Mærkesager og målsætninger på sundhedsområdet

Reformen bygger på oprettelsen af sundhedsregioner, da større enheder vil gøre det muligt at rekruttere det nødvendige sundhedspersonale. Reformen bygger også på øget brug af telemedicin og uddannelse af det fastansatte personale, som herefter vil kunne varetage nye opgaver.

Onsdag d. 7. oktober 2009
Agathe Fontain, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

© an

I lighed med avisen Sermitsiaq (nr. 38, 2009) gør landsstyret status over sine første 100 dage på posten. Landsstyremedlem for Sundhed, Agathe Fontain, ønsker synlighed omkring sit arbejde og sine mærkesager.

Reform af sundhedsvæsenets struktur, nedbringelse af ventelister, øget samarbejde med interesseorganisationer og øget fokus på folkesundhed. Det er nogle af de emner, der står højt på dagsordenen hos landsstyremedlem for Sundhed, Agathe Fontain.

Arbejdet med en reform af sundhedsvæsenets struktur er en nødvendighed, hvis sundhedsvæsenet skal opretholde den standard, vi kender i dag. Reformen bygger på oprettelsen af sundhedsregioner, da større enheder vil gøre det muligt at rekruttere det nødvendige sundhedspersonale. Reformen bygger også på øget brug af telemedicin og uddannelse af det fastansatte personale, som herefter vil kunne varetage nye opgaver.

Nedbringelse af ventelister. Der arbejdes målrettet på at nedbringe ventelisterne på især hofte- og knæoperationer. Samfundet og befolkningen kan ikke være tjent med, at folk går rundt i årevis og venter på at blive opereret med tabt arbejdsindsats og livskvalitet til følge. Ventelisterne skal nedbringes gennem et øget fokus på hurtigere behandlingsforløb.

Samarbejde med interesseorganisationer. Landsstyret tror på, at det bedste resultat skabes, når vi løfter i flok. Det gælder også på sundhedsområdet. Landsstyremedlem for Sundhed ønsker derfor et øget samarbejde med interesseorganisationer inden for sundhedsområdet, herunder de faglige organisationer og patientforeninger.

Folkesundheden og det personlige ansvar. Livsstilssygdomme skal forebygges og Folkesundhedsprogrammet Inuuneritta er helt centralt i dette arbejde. Inuuneritta indeholder målsætninger for befolkningens sundhed og skal sikre, at arbejdet med at forebygge sygdomme foregår på alle niveauer i samfundet. Inuuneritta skal hjælpe den enkelte borger med at træffe sunde valg og på den måde tage ansvar for egen sundhed.

Landsstyremedlem for Sundhed vil arbejde for, at der bliver oprettet livsstilsværksteder ved alle sygehuse, sundhedscentre og i bygderne. På livsstilsværkstedet kan man som enkeltperson eller familie få et sundhedstjek og få gode råd om livsstil og sundhed. Livsstilsværkstedet er ikke for behandlingskrævende syge, men for den store befolkningsgruppe, som har overskud og motivation til selv at gøre en aktiv indsats for at leve et sundt liv.

-”Det er vigtigt, at vi kører efter Inuuneritta og de mål, som programmet beskriver. Det er den eneste måde, som gør os i stand til både at sikre de grønlandske borgeres velfærd og samtidig prøve at styre udgifterne i Sundhedsvæsenet. Det er det jeg gerne vil være med til”, udtaler landsstyremedlem for Sundhed, Agathe Fontain.