§-36 spørgsmål: Svar på spørgsmål nr. 2010-19 om B52-styrtet og DIIS-rapporten

Landsstyret har anmodet regeringen om at rette henvendelse til de amerikanske myndigheder for at få yderligere data, især om det såkaldte plutoniumregnskab. Der foreligger endnu ikke svar fra de amerikanske myndigheder på denne henvendelse. Jeg har også understreget sagens vigtighed på et møde med den nye amerikanske ambassadør såvel som overfor Udenrigsministeren. Udenrigsminister Per Stig Møller oplyste på møde den 14. december 2009 over for mig, at der endnu ikke foreligger svar fra de amerikanske myndigheder.

Torsdag d. 28. januar 2010
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Landstinget paragraf 36 spørgsmål, Politik, Thule Air Base.

I henhold til § 36, stk. 1 i Landstingets forretningsorden har du stillet følgende spørgsmål:

”I forbindelse B-52 styrtet ved Pituffik skulle der være en 4. bombe som ikke vides om der stadig findes eller ej, men som ifølge DIIS rapporten ikke længere skulle eksistere som våben efter ulykken – hertil ønsker jeg at vide om landsstyret kun har tænkt sig at hilse rapporten velkommen?

Har landsstyret i samarbejde med danske ministerier planer om at foretage sundhedsmæssige og miljømæssige undersøgelser for plutonium - i samarbejde med amerikanerne i området ?”

Jeg takker på landsstyrets vegne for, at du gennem spørgsmålet giver mig lejlighed til kort at redegøre for opfølgningen på DIIS’s udredning om ”den 4. Bombe” ved Pituffik.

Som det blev meddelt ved pressemeddelelse den 3. august 2009 var landsstyret tilfredse med, at der langt om længe forelå den ventede rapport, hvor DIIS konkluderer at der ikke ligger en ueksploderet bombe på bunden af havet ved Thule. Ved brev af 4. august 2009 orienterede jeg Landstinget’s Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg om landsstyrets vurdering af sagen. Tilsvarende fandt det tidligere landsstyre heller ikke, at der var hold i BBCs oplysninger om ”den 4. Bombe”, jf. det daværende landstyremedlem for finanser og udenrigsanliggenders pressemeddelelse af 11. november 2008.

Naalaakkersuisut har imidlertid ikke ment, at sagen er slut hermed.
  • I brev af 3. august 2009 har jeg orienteret Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg om at landsstyret har anmodet regeringen om at rette henvendelse til de amerikanske myndigheder for at få yderligere data, især om det såkaldte plutoniumregnskab. Der foreligger endnu ikke svar fra de amerikanske myndigheder på denne henvendelse. Jeg har også understreget sagens vigtighed på et møde med den nye amerikanske ambassadør såvel som overfor Udenrigsministeren. Udenrigsminister Per Stig Møller oplyste på møde den 14. december 2009 over for mig, at der endnu ikke foreligger svar fra de amerikanske myndigheder.
  • Der skal iværksættes en sundhedsundersøgelse af befolkningen i Qaanaaq. Undersøgelsen starter i foråret 2010. Den danske regering har tilkendegivet, at den danske stat betaler for undersøgelsen. Ansvaret for gennemførelsen af undersøgelsen påhviler Departementet for Sundhed.
    Formålet med undersøgelsen er, at få afdækket befolkningens sundhed og de bekymringer, som befolkningen i Qaanaaq har haft vedrørende ændringer i sygdomsbilledet siden 1968. Undersøgelsen forventes at kunne bidrage til at skabe større tryghed i befolkningen.
    Undersøgelsen vil komme til at omfatte en registerundersøgelse af dødsårsager, en befolkningsundersøgelse af samme indhold som befolkningsundersøgelserne i Øst- og Vestgrønland i 2007 samt et tilbud om en individuel undersøgelse af den del af befolkningen, der måtte ønske en sådan. Når undersøgelsen er gennemført, skal der gives en grundig og redelig information herom til lokalbefolkningen.
  • De miljøundersøgelser, som Risø og Danmarks Miljøundersøgelser gennem en årrække har foretaget, videreføres.

Landsstyret har således ikke kun hilst DIIS rapporten velkommen, men har også fulgt op på sagen.