Arbejdspladser i bygderne og ytringsfriheden

For den del af befolkningen, som ikke kan bruge vort sprog, helt eller delvist, er bygderne i høj grad en mulighed for at dygtiggøre sig i brugen af det grønlandske sprog. Det har vi fået oplyst fra folk der på eget initiativ har lært sig sproget ved at flytte til en bygd for at opnå dette. De oplyser samtidigt at det er meget svært at lære sproget når man befinder sig i en by.

Tirsdag d. 2. juni 2009
Ole Larsen, Landstingskandidat for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Bosætning, Landstingvalg juni 2009, Sprog.

Alle partier uden undtagelse har under valgkampen proklameret forbedrede leveforhold i bygderne, erhvervsmæssigt, socialt, teknisk og andet.

Selvom der i dag kun lever 16% i bygderne ud af befolkningen, er det svært at tro på at nedprioriteringen af bygderne nu er slut eller om det bare er valgflæsk. Om det virkeligt er ved at gå op for folk hvor vigtigt bygderne er for landet, vi får se!

Jeg, har ikke de store forhåbninger om at blive valgt ind i landstinget. Jeg har dog ikke fortrudt og stiller sikkert op næste gang med erfaringen i lommen.

Jeg har bemærket at det sværeste er at promovere sig selv som kandidat. Jeg har skrevet til aviserne og KNR og kun oplevet en ligegyldighed, hvor mine e-mails blot springes over uden at åbne dem og ikke besvares selvom de indeholder direkte spørgsmål.

Oveni oplever jeg at andres indlæg kommer foran selvom de er indsendt senere, om det er fordi de er fra storbyen eller fordi det er de medieberømte ved jeg ikke?

Dette vil jeg behandle i forbindelse med ligeretten om ytringsfriheden, idet jeg da har den opfattelse at alle uanset hvem man er eller hvor man kommer fra skulle have lige muligheder for at komme til orde, dette skal jeg bevise ikke er tilfældet.

Det bliver utroligt spændene at se om vi virkelig kommer til at se en udvikling i bygderne. Det hurtige forfald under sidste valgperiode kræver en hurtig og effektiv indsats, såfremt en hurtigt udviklende storproblematik ikke skal gå ud over familiernes levevilkår.

Jeg kan se at man indenfor de næste 2 år må investere mindst 100-150 millioner kroner, for at få produktionsanlæggende i sving igen. Ved siden af må man i hast komme i gang med at oprette nye arbejdspladser og finde manpower og økonomiske midler til at opstarte de store igangsætningsprojekter.

Det er blevet højtråbende nævnt at man har investeret stort i fremtiden, dette mærker vi bare ikke i bygderne! Her i Arsuk er vores fabrik lukket igen efter rognindhandlingen er lukket og ”Illu Paarsivik” hvor børn og unge der er sendt til opdragelse uden for hjemmet og ellers behandles med godt resultat, står også for lukning.

For oprettelse af nye arbejdspladser kan jeg påpege: At vi trænger til at se, forberedelser til uddannelse af medarbejdere til olie- og mineraludvinding, hvad vi ikke har bemærket noget til endnu.

For den del af befolkningen, som ikke kan bruge vort sprog, helt eller delvist, er bygderne i høj grad en mulighed for at dygtiggøre sig i brugen af det grønlandske sprog. Det har vi fået oplyst fra folk der på eget initiativ har lært sig sproget ved at flytte til en bygd for at opnå dette. De oplyser samtidigt at det er meget svært at lære sproget når man befinder sig i en by.

Oprettelse af mange andre arbejdspladser kunne være; Uddelegere opgaver fra offentlige erhverv via IT. De unges hjerner i bygderne er bestemt ikke ringere end de unges fra byerne. Såfremt de ikke bare må flytte fra bygden så må vi se at få dem forberedt allerede medens de stadig går i skole.

Som eksempel betjenes Tele´s internetsupport af to unge der bor hjemme i Sisimiut og ikke er placeret i Tele-Nuuk, hvorfor skulle de ikke kunne sidde i en bygd? Sådan!