Svar på § 20-spørgsmål: Om grønlandske børn, der sulter

Danmark afleverede i august 2008 – med bidrag fra Grønlands hjemmestyre – en rapport til FN om børnekonventionens overholdelse. Velfærdsministeriet forventer, at FN indkalder Danmark til eksamination ultimo 2010, hvor også Grønlands Hjemmestyre vil være repræsenteret. Her vil FN konkludere vedrørende rigets, herunder Grønlands overholdelse af børnekonventionen.

Tirsdag d. 3. februar 2009
Anders Fogh Rasmussen
Emnekreds: Børns vilkår.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 1060 stillet af Mogens Jensen (S).

Spørgsmål:
Hvad vil statsministeren gøre for at sikre, at Grønland, som en del af rigsfællesskabet, overholder børnekonventionen og forhindre, at børn sulter?

Svar:
De forhold for grønlandske børn, som har været beskrevet i pressen, finder jeg foruroligende, og det må give anledning til overvejelser om, hvordan indsatsen kan forbedres. Dette helt uafhængigt af, om en konvention skulle være overtrådt eller ej.

Det kan i øvrigt hertil tilføjes, at UNICEF i en pressemeddelelse den 22. januar 2009 har meddelt, at oplysningen om, at UNICEF har sat Grønland på en liste over lande, der ikke overholder FNs Børnekonvention, ikke er korrekt. UNICEF har ikke en sådan liste. Men UNICEF har udtrykt bekymring for børns situation i Grønland. Dette er i sig selv også tilstrækkeligt til, at der bør fokuseres mere på grønlandske børns vilkår, og hvordan disse vilkår kan forbedres.

Danmark afleverede i august 2008 – med bidrag fra Grønlands hjemmestyre – en rapport til FN om børnekonventionens overholdelse. Velfærdsministeriet forventer, at FN indkalder Danmark til eksamination ultimo 2010, hvor også Grønlands Hjemmestyre vil være repræsenteret. Her vil FN konkludere vedrørende rigets, herunder Grønlands overholdelse af børnekonventionen.

Regeringen (den daværende socialminister) og hjemmestyret indgik i 2006 en aftale med henblik på bl.a. at styrke samarbejdet i forhold til udsatte børn i Grønland. Dette samarbejde skal selvfølgelig respektere, at Grønland har overtaget det sociale område som hjemmestyreanliggende.

Det er således regeringens politik, at samarbejdet mellem danske og grønlandske myndigheder sker i forståelse med hjemmestyret, og med respekt for hjemmestyrets kompetencer, som det også blev udtrykt af et bredt flertal i Folketinget den 19. februar 2008 under forespørgslen om den politiske og socialpolitiske situation i Grønland.

Indenfor disse rammer har Velfærdsministeriet på møder med hjemmestyret drøftet, hvordan man kan forstærke indsatsen over for grønlandske børn. Det er ministeriets opfattelse, at man i Grønland arbejder på at få afdækket og rettet op på de problemer, der er. Grønlands hjemmestyre har i den forbindelse bedt SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) kortlægge grønlandske familiers trivsel med henblik på at få et overblik over problemernes omfang.

Det kan afslutningsvis oplyses, at velfærdsministeren sammen med Hjemmestyret planlægger et besøg i Grønland i marts for bl.a. at drøfte forholdene for de grønlandske børn og den danske støtte til hjemmestyrets indsats.

Regeringen er indstillet på at gøre alt, hvad vi kan, for at støtte Hjemmestyret i arbejdet med at forbedre grønlandske børns vilkår, og vi stiller gerne faglig bistand til rådighed for Hjemmestyret.