at opbygge et fuldt ud selvkørende Grønland Hvis den grønlandisering, der har foregået i 50 år, bliver en idealisering af fortiden, så udelukker man en stor gruppe grønlændere fra deres eget samfund. Den grønlandiserende diskurs kommer til at skabe et billede af ægte grønlændere som grønlandsktalende naturmennesker med kajak og kamikker; og sådan er virkeligheden ikke. Folkeafstemningen i Grønland om den nye selvstyreordning var en dejlig oplevelse. Det blev et 'aap' - et stort 'ja' med hele 75,5 pct. opbakning. Det var godt, fordi det havde været meget svært at se vejen frem med et andet udfald. Nu er der ingen tvivl om, at selvstyreordningen med meget stort flertal vil blive vedtaget både i Grønlands landsting og det danske Folketing. Og på Grønlands nationaldag 21. juni 2009 vil vi fejre, at 30 års hjemmestyre erstattes af den nye selvstyreordning. Der vil ikke af den grund ske mærkbare mange ændringer i folks dagligdag. Men der er tale om noget, der på det principielle og følelsesmæssige plan er uhyre vigtigt. Det mærkede vi begge, da vi deltog i folketingsudvalgets rejse til Sydgrønland i eftersommeren. Og Julie Rademacher oplevede det igen, da hun tog konsekvensen af sine grønlandske rødder og deltog i sidste uge af kampagnen for et ja til folkeafstemningen i november. Grønlænderne skulle selvfølgelig stemme ja. De skulle have mere frihed og større ansvar, anerkendes som folk og have grønlandsk som det officielle sprog. Det var der i virkeligheden ikke meget delte meninger om. Modstanden mod selvstyreordningen skyldtes mere en protest og en mistillid til de siddende politikere, som har andre og på nogle punkter gode grunde. (© an) Grønlandisering Grønland har været under dansk herredømme siden 1721. Den danske tilstedeværelse i Grønland er allestedsnærværende. Man køber for danske kroner dansk mælk og rugbrød i Brugsen. Går man ind i Katuaq, Grønlands Kulturhus, som ligger i Nuuk, står menuen på dansk. Skolernes ferier er planlagt efter de danske, og således er der også efterårsferie, eller kartoffelferie, i Grønland, selv om der ikke er mange kartofler, der skal graves op. Mønsteret fortsætter i forhold til administration, jagtsæsoner og lovgivning. Det er de danske måder, der bestemmer det grønlandske samfunds præmisser, og det selvom Danmark og Grønland har ubetinget forskellige vilkår i forhold til alt fra geografi og ressourcer til kultur og sprog. Vi danskere er kommet med vores ekspertviden og har bestemt, hvad der er rigtigt og forkert for Grønland, og vi har ment, at vi havde ret og pligt til at gøre det. Den 'danisering' der foregik indtil for få årtier siden med tvangsfjernelser af børn og forflytning af folk fra bygderne, var undertrykkende, og et udtryk for, at Danmark som kolonimagt opførte sig på en måde, vi i dag klart fordømmer andre steder i verden. Idealisering af fortiden Siden 1960'erne har det grønlandske folk bekæmpet daniseringen af samfundet med grønlandisering. Det betyder, at man har indført en større grad af grønlandsk i skolerne, man tager sine børn med på jagt, og der undervises i traditionelle kunsthåndværk. Det er helt fint og fuldt forståeligt. Men grønlandiseringen har dog også sine faldgruber. Som en hvilken som helst anden nationalistisk bevægelse, skaber det hurtigt mere foragt end forståelse. Det danske; sproget, kulturen, folket, måderne er nu en del af det grønlandske. Det danske sprog er nu engang praktisk at kunne godt, så snart man bevæger sig rundt i Rigsfællesskabet eller vil opad i uddannelsessystemet. Desuden er mange folk i Grønland, som er danskere eller efterkommere deraf. Der er mange, som ikke taler grønlandsk, aldrig har været på jagt og ikke kan fiske eller køre hundeslæde. Hvis grønlandiseringen bliver en idealisering af fortiden, og de mennesker, som repræsenterer den, så udelukker man en stor gruppe grønlændere fra deres eget samfund. Den grønlandiserende diskurs kommer til at skabe et billede af ægte grønlændere som grønlandsktalende naturmennesker med kajak og kamikker; og sådan er virkeligheden ikke. Hvis grønlænderne virkelig vil gøre dette valg til et valg for fremtiden, så må de indarbejde fortiden. Den danske tilstedeværelse har haft sine gode og dårlige sider. Nu må der sluttes fred med historien og med udgangspunktet i nuet kigges ind i fremtiden. En positiv og bæredygtig fremtid for Grønland er en fremtid med plads til alle og brug for alle. En bæredygtig økonomi og udvikling for de næste generationer af grønlændere. Et land, der opbygger en selvforståelse og tør at kigge ud mod verden og søge egne løsninger. (© an) Et punktum Der er brug for nye visioner, nye kræfter og nye politikere, hvis dette skal ske. Flere af dem, der nu har kæmpet for selvstyre, er de samme, som kæmpede for hjemmestyre. De har været få med brede skuldre og visioner. Lars Emil Johansen har selv sagt, at indførelsen af selvstyret også skal ses som et punktum og anledning til at lade faklen gå over til en ny generation, der kan skabe et bredt politisk samarbejde, der kan træffe beslutninger om de nødvendige reformer på infrastruktur, uddannelse, social- og boligområdet, skabe nye jobmuligheder og sørge for en mere ligelig fordeling af muligheder og velstand i det grønlandske samfund. Fremtidens valg Selvstyreordningen gør klart, at Grønland - når der er politisk ønske og økonomisk vilje - kan overtage alle samfundsopgaver. Også politi og retsvæsen. Og at råstofferne i undergrunden tilhører Grønland, men at der meget naturligt sker en afvikling af Danmarks bloktilskud til Grønland, når råstofindtægterne for alvor begynder at komme i kassen. Tilbage vil være et Rigsfællesskab, hvor kongehuset, udenrigs- og forsvarspolitikken og højesteret er fælles. Vi ser frem til et sådant stadigt mere ligeværdigt samarbejde mellem Grønland og Danmark. Vi glæder os over, at change også kommer til Grønland. Vi håber og tror, at vi inden for de nye rammer kan udvikle et endnu stærkere fællesskab. Det stærke og gode ved vore relationer er ikke især, at der er penge imellem os. Trods afstanden i baggrund, kultur, klima og geografi er vi flettet sammen af de mange familiebånd og stærke, flotte fælles oplevelser. En stor del af den grønlandske nation bor midlertidigt eller permanent i Danmark, og for mange danske er ophold og besøg i Grønland blandt højdepunkterne i deres liv. Det er derfor, vi heldigvis fortsat hører sammen.