Indsigt: Målkonflikt mellem miljø og selvstændighed?

Målkonflikt mellem miljø og selvstændighed?

I 2002 ratificerede Danmark Kyotoprotokollen, hvor målsætningen var at imødegå klimaændringer og stigende gennemsnitstemperaturer på kloden – en udvikling der især ikke at være til at tage fejl af i arktiske regioner. Hvor mærkeligt det end må lyde i dag, ratificerede det grønlandske hjemmestyre modsat det færøske også denne aftale, hvormed man har forpligtet sig på EU målsætningen om en reduktion af CO2 på 8% i forhold til 1990.

Torsdag d. 23. april 2009
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Klima, Selvstyre, Økonomi.

Med en fastfrysning af bloktilskuddet og en kommende regning på ca. 300 millioner kr. for hjemtagelse af de sidste områder fra den danske stat er det klart, at der ligger betydelige krav forude for den grønlandske økonomi m.h.t. at skabe en selvbåret udvikling. Oven i dette er der intentionen med selvstyreloven og den politiske målsætning i Grønland om en gradvis reduktion af bloktilskuddet. Dette kan ske gennem en ligelig deling årligt af hver yderligere indtjent skattekrone over de første 75 millioner kroner, der skal gå i landskassen. Det kan selvfølgelig også ske gennem andre erhvervsaktiviteter.

Hvis bloktilskuddet en gang skulle kunne gå i nul vil der alligevel havde ligget en betydelig kraftanstrengelse bag – ikke mindst på grund af, at der også udover de hjemtagne områder siden hjemmestyrets etablering og til i dag vil være nye områder, der skal finansieres – områder, der hører en suveræn mikrostat til.

Kravet er fortsat en reduktion på 8% inden 2012 for udledningen er desværre ikke faldet. Skal målsætningen opfyldes skal der årligt udledes ca. 100.000 ton mindre. Ifølge Grønlands Statistik så man i årene frem til 2003 et stigende forbrug af gasolier, benzin og petroleum med en stigende CO2 udledning som følge. Det er klart, at vedvarende energikilder først og fremmest vandkraft kan medvirke til at ændre dette, men beklageligvis vil storstilede anlægsinvesteringer i aluminiumsproduktion, udvinding af olie og gas, minedrift og anden industriel fremstillingsvirksomhed gøre sit til at udligne de positive virkninger.

I 2008 udledtes der årligt i Grønland 700.000 tons CO2 – etableringen af en aluminiumsmelter alene vil forøge udledningen med yderligere ca. 600.000 tons. Med på positiv siden skal selvfølgeligt den værditilvækst der skabes med 600 ansatte direkte beskæftiget i tilknytning til smelteren og ca. 1800 indirekte beskæftigede i andre sektorer som følge af smelteren. På negativsiden er der de øgede miljøinvesteringer, som Grønland ganske enkelt ikke ville kunne klare.

Noget kunne tyde på, at der er opstået en målkonflikt mellem på den ene side selvstyre- og suverænitetsmålsætninger og på den anden side landets industrielle og økonomiske formåen, når man indregner klimainvesteringerne i de fremtidige investeringsbehov.

Ikke nok med at man skal klare sig på det fastfrosne bloktilskud og man skal udligne det eksisterende bloktilskud samt finansiere en fremtidig suverænitet – nu skal man også betale en regning for sine CO2 udslip?

Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg er i forhold til grønlandske udmeldinger, om at man ikke kan klare dette, negativ. Hun er i Berlingske tidende citeret for at sige at ’alle må påtage sig et ansvar’, og at dette også gælder Grønland. Det ville i tilfælde af at Grønland vil søge en ’Islandsk løsning’ ikke tage sig godt ud, at en del af rigsfællesskabet søger særordninger i forbindelse med det kommende klimatopmøde i København. Danske politikere har tilsvarende synspunkter – spørgsmålet er imidlertid, om det er fair at indtage sådanne ultimative holdninger?

Under tredje behandlingen af den danske finanslov i december forrige år spurgte Lars Emil Johansen retorisk om man virkeligt kan mene, at Grønland skal være en rasteplads for industrialiserede landes dårlige samvittighed eller om det skal være et studieobjekt for klimaforskning og naturromantik – meningen med selvstyre kan vel næppe være den, at man skal ende som et frilandsmuseum, spurgte han?

Det grønlandske samfunds bidrag til den globale emission er en dråbe i havet i forhold til de undladelsessynder store industrialiserede nationer som USA , Kina og den hedengangne Sovjetunion har gjort sig skyldig i. Og om end det kan være svært at gøre regnestykket endegyldigt op m.h.t. positive og negative effekter af klimaændringer i Arktis, kan der ikke herske tvivl om, at de negative er »importerede « – en egentlig »CO2 balance« ville hurtigt vise at Grønland i årevis har været og fortsat er den store »nettoimportør« af skadelige CO2 udledninger frem for at være »nettoeksportøren «. Skulle der en gang sættes værdier på dette, ville der være en stor regning at betale for de industrialiserede nationer til arktiske regioner. Det bør man også betænke midt i den megen snak om, at vi alle skal bære de samme byrder her og nu!

Hertil kommer at niveauet i Grønland i 1990 ikke er en retvisende indikation på det tidligere energiforbrug – den gang var det økonomiske aktivitetsniveau en del lavere end normalt på grund af den store gæld hjemmestyret skulle afdrage og forrente efter store lån optaget i slutningen af firserne.

Den foreliggende aftale med staten er trods alt den, at Grønlands tilslutning til Kyotoaftalen kan genforhandles i tilfælde af nye store projekter, der leder til øget udledning af CO2. Med i dette bør man naturligvis også medregne, at Grønland allerede uden disse har besvær med at klare Kyotomålsætningen, og at der derfor er behov for en tilføjelse til selvstyreloven, der inddrager klimainvesteringerne på en måde, så de ikke bliver en for stor byrde. Det skulle nødigt gå sådan, at klimamålsætningerne gik hen og blev en forhindring for Grønlands bestræbelser på at opnå mere selvstyre og økonomisk uafhængighed.