Åbningstale ved "At løfte i flok"

På vegne af landsstyret, er det mig en stor glæde, at kunne byde jer alle sammen velkommen til denne konference, der har det overordnede mål at finde nye samarbejdsorienterede veje til at løfte indsatsen på børne- og ungeområdet, med særligt fokus på samspillet mellem det civile og offentlige indsatser.

Torsdag d. 4. februar 2010
Maliina Abelsen
Emnekreds: Børns vilkår, Sociale spørgsmål.

Åbningstale ved konferencen "At løfte i flok" d. 4.-5. februar 2010 Det talte ord gælder Det er altid glædeligt og livsbekræftende, når forskellige mennesker og organisationer mødes i samarbejde og får noget til at lykkes på tværs af organisationer, kompetencer og baggrunde. I sådanne tilfælde opdager man, at tingene kan lykkes, hvis vi virkeliggør et fælles ansvar, en fælles problemforståelse og et fælles mål. Jeg håber inderlig, at vi på denne konference opnår dette. På vegne af landsstyret, er det mig en stor glæde, at kunne byde jer alle sammen velkommen til denne konference, der har det overordnede mål at finde nye samarbejdsorienterede veje til at løfte indsatsen på børne- og ungeområdet, med særligt fokus på samspillet mellem det civile og offentlige indsatser. Særligt er det for landsstyret en glæde, at denne konference er blevet til i et godt samarbejde med de fire kommuner og deres borgmestre. Repræsentanter fra de frivillige organisationer har også været med i forarbejdet til konferencen. Det ser jeg som meget vigtigt, fordi det viser, at vi allerede nu kan ”løfte i flok”. I landsstyret har vi en stærk tro på, at det er gennem fællesskab og samarbejde, vi opnår de bedste resultater. Derfor er tillid og åbenhed en integreret del af vores politiske grundsyn. I 2009 indførte vi selvstyre i Grønland og dermed retten til uafhængigt at skabe vores egen fremtid. En gammel talemåde siger, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller. Jeg er sikker på, at vi alle her i dag hører til den sidste kategori, og at vi har evnen til at udnytte de uforløste potentialer i os selv og hinanden. I forhold til konferencens tema – ”at løfte i flok” – er det min anskuelse, at det enkelte individ udvikler sig gennem fællesskaber – men lige så vigtigt; at fællesskaber udvikler sig gennem det enkelte individ. Det kan måske lyde snørklet, men jeg tror, det er et godt udgangspunkt for et samarbejde. Tværfagligt og tværorganisatorisk samarbejde handler om, at produktet af samarbejdet rækker ud over summen af de enkelte individer eller organisationers kompetencer og formåen. Men det er ikke nemt at skabe et koordineret og konstruktivt samarbejde på tværs af faglige og organisatoriske skel. Det kræver imødekommenhed og evnen til at give af sig selv. Og i særlig grad kræver det evnen til kommunikation. Hvis vi skal lykkes med et samarbejde, må vi møde hinanden i øjenhøjde og vise nysgerrighed, tillid og respekt, ligesom vi må være sikre på, at vi er enige om en fælles vej og et fælles mål. Jeg er ikke i tvivl om, at alle tilstedeværende i dag ønsker at bidrage til en bedre tilværelse for alle vore børn og unge i Grønland. Lad det være vores fælles mål. Man kan sige, at der på konferencen er repræsenteret fire søjler i det tværorganisatoriske og tværfaglige samarbejde, nemlig Selvstyret, Kommunerne, de frivillige organisationer og arbejdsmarkedets parter. Her er det naturligvis vigtigt at huske på, at Selvstyret og Kommunerne repræsenterer det offentlige, hvis opgaver er lovbundne. Det offentlige har således ansvaret for særlige dele af den samlede indsats på børne- og ungerområdet. Alligevel står det klart, at Selvstyret og Kommunerne ikke kan løfte hele indsatsen på børne- og ungeområdet, ligesom vi f.eks. heller ikke kan lovgive os ud af omsorgssvigt i forhold til børn og unge.. Jeg skal være den første til at erkende, at det offentliges indsats altid kan blive bedre, men samtidig må jeg slå fast, at vi som samfund har et fælles ansvar. Det er ikke mange årtier siden, at det kollektive ansvar var meget stærkt i vores samfund, og man i højere grad var ansvarlige for ”alle børn”. Vi kan med god grund kigge lidt tilbage og huske den del af vores kultur. Pædagoger, psykologer, skolelærere og andre professionelle skal ikke erstatte familien og forældrenes ansvar for at yde omsorg for vores børn, for ingen offentlige foranstaltning kan erstatte bindingen mellem forældre og børn. Det vi har behov for på familieområdet, er en positiv påvirkning, hvor vi forældre bliver bevidstgjort om vores forældreansvar. Det er blandt andet et af de områder, hvor jeg tror, de frivillige foreninger kan spille en vigtig rolle, fordi foreningerne har en særlig styrke i deres nære kontakt