Valg

Kig Jer omkring i vort samfund: Fattige børn, boliger, der forfalder og et sundhedsvæsen i kaos. Det er de synlige resultater af 30 år med Siumut. Lad mig derfor fastslå, at Demokraterne ikke vil indgå i et koalitionssamarbejde med Siumut efter det kommende valg.

Fredag d. 17. april 2009
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Landstingvalg juni 2009.

Der skal ikke herske tvivl om, at Demokraterne stemmer for, at der bliver udskrevet valg til Landstinget. Det nuværende Landsstyre har nemlig været præget af kaos lige siden det tiltrådte i 2005. Landsstyreformanden har foretaget et utal af rokeringer i Landsstyret. Rokeringer, der har kostet samfundet dyrt og samtidig givet et indtryk af en Landsstyreformand, der ikke har haft styr på tingene. At Landsstyreformanden først smider håndklædet i ringen i dag skyldes udelukkende taburetklæberi.

Hovedproblemet er partiet Siumut. Siumut har siddet på magten i vort smukke land i 30 år, og det er ganske enkelt alt for længe. Siumut er kørt fast. Siumut har ingen visionære idéer. Siumut trænger til at blive sendt på pension efter 30 års tjeneste.

Kig Jer omkring i vort samfund: Fattige børn, boliger, der forfalder og et sundhedsvæsen i kaos. Det er de synlige resultater af 30 år med Siumut. Lad mig derfor fastslå, at Demokraterne ikke vil indgå i et koalitionssamarbejde med Siumut efter det kommende valg.

Lad mig nu kort kommentere Landsstyreformandens begrundelser for at udskrive valg. Jeg er ikke i tvivl om, at Landsstyreformandens begrundelser er korrekte, men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er flere begrundelser end dem, som Landsstyreformanden nævner. Her er to af dem, som Landsstyreformanden prøver at skjule.

For det første er Landsstyreformanden klar over, at Demokraternes landstingsmedlem Palle Christiansen i januar har stillet et spørgsmål til Landsstyret, hvori Landsstyret blandt andet skal redegøre for de rejseudgifter, som skiftende Landsstyremedlemmer for Udenrigsanliggender har forbrugt gennem de seneste fem år. Dette spørgsmål er aldrig blevet besvaret til trods for, at reglerne siger, at sådanne spørgsmål skal være besvaret inden ti arbejdsdage. Hvad er det Landsstyret vil skjule? Det kunne være interessant at få at vide, men jeg tror ikke, at Landsstyreformanden eller Landsstyremedlemmet for Udenrigsanliggender har modet til at komme herop og give et svar. Udskrivelsen af valget betyder desværre, at de ikke længere er forpligtet til at svare.

For det andet er det ingen hemmelighed, at det nuværende Landsstyre er ved at køre landet i sænk rent økonomisk. Landsstyret har vedtaget den ene katastrofale finanslov efter den anden, og Landsstyreformanden er fuldt ud klar over, at den kommende finanslov står til at blive endnu værre. Det betyder, at landskassen vil være gabende tom inden udgangen af 2010. En sådan finanslov har Landsstyret naturligvis ikke lyst til at fremlægge og derfor er det yderst belejligt at udskrive valg.

Hos Demokraterne glæder vi os til at møde vælgerne. Vi har allerede præsenteret en børnepakke, der blev mødt med voldsom kritik fra de øvrige partier. Jeg vil derfor gerne fastslå, at vi står 100 procent ved den fremlagte børnepakke og den bagvedliggende finansiering. Hovedtrækkene i kritikken har været, at vores finansieringsforslag kommer til at gå ud over fangerne og bygderne. Heldigvis ved alle Landstingsmedlemmer og Landsstyremedlemmer, at denne kritik er tom retorik fra vores politiske modstandere. De tilstedeværende Landstingsmedlemmer og Landsstyremedlemmer har naturligvis sat sig grundigt ind i Finansloven for 2009, og ved derfor, at de besparelsesforslag, der vedrører bygder og fangere er besparelsesforslag, som er udtænkt af den nuværende Landsstyrekoalition, Siumut og Atassut, og som er sat til at blive gennemført i årene fremover. Landsstyremedlemmet for Bolig og Infrastruktur oplyste i et svar til mig så sent som den 7. april 2009 følgende ” Landsstyret er af den opfattelse, at såfremt der skal ske yderligere besparelser på boligområdet bør det ske på boligområdet for bygder og yderdistrikter.” Dette er kun 8 dage siden.

Demokraterne mener bare, at vi bør fremrykke Landsstyrets egne besparelsesforslag, så vi kan skabe en bedre hverdag for vore børn og unge. Uden at gå yderligere i detaljer, så omfatter vores børnepakke en børneombudsmand, en gratis skolemadsordning for alle, ressourcepersoner på folkeskoler og væresteder for børn og unge i alle byer.

Med hensyn til vores bosætningsmønster, så er det ingen hemmelighed, at Demokraterne ikke vil være med til at opretholde det tilskudscirkus, der i dagens Grønland er en realitet. Folk må vende sig til, at ting nu engang koster, hvad de koster. Det gælder især for folk i bygder og yderdistrikter, der forholdsmæssigt modtager størst tilskud til drift af deres lille lokalsamfund.

