Indsigt: Afhængighed eller ansvarligt selvstyre

Afhængighed eller ansvarligt selvstyre

Siumut hævder, at bevarelsen af bosætningsmønsteret er en nødvendighed for at bevare den såkaldte oprindelige grønlandske kultur. To forhold provokerer ved Siumuts politik. For det første: Skal man være fanger, leve på et eksistensminimum og i en bygd for at være rigtig grønlænder? For det andet: Hvad er vigtigst: kulturpolitik gennem bygdebevarelse eller økonomisk ansvarlig politik?

Fredag d. 24. april 2009
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Bosætning, Landstingvalg juni 2009, Selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Omfordelingen af samfundets værdier
Grønland i en global verden
Globalisering og ønsket om en selvbærende økonomi
Tabel 1: Handelsbalancen
Hvad er vigtigst?


Afhængighed eller ansvarligt selvstyre – hvad vil vi efter den 21. juni?

I denne tid foregår der en heftig debat om bosætningsmønsteret. Demokraterne har åbnet den tabubelagte diskussion om ansvarligheden i at føre en politik, hvor mange bygder (som er økonomisk omkostningstunge) bevares. I modsætning til Demokraterne står partiet Siumut med landsstyreformand Hans Enoksen i spidsen, som protektor for bygdernes bevarelse – uanset hvad det koster. En politik der er baseret på følelser og ikke en rationel tankegang. Denne irrationelle politik har ført til, at vi i Grønland står overfor en stor økonomisk udfordring, som ikke kan negligeres ved at påpege, at det er ugrønlandsk at debattere bosætningsmønsteret.

Siumut hævder, at bevarelsen af bosætningsmønsteret er en nødvendighed for at bevare den såkaldte oprindelige grønlandske kultur. To forhold provokerer ved Siumuts politik. For det første: Skal man være fanger, leve på et eksistensminimum og i en bygd for at være rigtig grønlænder? For det andet: Hvad er vigtigst: kulturpolitik gennem bygdebevarelse eller økonomisk ansvarlig politik? I denne kronik vil jeg forholde mig til det sidste spørgsmål.

Den omfattende økonomiske støtte til bygderne er der grund til at revurdere i en situation, hvor vi er på tærsklen til indførelse af Selvstyret. Indførelsen af Selvstyret giver mulighed for at hjemtage en række områder. En hjemtagelse af disse områder skal finansieres af os. Derudover er der en række ønsker om forbedringer af den offentliges servicetilbud – det koster penge! Og sidst men ikke mindst: Såfremt der i Grønland skal arbejdes for selvstændighed, skal vi kunne betale for de udgifter vi har. Det betyder, at vi skal være i stand til at undvære bloktilskuddet fra Danmark på mere end 3 milliarder. Det giver et dilemma, som skriger på en politisk prioritering.

Den politiske prioritering skal afgøre, om vi skal fortsætte med at give økonomisk støtte til virksomheder for at bevare bosætningsmønsteret, eller om vi vil have politisk selvstændighed gennem økonomisk selvbårenhed. Det centrale spørgsmål er således, hvor det egentlig er, vi vil hen med Grønland. Vil vi i Grønland prioritere en levevis som oprindeligt folk med bosættelser i mange små bygder, eller vil vi prioritere politisk selvstændighed gennem økonomisk selvbårenhed?

Omfordelingen af samfundets værdier
For at vurdere omfanget af omfordelingen af samfundets værdier med henblik på at opretholde bosætningsmønsteret gennem økonomisk støtte til markedsmæssigt urentable aktiviteter kan den økonomiske støtte til virksomheder, ses som indikator herom. Ifølge Grønlands Statistik androg overførsler fra offentlig forvaltning og service til grønlandske virksomheder 848 mio. kr. i 2006.

Problemerne ved at give økonomisk støtte til virksomheder er for det første, at støtten medfører, at den spredte bosætning i mange og små enheder i bygder bevares på trods af, at den er økonomisk urentabel. For det andet tilvejebringes den største produktion ved en markedsøkonomi. For det tredje viser undersøgelser, at offentlig produktion gennemsnitligt koster knapt 30 pct. mere, end den samme produktion koster, hvis den købes på et konkurrencemarked.

Det der er interessant ved Siumuts bygdepolitik – og den dertil hørende omfattende økonomiske omfordeling – er, om bygdebefolkningen overhovedet har lyst til at blive boende i bygderne. Tal fra Grønlands Statistik viser således, at bygdebefolkningen pr. 1. januar 2009 er faldet med 261 personer til 8.733 i løbet af et år. Dette er et fald på godt og vel 3 pct. Hvis denne tendens fortsætter, vil bygdebefolkningen være skrumpet gevaldigt inden for en relativ kort årrække.

