2008 - Et turbulent år

Demokraterne vil have ændret på den nuværende boligpolitik. Som det er nu satser Landsstyret udelukkende på, at boliger bliver renoveret eller revet ned og nye bygget op i Nuuk. Disse boliger vil Landsstyret kun leje ud som personaleboliger eller sælge som andelsboliger. Det drejer sig blandt andet om blokkene, der huser flere tusinde mennesker, som aldrig vil have råd til indskuddet til en andelsbolig. Hvor skal de bo?

Søndag d. 4. januar 2009
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Politik, Selvstyre, Socialt ansvar.

Nytårstale fra Demokraternes formand Jens B. Frederiksen
Nu har Siumut i mere end 30 bevist, at de ikke er i stand til at skabe et moderne velfærdssamfund. 30 år må være nok, og 2009 bliver forhåbentlig året, hvor vi andre får chancen. 2009 skal i fremtiden meget gerne huskes som det år, hvor Siumut for første gang mistede magten i Grønland.

Nøgternt bedømt er der ingen tvivl om, at Siumut og partiets dikkende lammehale Atassut vil holde sammen. Der er heller ingen tvivl om, at Demokraterne går til valg på, at Siumut skal i opposition. Disse kendsgerninger efterlader formentlig nøglen til magten hos Inuit Ataqatigiit. Her skal det blive spændende at se om Kuupik Kleist har mod nok til at afvise det Siumut-frieri, der ganske givet vil komme. Hans forgænger Josef Motzfeldt havde ikke modet, og det betød, at landet blev kastet ud i det politiske eksperiment, der lystrede navnet Nordlys-koalitionen. En koalition, der som bekendt gik i opløsning, da Hans Enoksen på snedig facon malede IA op i en krog, indtil han lod hammeren falde og kylede partiet ud af sit Landsstyre.

Demokraterne vil gerne allerede nu love det grønlandske folk, at en stemme på os er det samme som at sige nej tak til Siumut. Jeg håber, at Kuupik Kleist vil vise sig modig nok til at komme med samme løfte. Nu er handsken i hvert fald kastet.

Jeg kommer nok ikke uden om at se lidt tilbage på året, der gik. Her er det uundgåeligt at berøre det formandsopgør, der udspillede sig for åbent tæppe henover sommeren. Jeg havde aldrig regnet med, at det skulle komme så vidt, at vi var nødt til at udskifte Per Berthelsen som formand. Men udskiftningen var nødvendig, og jeg mener faktisk, at de efterfølgende begivenheder har bevist det. For det første blev det sværere og sværere for Per Berthelsen at tale og skrive ordentligt til folk. Jeg skal ikke her gengive interne mails fra Per Berthelsen, men blot konstatere, at de kunne være mindst lige så onde og grænseoverskridende, som nogle af de mails og pressemeddelelser, som han sendte ud i løbet af formandsopgøret.

For det andet svigtede Per Berthelsen groft den landstingsgruppe, som på hans eget ønske havde indsat ham som Demokraternes repræsentant i Selvstyrekommissionen. Per Berthelsen orienterede aldrig rigtig om, hvad der foregik, og han havde tilsyneladende ikke modet til at kæmpe for Demokraternes synspunkter. Dette resulterede som bekendt i, at vi var nødt til at anbefale et nej til den aftale, der blev stemt om i november. En aftale, der kunne have været meget bedre, hvis Per Berthelsen havde fulgt de henstillinger som Demokraternes landstingsgruppe gav ham.

For det tredje var det på Per Berthelsens foranledning på det nærmeste blevet forbudt at være alt for kritiske over for de andre partier og især Siumut. Dette skyldtes, at Per Berthelsens vurdering var, at vi aldrig ville komme i betragtning som koalitionspartner, hvis vi var alt for kritiske. Historien viste os, at Per Berthelsen selv stak den kritiske pibe i inderlommen, lavede et knæfald for Hans Enoksen og fik den Landsstyrepost, som han har drømt om i lang tid.

Så meget om Demokraternes formandsopgør i denne omgang. Året har nemlig også været præget af en mængde andre politiske skandaler.

