Ingen valgløfter er brudt

Sermitsiaq skriver flere steder i sin avis den 27. november, at Demokraterne er løbet fra et valgløfte om en skolemadsordning. Det er naturligvis ikke rigtigt, og det burde Sermitsiaq også være klar over. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad Sermitsiaqs ærinde er i sagen, men jeg vil gerne forklare sagens rette sammenhæng.

Mandag d. 7. december 2009
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Børns vilkår, Sociale spørgsmål.

Sermitsiaq skriver flere steder i sin avis den 27. november, at Demokraterne er løbet fra et valgløfte om en skolemadsordning. Det er naturligvis ikke rigtigt, og det burde Sermitsiaq også være klar over. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad Sermitsiaqs ærinde er i sagen, men jeg vil gerne forklare sagens rette sammenhæng.

Demokraterne gik blandt andet til valg på at indføre en skolemadsordning, der skulle finansieres 100 procent af Selvstyret. Vælgerne gav os fire ud af 31 mandater, hvilket langt fra er nok til, at vi kan gøre som vi lyster. Ingen skal dog være i tvivl om, at vi kæmper for den gratis skolemad, og vi er sådan set også ganske optimistiske, da vore koalitionspartnere Inuit Ataqatigiit og Katusseqatigiit Partiiat også finder idéen god.

Det er imidlertid sådan, at vi i koalitionen har måttet prioritere at få genoprettet økonomien og første skridt i den retning blev taget med vedtagelsen af Finansloven for 2010. Herefter må vi se, hvad der kan blive råd til af tiltag i den resterende del af valgperioden, men ingen skal være i tvivl om, at en skolemadsordning finansieret af selvstyret står højt på ønskeseddelen, og jeg tror fuldt og fast på, at det nok skal lykkes. Sermitsiaq er nødt til at respektere, at vi er valgt for fire år og dermed har vi også fire år – en valgperiode – til at opfylde vore løfter til vælgerne.

Med hensyn til den nuværende skolemadsordning, så er det en ordning, der er opfundet af det tidligere landsstyre, hvor Selvstyret og kommunerne deles om udgifterne til skolemad på de skoler, der ansøger om det. Den ordning skal naturligvis droppes, hvis det lykkes at indføre en skolemadsordning, der er 100 procent finansieret af Selvstyret. Det er derfor temmelig underligt, at Sermitsiaq beskylder Demokraterne for at bryde et valgløfte, fordi der bliver skåret ned på det område. Vi har aldrig afgivet noget som helst løfte angående den nuværende skolemadsordning, da vi anser den som forskelsbehandlende. Vi vil have gratis skolemad til alle børn og ikke kun til børn i de kommuner og på de skoler, der prioriterer det.

Derudover er jeg slutteligt nødt til at sige, at landsstyret rent faktisk er nødt til at skære ned på den nuværende ordning, da det i henhold til Budgetloven er forpligtet til at budgettere realistisk. Og når man allerede på nuværende tidspunkt har kendskab til, hvor mange ansøgninger der er indkommet fra skolerne/kommunerne, så skal man budgettere ud fra den viden.