Lad hvalerne være

Spørgsmålet om hvalfangster er nemlig ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt bestanden af hvaler er tilstrækkelig stor. Det er også et spørgsmål om dyrevelfærd – og det er et ubestrideligt faktum, at det er umuligt at dræbe de kæmpemæssige dyr på en dyreetisk forsvarlig måde. Ethvert drab på en hval vil være identisk med dyremishandling.

Onsdag d. 1. juli 2009
Peter Skårup, Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti
Emnekreds: Hvaler, Miljø og natur.

I den forgangne uge afholdt Den Internationale Hvalfangstkommission sit årlige topmøde – denne gang på Madeira ud for Marokkos kyst. Højt på dagsordenen var flere landes ønske om at slække yderligere på det forbud, som i 1986 blev vedtaget mod kommerciel hvalfangst, hvor hvalerne var tæt på udryddelse.

Resultatet af bestræbelserne blev heldigvis, at forbuddet mod kommerciel hvalfangst fortsat opretholdes, men fremgang i bestanden af visse hvaler har givet ny næring til de kræfter, der anført af Japan, gerne ser en afskaffelse af forbuddet – eller moratoriet som man kalder det - , og afskaffelsen heraf indgår i de drøftelser om Hvalfangstkommissionens fremtid, som nu skal videreføres på et nyt møde inden udgangen af året. Dyreværnsorganisationer kan med rette være bekymrede for, at beslutningen om særskilt at tage dette punkt op, er et signal om, at tingene går i den forkerte retning for havets store dyr.

Danmarks synspunkt har hidtil været klart. Vi ønsker bestemt ikke at ophæve forbuddet mod kommerciel hvalfangst, men regeringen er så småt ved at blive svage i koderne blandt andet på grund af pres fra Grønland og Færøerne. Således skulle der et flertal uden om regeringen til at pålægge regeringen at støtte etableringen af et nyt hvalreservat ved Antarktis. Et forslag, der desværre ikke blev fremmet på topmødet på Madeira, idet alle lande enedes om at undlade diskussion heraf, fordi klimaet mellem de lande, der er tilhængere af øget hvalfangst og de lande, der er modstandere, simpelthen var for betændt.

På topmødet forsøgte den danske regering på vegne af Grønland at få tilladelse til, at grønlænderne i tilslutning til de allerede eksisterende aftaler om hvalfangster, der indebærer, at grønlænderne årligt kan fange 200 vågehvaler, 19 finhvaler, 2 grønlandshvaler også kunne få lov til at fange 10 pukkelhvaler.

Pukkelhvalerne har ikke været jaget siden midten af tresserne, og pukkelhvalen er en af de arter, hvor bestanden endnu slet ikke er på højde med det naturlige niveau. I det hele taget skal vi ikke acceptere, at hvalerne igen kommer på udryddelsens rand på grund af ussel mammon.

For at grønlænderne efter Hvalfangstkommissionens nuværende retningslinjer skal kunne forøge antallet af fangede hvaler, kræver det, at Danmark dokumenterer et egentlig behov for at fange hvalerne.

Det forsøgte den danske regering på mødet i Madeira – men til så stor opstandelse blandt visse landes delegationer, at beslutningen om at give grønlænderne tilladelse eller afslag på at fange flere hvaler måtte udskydes til et senere tidspunkt.

For dyrevenner virker det fuldkommen vanvittigt, at netop Danmark – et land, der ellers bryster sig af at varetage dyrenes interesser – udfolder så stor en indsats for, at grønlænderne skal få lov til at dræbe flere hvaler.

Uanset om hvaler bliver dræbt af grønlændere eller japanere, er det nemlig forkert at fange hvalerne.

Spørgsmålet om hvalfangster er nemlig ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt bestanden af hvaler er tilstrækkelig stor. Det er også et spørgsmål om dyrevelfærd – og det er et ubestrideligt faktum, at det er umuligt at dræbe de kæmpemæssige dyr på en dyreetisk forsvarlig måde. Ethvert drab på en hval vil være identisk med dyremishandling.

Så selv hvis bestanden af alle hvalarter på et tidspunkt skulle muliggør en genoptagelse af kommerciel hvalfangst, så må hvalfangsten ikke genoptages simpelthen fordi der er tale om en raffineret form for organiseret dyrplageri.

Hvaler er for de flestes vedkommende kæmpemæssige dyr, og det siger sig selv, at der skal temmelig specielle metoder til for at man kan ombringe et dyr, der vejer over 100 tons og hvis vitale organer ofte befinder sig en halv meter fra dyrets overflade. Der findes eksempler på, at hvaler er døde efter flere timers udmarvende dødskamp under store smerter. Hvalfangerne kan simpelthen ikke ramme tilstrækkelig præcist – selv ikke med nye fangstmetoder, hvor man bruger harpuner og sprængstoffet penthrit -, til at sikre en dyreetisk forsvarlig ombringelse af hvalen.

Der er i øvrigt heller ikke noget behov for at dræbe hvaler. En stor del af hvaljagten skyldes i høj grad gamle traditioner og kultur, hvilket aldrig bør kunne retfærdiggøre dyremishandling.

Så længe der ikke er udviklet dyreetisk forsvarlige fangstmetoder, bør fangsten af hvaler holdes på et absolut minimum. Det er mere end svært at se, hvad der akkurat skulle gøre, at de grønlandske fangere nu også pludselig har behov for at fange pukkelhvaler.

Heldigvis holder lande som USA, New Zealand, Australien og de fleste andre EU-lande fast ved, at der skal fanges så få hvaler som muligt – og disse lande burde Danmark naturligvis alliere sig med i stedet for at stå i ledtog med Japan, Tuvalu, Palau, Antigua og lignende nationer, der kæmper for mere hvalfangst.

Danmark burde melde sig ind i kampen for hvalerne i stedet for som nu, hvor vi er på hvalfangernes side.

Med Hvalfangstkommissionens beslutning om at udsætte afgørelsen af om grønlænderne kan få lov til at fange pukkelhvaler i årene fremover, er der al mulig grund til at intensivere kampen mod at forhindre, at det igen bliver muligt at jage de smukke dyr.

Kilde: Dansk Folkeparti www.danskfolkeparti.dk