I Landsstyret halter det på vanlig vis. Endnu en gang har der været godt gang i svingdøren, hvilket i sig selv burde være et bevis på Landsstyreformandens totale mangel på lederegenskaber. Tillad mig i den forbindelse at citere, hvad Per Berthelsen sagde fra Landstingets talerstol den 25. september 2007:

”Gennem det sidste år har den hyppige udskiftning i Landsstyret med al ønskelig tydelighed vist, at vort land hungrer efter en Landsstyreformand med ordentlige lederegenskaber. En Landsstyreformand, der tør tage de rigtige beslutninger – også når de er upopulære. En Landsstyreformand, der nyder respekt hos sine samarbejdspartnere.

Det har vi ikke i dag.

I dag har vi en Landsstyreformand, der af alle – også af mig - bliver betragtet som et sødt og rart menneske. En fremragende egenskab, som han deler med de fleste af de siddende landstyremedlemmer, men som desværre ikke betyder det store som udtryk for evner til at lede vort land.”

Tja – Per Berthelsens ord er lige så sande i år, som de var sidste år.

2009 bliver derfor forhåbentlig året, hvor Siumut-tyranniet får en ende, så vi andre kan tage fat på den hårde kamp for at sikre vore børn ordentlige folkeskoler. Så vi andre kan kæmpe for at afskaffe børnefattigdom, Så vi andre kan skabe bedre vilkår for erhvervslivet. Så vi andre kan komme i gang med at fremtidssikre samfundet ved at tage fat på nødvendige debatter som fremtiden for bygderne, for fangererhvervet, for vores måde at bosætte os på. Ting som man i dag kun kan debattere, hvis man samtidig er klar til at blive stemplet som landsforræder.

Hos Demokraterne er vi ikke bange for at tage debatten, men det kræver, at der er nogen, der tør debattere med os. Det er der ikke i øjeblikket.

2009 bliver året, hvor vi indfører selvstyre. For at det kan blive en succes, så er vi nødsaget til at se på vores bosætningsmønster. Desværre er det blot et spørgsmål om tid før den globale finanskrise sætter ind heroppe også. Det betyder, at vi bliver nødt til at få en klar økonomisk politik, der tør tage vores spredte bosætningsmønster op til revurdering. Vi skal satse på de rentable steder.

Royal Greenland har varslet lukning af flere fabriksanlæg i bygderne. Landsstyrets umiddelbare løsning er at love tilskud til driften. Såfremt Selvstyret skal blive en succes, så SKAL vi lære at tilskud udelukkende skal anvendes til iværksætteropstart og ikke til drift af urentable virksomheder.

Det betyder også, at samfundets penge til boligbyggeri skal tilflyde de rentable steder, så det bliver attraktivt for befolkningen de urentable steder at flytte for at få arbejde og dermed et bedre liv.

Og nu vi er ved boligområdet, så er det vigtigt at fastslå, at Demokraterne vil have ændret på den nuværende boligpolitik. Som det er nu satser Landsstyret udelukkende på, at boliger bliver renoveret eller revet ned og nye bygget op i Nuuk. Disse boliger vil Landsstyret kun leje ud som personaleboliger eller sælge som andelsboliger. Det drejer sig blandt andet om blokkene, der huser flere tusinde mennesker, som aldrig vil have råd til indskuddet til en andelsbolig. Hvor skal de bo?

Demokraterne vil have lavet en analyse over, hvor mange i de pågældende boliger, der vil være i stand til at købe en andelsbolig og hvor mange, der af forskellige årsager aldrig vil være i stand til det. Herudfra skal der naturligvis bygges almennyttige boliger i det nødvendige omfang.

2009 bliver også året, hvor Demokraterne vil fortsætte arbejdet for en anden af vore mærkesager; at sætte en stopper for at nogle børn går sultne i seng. Derfor er vi glade for at være med til at indføre en skolemadsordning i Kommuneqarfik Sermersooq. Det er en ordning, som vi ønsker bredt ud til hele landet, da det ikke kun er et hovedstadsfænomen, men et landsdækkende problem.

2009 bliver med andre ord året, hvor Demokraterne fortsat vil være det parti, der siger præcis, hvad vi mener. Vi vil fortsætte med at sætte fokus på de ting, der er galt i vort samfund. Vi vil fortsat være dem, der tør stå ved upopulære beslutninger. Vi vil med andre ord fortsætte med at være dem, der rusker op i det grønlandske samfund med det formål at skabe et bedre.

Godt Nytår