Tillykke med valget - og håbet

Det haster med forandringer, men ikke så meget, at disse forandringer ikke er gennemtænkte. Kortsigtede hovsaløsninger har vi set rigeligt af gennem de senere år, så vi vil opfordre til, at man giver sig den fornødne tid til at sammensætte et kompetent og velfungerende landsstyre, der kan formidle samarbejde.

Torsdag d. 4. juni 2009
Grønlands Arbejdsgiverforening
Emnekreds: Erhverv, Landstingvalg juni 2009.

Hos Grønlands Arbejdsgiverforening har vi under valgkampen fastholdt vores princip om, at vi ikke støtter eller anbefaler bestemte politiske partier eller personer. Det gør vi naturligvis heller ikke efter valget, men vi vil gerne kippe med det grønlandske flag og ønske tillykke med det overståede landstingsvalg. Det vil vi af flere grunde:

  1. Et frit valg er altid værd at fejre, da det er det ultimative udtryk for vores rettigheder i en verden, hvor frihed og demokrati ikke er en selvfølge.
  2. Ved valget den 2. juni blev 30 års partipolitisk magtmonopol brudt, hvilket i sig selv kan blive en vigtig saltvandsindsprøjtning til det parlamentariske liv.
  3. Valget betød, at en ny generation af politikere kan tage over efter nogle af de veltjente kræfter, der har præget alle beslutninger siden hjemmestyrets indførelse.
  4. Valgresultatet indikerer, at politikere med en kombination af national selvbevidsthed, realistisk sans og internationalt udsyn i højere grad end tidligere vil præge debatten. Det giver håb for fremtiden, og det håb har vi brug for.

Samling og samarbejde
Med de enorme udfordringer, Grønland står overfor, har vi nemlig mere end nogensinde brug for politikere, der kan og vil prioritere ud fra realistiske forudsætninger og langsigtet planlægning. Og vel at mærke ved at åbne samfundet ud mod verden i stedet for at lukke det om sig selv.

Vi ser frem til, at landsting og landsstyre tager fat på de uløste problemer, der i alt for lang tid har fået lov at hobe sig op. Uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet og de store sociale forskelle er blot nogle af de påtrængende emner. I skrivende stund kender vi ikke den endelige sammensætning af det nye landsstyre, men fra GA’s side vil vi gerne opfordre til, at man trækker i arbejdstøjet ud fra holdningen om dialog og samarbejde frem for blokpolitik og gensidig mudderkastning. Det er vigtigt nu at begrave de politiske stridsøkser og fokusere på det, der samler - frem for det, der adskiller. Det vil være et vigtigt signal til alle dele af befolkningen om, at nye tider er på vej.

Vi er en organisation, der gennem vores arbejde har gode erfaringer med at skulle samarbejde på tværs af interesser, holdninger og politiske forskelle. Det betyder ikke, at vi undlader at markere vores kritik, når vi er uenige, men når GA og fx SIK og andre lønmodtagerorganisationer kan have en åben dialog i gensidig respekt, bør vi kunne forlange det samme af landets ledende politikere.Vigtige beslutninger bør gennemtænkes grundigt

Det haster med forandringer, men ikke så meget, at disse forandringer ikke er gennemtænkte. Kortsigtede hovsaløsninger har vi set rigeligt af gennem de senere år, så vi vil opfordre til, at man giver sig den fornødne tid til at sammensætte et kompetent og velfungerende landsstyre, der kan formidle samarbejde. Både internt og i relation til landsstyrets partier, men også med alle andre dele af samfundet og med verden omkring os. Et landsstyre, der både har et langsigtet perspektiv for Grønlands udvikling og kan planlægge de kommende års politiske prioriteringer ordentligt.

Idet GA ønsker alle landstingsmedlemmer et stort tillykke med valget, håber vi at kunne styrke og videreudvikle det konstruktive samarbejde.

Med venlig hilsen

Henrik Sørensen
Formand for Grønlands Arbejdsgiverforening.

Kilde: Grønlands Arbejdsgiverforening