Om at placere et ansvar

Der har gennem årene været flere tilløb til at gribe ind fra Folketingets side, men det er hver gang blevet afvist med heftig kritik af at ”kolonimagten igen ville blande sig i Grønlands indre anliggender”.
Husk også på den voldsomme kritik af ”Flugten fra Grønland”.

Torsdag d. 22. januar 2009
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Børns vilkår.

I den endnu engang opblussede debat om udsatte børns levevilkår i Grønland er der rejst to spørsgmål om ansvar: Er det ikke et par grønlandske politikeres ansvar? Er det ikke Danmarks ansvar? Det første spørgsmål først: Er det ikke et par grønlandske politikeres ansvar? Nej, det er ikke et par grønlandske politikeres ansvar. Det er muligvis en lille smule Juliane Henningsens ansvar, men absolut ikke Lars-Emil Johansens ansvar. Lars-Emil Johansen har været så mange år i politik, at vælgerne præcist ved hvad de får, når de stemmer på ham. Og det er absolut ikke interesse for Grønlands børns levevilkår. Måske med en sidebemærkning i en tale under diverse valg, men ikke aktivt i Folketinget og fra Folketingets talerstol, og heller ikke på dobbeltposten som medlem af Landstinget. Det er denne præcise viden om Lars-Emil Johansen arbejde som politiker, der har sikret ham det ene genvalg efter det andet. Derfor er de misrøgtede og sultende grønlandske børn de grønlandske vælgeres ansvar. Et stort flertal af vælgerne har gennem deres stabile stemmeafgivning vist, at de er fuldstændigt ligeglade med levevilkårene for landets børn. I modsat fald var det andre mennesker, der stillede op og blev valgt ind og blev hørt af et beslutningsdygtigt flertal. Og så det andet spørgsmål: Er det ikke Danmarks ansvar? Jo, i sidste ende er det Rigsenhedens (ikke Danmarks) ansvar, men Grønland fik hjemmestyre for 30 år siden og ser nu ud til at skulle have et slags ”selvstyre”. Det har Folketinget besluttet i tillid til at Hjemmestyret (og det kommende selvstyre) ville behandle sine borgere med det samme ansvar, som man gør det i resten af rigsenheden. Det har man ikke gjort – i hvert fald ikke, når man tænker på det udbredte seksuelle misbrug af børn, og undersøgelser, der viser at hvert sjette barn i Grønland går sulten i seng. Der har gennem årene været flere tilløb til at gribe ind fra Folketingets side, men det er hver gang blevet afvist med heftig kritik af at ”kolonimagten igen ville blande sig i Grønlands indre anliggender” (den sædvanlige Lars-Emil-retorik). Husk også på den voldsomme kritik af ”Flugten fra Grønland”. Danske politikere og presse skældes ud for det værste, når de forsøger at kaste lys på de uhyrligheder, der kan opleves hver dag i Grønland - ikke mindst når det gælder børnene. Resultatet er lysende klart: Flere og flere i Danmark håber, at Grønland vil få fuld selvstændighed, så man i Danmark på den måde kan frigøre sig fra et medansvar.