til borgerne og lokalsamfundene. I løbet af efteråret i 2009 færdiggjorde en række tværorganisatoriske arbejdsgrupper og en styregruppe deres arbejde med at komme med klare anbefalinger til de vigtigste initiativer på børne- og ungeområdet. En af hovedanbefalingerne fra dette arbejde var også, at vi har brug for holdningsændringer i vores samfund med hensyn til omsorg for børn og unge. Anbefalingerne er trykt i en hurtigt læst udgivelse, der indeholder en række vigtige forslag til, hvordan vi kan styrke familie- og børneområdet i Grønland. Jeg vil appellere til, at vi gør brug af disse anbefalinger og det store arbejde, som disse anbefalinger bygger på. Generelt er det min opfattelse, at vi på det sociale området i langt højere grad skal blive bedre til at evaluere og dokumentere det vi laver. Vi skal ikke opfinde alt forfra hver gang. Vi kan i højere grad gøre brug af hinandens viden. Hvis noget f.eks. virker godt i Sisimiut er der god grund til at tro, at det måske også kan fungere i Qaqortoq. Derfor håber jeg også, at et af resultaterne af denne konference bliver, at vi får skabt rammerne for at samle al den viden og dokumentation, vi har omkring tiltag på børne- og ungeområdet. Dette kan være alt fra evalueringer af familiecentre til evalueringer på de enkelte børne- og ungeinstitutioner, hvor vi i dag ikke ved tilstrækkeligt om, hvordan det går brugerne. Naturligvis spiller MIPI en central rolle her, men MIPI bør og kan ikke evaluere alle vores indsatser, da evaluering og dokumentation skal blive en del af vores eget arbejde. Vi skal vide, hvad der lykkes – og lige så vigtigt skal vi vide, hvad der ikke lykkes, så vi kan bygge videre på de gode fortællinger og skrotte de dårlige. Samtidig skal vi have mod til at stille spørgsmålstegn ved vores grundlæggende forestillinger og skabe grobund for at løse problemer på nye måder og ud fra nye forudsætninger. MIPI kan i den sammenhæng netop fungere som et videns - og dokumentationscenter, hvor vi kan lære af andres måder at gøre tingene på. Derfor er det også er oplagt, at det er MIPI som har indsamlet viden til den indledende kortlægningsrapporten, der skal give os det første overblik over tiltag på børne- og ungeområdet i Grønland. Denne rapport er sponsoreret af Red Barnet, hvilket jeg på vegne af landsstyret gerne vil have lov at takke for. Formålet med rapporten er at give os et førstehåndsoverblik over indsatserne på børne- og ungeområdet – for på den måde at skabe grundlaget for bedre at kunne koordinere vores arbejde i fremtiden. Et sådan overblik er ikke noget man kun skal have én gang, det er noget vi skal bestræbe os på at have hele tiden. For med begrænsede ressourcer, er det vores opgave at sørge for, at vi skaber synergi og bruger vores midler og kræfter hensigtsmæssigt. Det betyder med andre ord, at vi skal vide, hvad hinanden laver, så vi kan høste af hinandens erfaringer og undgå at lave dobbeltarbejde eller risikere, at der er områder vi helt har overset. Spørgsmål som hænger tilbage i luften, og som vi bl.a. skal besvare under denne konference er: ”hvordan kan vi sikre os, at vi skaber rammerne for, at et sådan overblik bliver permanent, så vi fremover samarbejder og koordinerer vores indsatser?” Som jeg ser det er nøgleordene her: tværorganisatorisk og tværfagligt samarbejde samt koordinering og kommunikation - og ikke mindst handling nu. Et af de steder, hvor folk ofte arbejder sammen på tværs af skel er i foreningslivet. I Grønland har vi i årernes løb opbygget et mangfoldigt foreningsliv, der har stor betydning for sammenhængskraften i vores samfund. Eksempelvis er sportsforeningerne ikke blot til gavn for den almindelige folkesundhed – de opfylder også behov for f.eks. sammenhold, netværk og social identitet. Sport kan således også være med til at skabe lige præcis det ekstra, der giver et barn styrke til at overkomme store udfordringer. Til stede i dag er en række foreninger, der yder en stor indsats for at skabe bedre forhold for vores familier og børn. Vi har brug for jer, og vi er dybt taknemmelige for den indsats, I yder. Én af jeres styrker er nærheden i jeres arbejde. Mange foreninger arbejder ude i byerne og bygderne og møder derfor borgerne i deres egne miljøer. Det skaber forudsætninger for en direkte kontakt og en direkte forståelse - og det er kvaliteter, der kan gøre en forskel. Som offentlig enhed vil jeg gerne vide mere om jeres arbejde og jeres erfaringer, så vores arbejde ikke foregår i stolper. Dertil vil jeg også gerne benytte lejligheden til at takke jer for jeres arbejde. Nogle af jeres organisationer er store, andre af jer er måske slet ikke rigtig organiserede endnu. Blandt deltagerne