§36 - Uddannelsesmuligheder i Tasiilaq

Vi ynder at sige, at vores lands vigtigste råstof er ungdommen. Hvis vi mener det alvorligt, så må vi også gøre det muligt for de unge, at gå i gang med de uddannelser, som vi har så hårdt brug for.

Mandag d. 10. august 2009
Akitsinnguaq Olsen, medlem af Landstinget for Siumut
Emnekreds: Uddannelse.

I medfør til Inatsisartuts forretningsorden § 36, stk. 1 fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål til Naalakkersuisut:

Spørgsmål vedrørende uddannelsesmulighederne for unge fra Tasiilaq.

  1. Hvor mange unge fra Tasiilaq, der har færdiggjort folkeskolen i 2009, er kommet i gang med en uddannelse?
  2. Hvor mange unge fra Tasiilaq, der har færdiggjort folkeskolen i 2009, er registreret som arbejdsløse?
  3. Kan unge, der søger praktikplads, omfattes af reglerne for mobilitetsfonden?
  4. Hvilke arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske tiltag påtænker Naalakkersuisut at implementere for at afhjælpe problemet med manglende praktikpladser f.s.v. angår både unge fra Tasiilaq og andre yderdistrikter?
  5. Har Naalakkersuisut overvejet at opføre egentlig lærlingekollegier i Nuuk og andre af de større byer med henblik på at gøre det reelt muligt for unge fra yderdistrikterne at skaffe sig en praktikplads i de større byer?


Begrundelse:
Pressen kunne i juli 2009 berette, at et rekordstort antal unge fra Tasiilaq har søgt ind på uddannelserne i år. Dette er i sig selv glædeligt, men samtidig måtte pressen desværre berette, at en stor andel af de unge fra Tasiilaq måtte forventes at få afslag på ønskerne om en ungdoms- eller erhvervsuddannelse.

Problemet blev i pressen især tilskrevet, at der kun er ganske få muligheder for at få praktikpladser i Tasiilaq. Såfremt dette problem ikke løses, vil mange unge gå fra folkeskolen direkte ud i arbejdsløshed, selv om de nærer et ønske om, at komme videre på en uddannelse.

Vi ynder at sige, at vores lands vigtigste råstof er ungdommen. Hvis vi mener det alvorligt, så må vi også gøre det muligt for de unge, at gå i gang med de uddannelser, som vi har så hårdt brug for.