Vred og såret

Demokraterne har siden partiets stiftelse ment, at Siumut er et udueligt regeringsparti, der bærer hovedansvaret for de problemer, der beviseligt er i dette samfund. Det står vi naturligvis ved. Men det berettiger ikke Per Berthelsen eller andre til at give os et medansvar for et overfald på sig selv og på Landsstyreformanden.

Onsdag d. 4. marts 2009
Astrid Fleischer Rex, Medlem af Grønlands Landsting for Demokraterne
Emnekreds: Politik.

Det er sjældent, at jeg bliver rigtig vred. Der er dog to episoder i den sidste uges tid, der rent faktisk har formået at gøre mig netop det. Rigtig vred. Første episode var naturligvis, da Landsstyreformanden og Landsstyremedlemmet for Finanser blev udsat for trusler på livet på åben gade i Nuuk. Den slags overgreb på demokratiet gør, at jeg bliver vred. Min partiformand Jens B. Frederiksen var hurtigt ude med en fordømmelse af det skete, så denne episode vil jeg ikke dvæle mere ved. Anden gang jeg blev rigtig vred var, da Landsstyremedlem Per Berthelsen i AG beskyldte oppositionen – som jeg er en del af - for at være en medvirkende årsag til de føromtalte trusler. En sådan påstand er dybt, dybt sårende og er vel det der må betegnes som et voldsomt slag under bæltestedet. Det er oppositionens ret og pligt at kritisere Landsstyret, når der er behov for det. Det er en del af det demokratiske spil. Det er også oppositionens ret og pligt at komme med en alternativ politik, og det gør vi gang på gang. Et par få eksempler illustrerer nok meget godt, hvad jeg mener. Demokraterne har foreslået en gratis skolemadsordning for alle. Landsstyret sagde nej. Demokraterne har foreslået en reduktion i tilskuddet til politiske partier. Landsstyret sagde nej og valgte at forhøje tilskuddet. Demokraterne har foreslået et børneråd. Landsstyret sagde nej. Og sådan kunne jeg faktisk blive ved. Oppositionspartierne Inuit Ataqatigiit, Kattusseqatigiit Partiiat og Demokraterne stiller masser af forslag på hver eneste landstingssamling, der prøver at trække vort samfund i en anden retning end den nuværende. Langt de fleste bliver afvist af Landsstyret, og det er både fair og demokratisk. Alligevel bliver vi ved, fordi det er vores ret og vores pligt. På samme måde som det er vores ret og vores pligt at kritisere Landsstyret uden samtidig at blive beskyldt for at være en medvirkende årsag til voldelige overfald.