Indsigt: En gave - men formentlig i strid med grundloven

En gave - men formentlig i strid med grundloven

En fuldstændig og uigenkaldelig overdragelse af statens højhedsret over undergrunden til en enkelt del af riget eller til dennes befolkning eller til en hjemmestyremyndighed er efter danske retsprincipper ikke mulig, og det vil ikke være foreneligt med rigsfællesskabet at overdrage den fastboende befolkning på Færøerne eneretten til råstofferne i undergrunden

Lørdag d. 20. juni 2009
Ole T. Krogsgaard, Direktør  
Emnekreds: Rigsfællesskabet, Råstoffer, Selvstyre, Undergrunden.

Grønlænderne får i morgen deres nye selvstyrelov på nationaldagen, og vi ønsker dem til lykke. Lad mig også dryppe lidt malurt i bægeret.

Vi har nu overdraget potentielt enorme naturrigdomme fra rigsfællesskabet til Grønland som Folketingets gave fra Danmark. Den er sket i en lukket proces uden for folkets opmærksomhed. Det ligner svigtende omtanke og er sikkert velment, men også imod danske interesser og udtryk for en ansvarsfralæggelse, som kan skade grønlændernes fremtid.

I tre kronikker i JP i 2008: "Grønlands olie og rigsfællesskabet" (11/9), "En gave uden vælgermandat" (5/11) og "Hvad gik galt med Grønland" (25/11) beskrev jeg baggrunden for Danmarks rettigheder og forpligtelser i forhold til Grønland set historisk, indvandringsrelateret, økonomisk, juridisk og internationalt. Den gentages ikke her, men enkelte forhold kan fremhæves. Grønlands 2.166.000 km +2 (50 gange Danmarks areal), er stort set folketomt, med sporadisk kystbebyggelse. De 10 største byer har i alt 42.000 indbyggere og de fem næste 6.000. Knap 10.000 bor i små bygder. Den enorme østgrønlandske kyst har under 3.000 beboere og heraf næsten 2.000 i den største by.

Grønland er en del af det amerikanske kontinent og strategisk betydningsfuld for USA, med enorme ressourcer af olie og mineraler og i Kvanefjeldet måske verdens største forekomst af det radioaktive grundstof thorium.

Henning Sørensen (professor ved Københavns Universitet og i mange år leder af geologisk arbejde for GGU i Grønland) omtaler thorium i Tidsskriftet Grønland 4/2008. Spaltning af thorium standser, så snart tilførsel af neutroner ophører, medens uranspaltning sker spontant. Når en accelerator leverer neutronerne, giver thorium derfor sikkerhed, renhed og udnytter næsten 100 pct. af energiindholdet mod få pct. i uranreaktorer, men det kræver adskillige års fortsat forskning. Tilsat uran kan thorium bruges i traditionelle reaktorer. Uran leverer neutroner i Indiens thoriumreaktorer.

Lykkes forskningen, vil thorium løse store energiproblemer i en meget lang fremtid, med Grønland som potentiel leverandør af gigantiske energimængder fra olie og thorium. Tilladelsen til udvinding af uran i Kvanefjeldet ophørte i 1983 efter atompolitisk modstand. Det ændrer sig efter Landsstyrets overtagelse af undergrundsrettighederne. Danske rettigheder i Kvanefjeldet overgik til et australsk mineselskab, som har fået Landsstyrets tilladelse til uranudvinding med begrundelsen, at uran er et ”biprodukt” til andre værdifulde mineraler. FN's IPCC anbefaler atomkraft til CO2-bekæmpelse.

Danske regeringer har lange traditioner for at undervurdere teknisk udvikling. Man troede ikke, at der kunne udvindes olie i den barske nordsø og forærede store olieværdier til Norge for venskabs skyld mod A. P. Møllers advarsler. Senere blev den færøske olie uden nærmere omtanke foræret til færingerne.

Man vidste, at der var store olieressourcer, uran, thorium og andre værdifulde mineraler i den grønlandske undergrund, men overdrog alt til grønlænderne i en lukket politisk proces.

I 2006 måtte Dong afstå sin halvpart af Nunaoil A/S, som deltager i samtlige licenser til at forske efter olie og gas ved Grønland. Nunaoil har således en afgørende rolle i styringen af koncessioner til olie og gas i Grønland. Statens krav til Dong var formentlig nødvendigt for statens overgivelse af de danske rettigheder i Grønland. Hvis Dong havde været privatiseret, ville dette overgreb mod Dong næppe være muligt, men Dongs ledelse formåede ikke at beskytte selskabet mod sin ejer.