Grønland i en global verden
Globalisering er en samlebetegnelse for intensiveringen i global skala af de økonomiske, kulturelle og politiske forbindelser på tværs af statsgrænser, som ofte antages at skabe et øget behov for øget samarbejde i det internationale samfund.

Et centralt element i diskussionen vedrørende den fremtidige økonomiske udvikling er, om globaliseringens muligheder udnyttes. Spørgsmålet er, om den nuværende udviklingsstrategi her i Grønland er kompatibel med de udfordringer, globaliseringen stiller til landenes økonomiske velstandsudvikling. Dette spørgsmål skal ses i sammenhæng med ønsket om øget politisk selvstændighed gennem større økonomisk selvbårenhed.

I dag er der en fremherskende illusion om, at Grønland kan lukke sig for resten af verden og højst være åben for stammefrænderne mod vest. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis målet er øget politisk selvstændighed gennem større økonomisk selvbårenhed. Hvis Grønland vil indfri ambitionen om en selvbærende økonomi, er det nødvendigt, at Grønland lærer globaliseringens præmisser at kende (og lære at udnytte denne præmis til egen fordel).

Globaliseringens doktrin er, at økonomisk velstand afhænger af ens kompetencer til at få det optimale ud af konkurrencesituationen i den globale økonomi. Der gives ingen almisser til de trængende. Der er ingen kære mor eller kære Danmark, hvis intentionen om et selvstændigt Grønland skal realiseres. Dette skaber nogle udfordringer for Grønland.

Globalisering og ønsket om en selvbærende økonomi
For at vurdere om Grønland hidtil har været i stand til at generere et overskud til gavn for samfundsøkonomien på den globale markedsplads kan man se på handelsbalancen. Handelsbalancen har i en lang årrække vist et stort underskud. Tabel 1 viser, at handelsbalancen uafbrudt og i stigende grad har fremvist et stort underskud (fra 2002). Dette betyder i korthed, at vi bruger flere penge på at købe varer, end vi sælger. Det er ikke godt!

Tabel 1: Handelsbalancen
Handelsbalancen 2002 2003 2004 2005 2006
Eksport (mio. kr.) 2.389 2.285 2.282 2.426 2.349
Import (mio. kr.) 3.057 3.031 3.269 3.591 3.491
Resultat (mio. kr.) -668 -746 -987 -1.165 -1.142

Kilde: Grønlands Statistik 2008

Underskud på handelsbalancen vil under normale omstændigheder betyde, at samfundet enten skal finansiere importen andre steder fra – eksempelvis gennem udenlandske lån – eller, at samfundet skal importere færre varer fra udlandet. I Grønlands tilfælde optager man ikke udenlandsk gæld for at finansiere handelsunderskuddet. Vores handelsunderskud finansieres via bloktilskuddet, hvilket således gør det muligt for os i Grønland at importere mere end vi eksporterer. Man må spørge, om det er hensigtsmæssigt at fortsætte som hidtil, hvor handelsbalancen årligt oppebærer et stort underskud?

Hvis man ud fra ønsket om økonomisk selvbårenhed skal vurdere, om det er hensigtsmæssigt at oppebære vedvarende handelsunderskud, må man udlede, at en fortsættelse af samhandelsmønsteret ikke vil muliggøre en selvbåren økonomi i nærmeste fremtid. I denne henseende må man spørge hvad alternativet er. Hvad kan vi i Grønland gøre for at omsætte globaliseringens muligheder for velstandsøgning?

En effektiv deltagelse i den globale handel forudsætter et effektivt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Ud fra dette argument er det nødvendigt at diskutere om de vedvarende tilskud til erhvervsvirksomhedernes servicering af bygderne er hensigtsmæssig. Spørgsmålet er, om vi med den struktur vi har etableret skaber de bedste rammer for produktion og afsætning af varer på verdensmarkedet, eller om der er andre muligheder? Jeg mener, at der er en anden mulighed

Denne mulighed er, at øge de offentlige investeringer i uddannelse, forskning og innovation. Høj produktivitet, bedre produktionsudstyr samt højtuddannet arbejdskraft vil i stigende omfang have betydning for virksomhedernes konkurrenceevne og dermed eksporten og beskæftigelsen i Grønland. Dette er den eneste vej til økonomisk selvbårenhed og dermed en reel mulighed for et selvstændigt Grønland.

Hvad er vigtigst?
Jeg startede med at stille spørgsmålet: Hvad er vigtigst: Økonomisk selvbærenhed der kan skabe mulighed for et selvstændigt Grønland eller dyr kulturpolitik gennem bygdebevarelse? I ovenstående har jeg redegjort for, hvorfor det er altafgørende, at Grønland når selvstyret indføres ligger kursen om og satser på at føre en ansvarlig økonomisk politik. En ansvarlig økonomisk politik er det eneste, der kan gøre Grønland uafhængig af Danmark såvel økonomisk som mentalt – og uafhængighed er målet med selvstyre!

Kilde: Demokraterne