Uddannelse som eneste vej mod vækst og udvikling?

Jo mindre vi grønlændere begynder at føde mange flere børn, vil vi i de næste mange årtier have behov for udefrakommende arbejdskraft. Alternativet er at mindske det offentlige serviceniveau væsentligt og indrette det efter vores faktiske arbejdsstyrke. Det tror jeg de færreste ønsker. Derfor må vi skabe et samfund, hvor udefrakommende er velkomne.

Fredag d. 22. maj 2009
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Landstingvalg juni 2009.

I dag rekrutterer vi arbejdskraft fra udlandet til en lang række stillinger i bl.a. sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og den offentlige administration af Hjemmestyret. Løsningen på dette ”problem” har hidtil været at opfordre befolkningen til at uddanne sig til selv at overtage disse stillinger. Der skal ikke stilles spørgsmålstegn ved behovet for flere uddannede grønlændere, men jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, om Grønlands vækst og ønsket om øget livskvalitet blandt borgere er afhængig af et øget uddannelsesniveauet. Derudover stiller jeg mig tvivlende overfor om det er et problem eller en ressource, at vi har udefrakommende arbejdskraft. Det er klart, at vi skal arbejde for at adgangen til at tage sig en uddannelse forbedres. Dette gøres efter min mening bedst ved at have et stadigt fokus på folkeskolens udviklingsmuligheder. Uden en afgangseksamen fra folkeskolen er man på forhånd afskåret fra selv at vælge sin levevej. Uden folkeskolens afgangsprøve vil man allerede i en alder af 15-16 år have markant færre muligheder for at påvirke sit liv og træffe egne valg. Så folkeskolen har en kolossal betydning for udviklingen af den kommende arbejdsstyrke, men folkeskolen spiller også en stor rolle i den enkeltes personlige dannelse. Det er således en stor opgave, som vi som politikere må bakke op omkring. Det er rigtig positivt at ønsket om at uddanne sig er stigende. Vi har helt givet brug for flere uddannede grønlændere her i landet og de skal være velkomne hver og én! Men vores store land byder på meget forskellige levebetingelser, og dermed forskellige krav til arbejdskraftens uddannelsesniveau fra region til region. Derfor er det forfejlet, hvis ikke vi også anerkender behovet for de ufaglærtes arbejdskraft og dem med korterevarende uddannelser. I alle regioner har vi brug for grønlandske sygeplejersker, lærere, pædagoger og universitetskandidater. Men vi har også brug for rengøringspersonale, fiskere og fabriksarbejdere. Der skal være plads til at have forskellige værdier omkring sit erhvervsliv. Det vigtigste må være at folk er i arbejde og har en oplevelse af at have valgt deres egen levevej. Dette hænger også sammen med, hvor i Grønland man vælger at bo. Det er nu engang begrænset, hvor mange merkonomer der er behov for i Siorapaluk, og det er både reelt og i orden. Jo mindre vi grønlændere begynder at føde mange flere børn, vil vi i de næste mange årtier have behov for udefrakommende arbejdskraft. Alternativet er at mindske det offentlige serviceniveau væsentligt og indrette det efter vores faktiske arbejdsstyrke. Det tror jeg de færreste ønsker. Derfor må vi skabe et samfund, hvor udefrakommende er velkomne. Slutteligt vil jeg gerne understrege at uddannelses- og arbejdsmarkedsdebatten også handler om adgang til boliger, nedbringelse af misbrug i befolkningen og bedre adgang til støttemuligheder efter seksuelle overgreb, vold og lignende oplevelser, der sætter spor i psyken. Der skal tænkes i helheder og i hele mennesker. Selvfølgeligt skal uddannelsesniveauet op, men det er lige så vigtigt at signalerer, at vi har brug for alles indsats for at skabe vækst. Skal vi skabe vækst og udvikling i landet skal vi have så mange som muligt i arbejde. Det sker bl.a. ved at sikre en god folkeskole som grundlag for et højere uddannelsesniveau, men det handler i lige så høj grad om at sikre, at den enkelte borger har det godt med sig selv og dermed kan bidrage positivt til samfundet med sin arbejdskraft.