Man kan spørge om vi havde nogen pligt til at opgive rettighederne. Det er der flere meninger om. Den vigtigste er følgende svar, som den danske statsminister gav det færøske landsstyre i 1982:

»En fuldstændig og uigenkaldelig overdragelse af statens højhedsret over undergrunden til en enkelt del af riget eller til dennes befolkning eller til en hjemmestyremyndighed er efter danske retsprincipper ikke mulig, og det vil ikke være foreneligt med rigsfællesskabet at overdrage den fastboende befolkning på Færøerne eneretten til råstofferne i undergrunden. Regeringen anser det herefter for udelukket, at området ”råstoffer i undergrunden” helt eller delvist kan overføres til Færøernes Hjemmestyre som særanliggende«. Det var krystalklar tale - dengang.

Men 22/12 1992 gav en statsminister en julegave til færingerne ved på et ark A4-papir at afstå netop dette område, ikke delvist, men helt, uden om folketing og befolkning. Det er interessant at læse justitsministeriets efterfølgende forklaring om, at dispositionen måske kunne være forenelig med rigsfællesskabet. Årsagen til hastværket fortoner sig. Var der brug for færøsk støtte til en svækket regering, som faldt næste måned?

Hvis man havde haft tid til at tænke sig om, kunne man have spurgt folket, men det indebar den risiko, at danskerne kunne tænkes at være mindre generøse end statsministeren.

Hvad har andre gjort? Canada gav på et lige så stort område rettigheder til sine inuitter med varige tilskud, 5 pct. royalty af indtægten fra området og ejerskab til 16 pct. af overfladen. Bortset fra 2 pct. (35.000 km +2 ) tilhører undergrunden rigsfællesskabet. De nordiske lande giver samerne rettigheder til naturen på overfladen i deres områder, men ikke til undergrunden.

Har en spredt kystbefolkning større ret til enorme ubeboede områder end rigsfællesskabet?

Inuitter og nordboer har periodisk været på Grønland, mod nord kom inuitterne først, mod syd nordboerne, fastboende blev grønlænderne først gradvist fra 1700-tallet. Hvis de havde været alene indtil 1900, ville Grønland i dag være overtaget af USA, ikke som en stat, men som et unincorporated territory som de dansk-vestindiske øer efter vort salg af øerne til USA. Der er befolkningen dobbelt så stor.

USA vil udfylde tomrummet efter Danmark i efterlevelse af Monroe-doktrinen. USA har utvivlsomt de bedste hensigter. Men det er en historisk nødvendighed, at efter Danmarks tid kommer Grønland under USA's beskyttende vinger. Ingen kan mobilisere magt til at kæmpe imod denne udvikling, og USA har hårdt brug for egne energiressourcer og uafhængighed af Mellemøstens krudttønde.

Grønlandske politikere kan se både nationale og personlige muligheder i de nye rigdomme. Siumuts magtmonopol medførte personlig bjergsomhed til skade for samfundshensyn. Hvis Kupik Kleist kan bryde markant med denne uskik, er det godt. Men stærke aktører udefra vil udøve magt og varetage økonomiske interesser, som gør Grønlands magtudøvelse over det store land til en illusion.

Hvis der kommer indtægter, kommer der tilflyttere, rige grønlændere får råd til at flytte til mildere egne, en selvstændig politik forbliver en drøm. Ofte har naturrigdomme været en forbandelse for de almindelige lokalbefolkninger. Vi kan mene, at det ikke er et dansk ansvar, når vi har givet 50.000 grønlændere ansvaret for at beskytte det kæmpemæssige land i USA's forhave. Når rigsfællesskabet kun har interesse for dem, så længe vi er midlertidig milliardsponsor og ikke ligeberettiget partner i et rigsfællesskab, kan vi vel lade dem sejle deres egen sø med god samvittighed. Eller kan vi?

Lige nu ser grønlænderne og vi kun en grønlandsk-dansk sag uden dette perspektiv. Vi kan føle os gode, når vi lader grønlænderne få indtægterne og giver dem både penge og service, beskytter deres nordpolsinteresser med flåden og løser deres opgaver, indtil de får penge nok. Danske interesser tilsidesættes. Er det holdbart? Grønland er formelt en del af Danmark, men reelt for udgående.

Da vi forærede rettighederne til Norge og Færøerne, var det både store dispositioner og afgivelse af rigets ejendom, formentlig i strid med grundloven. Nu forærer Folketingets store flertal, som er valgt til at varetage folkets interesser og rettighederne til grønlænderne. Der høres ingen argumenter for og imod, selv om en statsminister uden forbehold betegnede sådanne gaver som stridende mod danske retsprincipper og uforenelige med rigsfællesskabet. Ganske vist har kun gaven til Norge betydning i vor tid. Men bør et folketing ikke også tage hensyn til nye generationer?

Folketinget sendte kongehusets arvefølge om 50 eller 75 år til folkeafstemning. Nu har Danmark tre gange afstået enorme værdier til Norge, Færøerne og Grønland, uden at Folketinget orienterede folket, uden nogen begrundelse, og uden så meget som at overveje muligheden for at kende folkets mening. Modsætningsvis blev grønlænderne dog spurgt på god demokratisk vis, om de var villige til at modtage gaven. Var sagerne for små eller for store til at risikere en folkeafstemning hos os?