Grundet de store omkostninger til transport af varer og personer og omkostningerne til drift af simple fornødenheder som el, vand og varme, så kræves der nemlig store tilskud fra Landskassen for, at livet i en bygd kan opretholdes. Hertil kommer, at det på det nærmeste er umuligt for et privat erhvervsliv at fungere, da kundegrundlaget ganske enkelt er for småt. Det betyder, at der også bliver givet tilskud til at finansiere butikker(Pilersuisoq) og derudover bliver der givet massive tilskud til diverse produktionsanlæg og fryseanlæg, så lokalbefolkningen kan opretholde en vis form for beskæftigelse.

Et af de store problemer med dette tilskudscirkus er, at prisen på de færdige produkter fra de små lokale og ofte afsidesliggende produktions- og indhandlingsanlæg, bliver så høje, at mange vælger disse produkter fra, da de ikke er konkurrencedygtige med andre fødevarer. Den politiske løsning på dette har indtil nu været at give servicekontrakter til diverse firmaer og tilskud til fangerne til eksempelvis indhandling af sælskind. Dette giver måske fangerne en højere indkomst, men Grønland bliver som land ikke rigere af, at subsidiere enkelte grupper i samfundet. Tværtimod.

Grønland er et vidtstrakt land med en antalsmæssigt lille befolkning. Befolkningen er spredt udover hele vestkysten fra nord til syd og på to lokaliteter på østkysten. Det spredte bosætningsmønster gør det umuligt at opnå stordriftsfordele og dermed bliver driften af samfundet meget dyrt. Dette ses tydeligt, da omkring halvdelen af Grønlands udgifter går til administration.

Det meget spredte grønlandske bosætningsmønster har store følgevirkninger for hele samfundet. For de fire definerede vækstcentre (Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Qaqortoq) samt for alle andre beboede steder i Grønland med vækstmuligheder, betyder det, at investeringerne bliver mindre disse steder, fordi pengene bliver brugt på mere omkostningstung drift af bygder og yderdistrikter. Dette er hæmmende for udviklingen af hele det grønlandske samfund, da det økonomiske råderum dermed bliver brugt på regulær drift i stedet for på at skabe fortsat vækst. Det betyder konkret, at der ikke er råd til at bygge de fornødne havnefaciliteter, udvide overskudsgivende lufthavne, renovere eller bygge nye boliger, skabe bedre rammer for erhvervslivet, investere tilstrækkeligt i sundhedsvæsnet eller forbedre den generelle borgerservice.

Demokraterne er fuldt ud klar over, at Grønlands uhensigtsmæssige bosætningsmønster ikke ændrer sig fra dag til dag. Vi er dog overbeviste om, at det kan blive ændret, hvis vi fra politisk side er klar til at trække i arbejdstøjet og gøre det attraktivt at flytte til et sted, hvor der er bedre muligheder.

Det vil sige, at vi fra politisk side skal skabe de fornødne rammer i byerne, så tilflytterne bliver tilbudt arbejde, ordentlige boliger, gode dagsinstitutioner uden ventelister og naturligvis egnede folkeskoler.

Her er det nok nødvendigt at fastslå, at vi ikke vil tvinge nogle til at flytte. Vi vil blot give beboerne i bygderne et bedre tilbud end det de har i dag. Ønsker de at blive boende, så er det også fint, men så skal de ikke regne med den nuværende borgerservice og de skal være indstillet på at betale kostægte priser på alt.

Demokraterne ser det som en ganske naturlig udvikling, at befolkningen koncentrerer sig i større byer. Europa har oplevet det samme under industrialiseringen af kontinentet, og et land som Kina har ligeledes oplevet, at folk flytter fra de fattige landprovinser og ind til byerne, hvor der er arbejde at få.

Det er lidt det samme som, at vi grønlændere har overlevet gennem mange århundreder, fordi vores forfædre tilpassede sig og flyttede fra sted til sted ved at følge fangsten. Lidt provokerende kan man spørge om vi mon er blevet så ugrønlandske, at vi ikke længere kan benytte os af den metode vores forfædre har benyttet sig af? Er vi ikke længere dygtige nok til at tilpasse os? Vi bliver nødt til igen at flytte derhen, hvor der er arbejde at få. Man kunne kalde det en moderne måde at følge fangsten på.

Efter Demokraternes opfattelse, så vil et mere centraliseret bosætningsmønster kunne frigøre flere midler fra drift til udvikling og dermed kan Grønland – og især Grønlands nuværende børn og unge - bedre ruste sig til en globaliseret verden.

Demokraterne er fuldt ud klar over, at de andre partier vil angribe os som vilde dyr. Vi vil blive kaldt ugrønlandske og det, der er værre. Men det er vi faktisk bedøvende ligeglade med. Vi sætter en ære i, at der skal være sammenhæng mellem det vi siger og det vi gør. Dette er ikke normalt i grønlandsk politik. De etablerede partier har i mange år arbejdet hen imod at få folk til at flytte væk fra bygderne, selvom de påstår noget andet. De etablerede partier har gennemført ensprisreformen, de har stået bag den fejlslagne bygdesamordning, de har skåret ned på indhandlingstilskuddet og de har skåret ned på boligprogrammet for bygder og yderdistrikter. Disse eksempler nævner vi for at gøre det klart for enhver, at Demokraterne langt fra er det eneste parti, der ser en fordel i, at folk flytter fra bygder til byer. Vi er bare de eneste, der er ærlige over for befolkningen.

Og ærlige er lige præcis, hvad vi også vil være i den resterende del af valgkampen. Med disse ord vil jeg ønske alle en rigtig god valgkamp.

Kilde: Demokraterne