i dag er Steen Andersen fra UNICEF, der vil fortælle os om, hvad frivillige organisationer kan bidrage med, og hvordan de kan organisere et samarbejde med offentlige instanser. Forhåbentlig vil Steen Andersen oplæg også inspirere til, hvordan flere kan komme i gang med frivilligt arbejde. Det er i den sammenhæng vigtigt at huske på, at NGO ´ernes virkelighed i de mindre byer ser meget anderledes ud end virkeligheden i Nuuk. Under denne konferencen er det vigtigt, at vi inkluderer alle virkeligheder her i Grønland. Derfor håber jeg også, at nye foreninger i Grønland blive skabt og andre vil sprede sig til nye byer og bygder– for der er brug for jeres indsats i hele Grønland. I løbet af mit første år som Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender har jeg holdt en række møder med fonde fra både Grønland og Danmark. Det har været en positiv oplevelse, hvor jeg har oplevet stor imødekommenhed fra fondenes side. Jeg forestiller mig, at fondsmidler kan være en vej til at løfte foreningsarbejdet i Grønland, og fondene selv har udtrykt lyst og vilje til at være med, så længe de oplever og ser, at deres midler gør en væsentlig forskel. Derfor håber jeg, at vi i løbet af denne konference kan tale os frem til nogle klare hensigter og mål, der vil gøre det interessant for fondene at støtte vores projekter. Også erhvervslivet er repræsenteret ved konferencen i dag. Både offentlige og private virksomheder har interesse i et velfungerende samfund og dermed også en interesse i at bidrage til at skabe bedre samfundsmæssige betingelser. I de senere år er virksomheder blevet udsat for en lang række spørgsmål om deres handlinger: Hvad er virksomhedens holdning til miljø og klima? Hvad er virksomhedens holdning til ligestilling og menneskerettigheder? – alt sammen spørgsmål, der peger på at erhvervslivet også har et socialt ansvar. I Nuuk blev der for nogle år tilbage afholdt et seminar om virksomheders sociale ansvar og ved den lejlighed tilkendegav flere virksomhedsrepræsentanter, at de gerne ville medvirke til at integrere borgere, der har problemer med at leve op til de almindelige krav på arbejdsmarkedet. Siden er erhvervslivet gentagne gange kommet med tilkendegivelser om, at også ønsker at bidrage til en særlig indsats på børne- og ungeområdet. Dette er en meget positiv udvikling og ved denne konference får vi for første gang mulighed for at mødes samlet med repræsentanter fra erhvervslivet og diskutere mulighederne. På vegne af landsstyret ser jeg frem til det fremtidige samarbejde med erhvervslivet. Op til konferencen har jeg holdt nogle gode møder med borgmestrene i de fire kommuner. Det har været positivt at erfare, at de er klar til at løfte indsatserne i fællesskab. På møderne har vi været enige om, at ressourcerne til at løfte de sociale indsatser i Grønland er til stede, men at vi skal være bedre til at organisere os, og vi skal være bedre til at gribe fat i de gode fortællinger – succeshistorierne – og dele dem med hinanden. Ildsjæle eksisterer ikke kun i frivillige foreninger, men eksempelvis også i kommunerne, hvor dygtige medarbejdere har skabt flotte resultater, vi alle kan lære af. Jeg vil gerne takke borgmestrene for det gode samarbejde. Vi er blevet enige om, at ved slutningen af konferencen vil udforme en forpligtende samarbejdsaftale, der skal lægge linjerne for hvordan vi i fremtiden koordinerer samarbejde på børne- og ungemrådet. Afslutningsvis vil jeg sige, at respekt, tillid og ansvarlighed er kerneværdier, hvis vi skal nå vores mål. Vi må vise respekt for hinanden og borgerne. Vi må vise tillid til, at vi alle er her, fordi vi ønsker det bedste for vores samfund. Og vi må udvise ansvarlighed overfor hinanden og de opgaver, vi skal have løst. Med ansvarlighed mener jeg blandt andet, at vi ikke må bruge tid og ressourcer på at bygge luftkasteller. Vi må se på, hvad der praktisk kan lade sig gøre i vores land– hvad vi praktisk kan lave sammen - så vi ikke ender ud med at bruge kostbar tid og ressourcer på rapporteringer og møder uden klare trinmål og slutmål. Igen vil jeg nævne kommunikation som et nøgleord. Vi kender nok alle sammen til, hvad en god kontakt kan betyde for vores arbejdsglæde og lyst til at yde lidt ekstra. At føre en ligeværdig kommunikation, hvor alle bliver hørt og får sagt, hvad de vil, er forudsætningen for et godt samarbejde. I dag vil jeg gerne opfordre jer alle til at byde ind med jeres tanker og ideer og have tillid til jer selv og jeres baggrund. Jeg håber I vil forpligte jer i forhold til samarbejdet med hinanden fremover og huske, at vi alle har noget at bidrage med. Så spred de gode budskaber og endnu engang hjertelig velkommen.