Udenrigsministerens nytårstale ved landsstyreformandens nytårsreception 7. januar 2009

Det kommende år vil – med indførelsen af selvstyret på Grønlands nationaldag 21. maj – bringe mange ændringer i de vante rutiner mellem Danmark og Grønland. Vi vil ganske sikkert møde indbyrdes misforståelser og småproblemer i denne proces. Men vi vil møde dem i fællesskab, og vi vil løse dem gennem dialog.

Tirsdag d. 13. januar 2009
Per Stig Møller, Udenrigsminister
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskabet.

Hr. landsstyreformand, grønlandske venner, venner af Grønland: Når historien skal skrives, vil 2008 i den grønlandsk-danske fortælling først og fremmest blive husket som året, hvor den fælles Selvstyrekommission afleverede sin betænkning, og hvor Grønlands befolkning ved den vejledende folkeafstemning i november sagde højt og tydeligt ”ja, tak!” til resultatet. Den høje valgdeltagelse og det store flertal for resultatet gav et overbevisende folkeligt mandat til landsstyret. Den vejledende folkeafstemning om selvstyre vakte en del international interesse, og vore ambassader modtog ikke så få henvendelser fra den lokale presse, som ønskede at forstå hvad der foregik i Grønland og i forholdet mellem Grønland og Danmark. Sådanne forespørgsler er naturligvis altid farvet af spørgerens eget erfaringsgrundlag. En af de niere mindeværdige forespørgsler nåede vor ambassade i et land, der ikke har helt de samme demokratiske traditioner som os. Den lød i korthed: ”Hvorfor i alverden opgiver Danmark store landområder uden krig eller væbnet opstand?” - Man kan godt more sig over sådanne henvendelser; men de bidrager også til at satte det unikke forhold mellem Danmark og Grønland i relief, og de giver anledning til at glæde sig over den ånd, der altid har hvilet over samarbejdet, Rigsfællesskabet – det ligeværdige partnerskab mellem 3 rigsdele – er en unik konstruktion, som jeg mener, vi alle har stor glæde af og bør være stolte af. Men netop fordi konstruktionen er unik, kan det undertiden vare svært for omverdenen at forstå den. Svaret til den undrende journalist lød naturligvis for det første, at Rigsfællesskabet består, og for det andet at det kommende selvstyre er vokset ud af en lang, demokratisk tradition baseret på dialog og samarbejde. Det er mit håb og mit ønske, at det ny selvstyre vil give denne dialog endnu bedre vilkår, således at vi i fællesskab kan møde de udfordringer, der ligger foran os. Og udfordringer er der nok af. Jeg kommer netop fra et samråd i Folketingets Grønlandsudvalg om Thule-sagen. Anledningen var naturligvis den BBC-artikel, som blev bragt 10. november sidste år. Det er jo en gammel sag, som bliver ved med at dukke op og skabe utryghed. Jeg forstår den forvirring og uro, som påstandene i artiklen skaber, ikke mindst i den grønlandske befolkning, som i forvejen har været meget igennem i forbindelse med flystyrtet i 1968. Vi har en fælles interesse i at nå til bunds i sagen, og derfor har jeg meddelt Grønlandsudvalget, at jeg har besluttet at anmode Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om at se det materiale vi har igennem med henblik på en eventuel opdatering af DUPI-redegørelsen fra 1997. Vi vil lade uvildige fagfolk gennemgå materialet og give deres vurdering, så vi om muligt omsider kan få en ende på denne sag. Der er stigende internationalt fokus på Arktis, med de potentialer indenfor råstoffer og skibstrafik som regionen har. I pressen er dette blevet beskrevet i dramatiske vendinger som ”Kampen om Nordpolen”. Her kom kampen om Hans Ø og det russiske flag op som eksempler. Der var derfor behov for, at de fem lande omkring Polarhavet – USA, Canada, Rusland, Norge og Danmark/-grønland – sendte et klart politisk signal til hele verden om, at vi vil udnytte de nye muligheder i området på en ansvarlig måde og under særlig hensyntagen til befolkningerne og miljøet i området. Derfor indbød landsstyreformanden og jeg de fire andre arktiske kyststater til et møde i Ilulissat om hvordan vi i fællesskab kan håndtere den ny tid. Mødet, der fandt sted i maj i fjor, var en stor succes, og vi fik med Ilulissat-deklarationen slået tonen an for det fremtidige samarbejde om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer som klimaforandringerne indebærer for Arktis. Som altid var det en fornøjelse at være i Grønland, og jeg vil gerne igen takke landsstyreformanden for det gode samarbejde om konferencen. Vi har alle i året som gik haft gode stunder og også mindre gode stunder. Til afsnittet om mindre gode stunder må jeg pege på Den internationale Hvalfangstkommission, hvor det i sommer ikke helt gik efter regeringens ønske i spørgsmålet om nye hvalfangstkvoter til Grønland. Jeg forstår, at Grønland har reageret vredt på denne oplevelse og jeg ser da også gerne, at vi prøver at finde en vej ud, som måtte være mere tilfredsstillende for Grønland. Først og fremmest skal vi undersøge hvilke muligheder, der er, og dernæst – om muligt – sikre en løsning til fordel for alle. Også når det gælder sælfangst arbejder vi op ad bakke og mod en grøn opinion i Europa og USA. Vi må erkende, at faglige og saglige argumenter ikke har kunnet få bevægelsen mod et europæisk importforbud til at gå væk. Etter min opfattelse må vejen frem være at arbejde for en robust mærkningsordning, der kan give forbrugerne tillid til at de grønlandske sælskind kan købes og bæres med god, grøn samvittighed. Derfor gav jeg også min veninde en grønlandsk sælskindspels i julegave! Jeg er glad for det tætte samarbejde der også i denne sag er mellem vore embedsmand i Nuuk, København og Bruxelles, for det betyder, at vi uanset udfaldet vil kunne se hinanden i øjnene og sige, at vi har gjort alt hvad vi kunne for at sikre Grønlands interesser bedst muligt. I 2009 ser vi i Rigsfællesskabet frem til at overtage formandskabet for Arktisk Råd for de næste to år. Det er et rigtig godt tidspunkt for os at have formandskabet: vi får lejlighed til at følge op på Ilulissat-mødet, og der vil være mulighed for at levere et særligt arktisk indspil til COP15. En særlig tillokkelse ved dette formandskab er naturligvis, at det vil give mulighed for møder i Grønland, der vel snart føler sig overrendt. Det kommende år vil – med indførelsen af selvstyret på Grønlands nationaldag 21. maj – bringe mange ændringer i de vante rutiner mellem Danmark og Grønland. Vi vil ganske sikkert møde indbyrdes misforståelser og småproblemer i denne proces. Men vi vil møde dem i fællesskab, og vi vil løse dem gennem dialog. Jeg hører til dem der tror på, at selvstyret giver grobund for en endnu mere konstruktiv udvikling i forholdet mellem Grønland og Danmark inden for Rigsfællesskabets rammer. Vi har et glimrende samarbejde, som vi glæder os til at fortsætte. Derfor ser jeg med fortrøstning og glæde frem til samarbejdet i det ny år.