§.36 spørgsmål: Ilimmarfik

Etableringen af Ilimmarfik havde bl.a. som mål at opnå synergieffekter på tværs af studieretninger. Dette er selvfølgelig en sympatisk tanke, idet det vil skabe grobund for at opnå stordriftsfordele på landets universitet.

Tirsdag d. 9. februar 2010
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Uddannelse.

I henhold til Landstingets forretningsorden § 36, stk. 1 fremsætter jeg hermed nedenstående spørgsmål til landsstyret:

Spørgsmål til landsstyret:
  1. Hvor mange studerende har siden Ilimmarfiks dannelse gået på de forskellige undervisningshold på alle fag i alle institutter? Hvor mange er blevet færdige med deres uddannelse?
  2. Hvilke konkrete tiltag har Ilimmarfik hidtil iværksat for at opnå synergieffekter? Her tænker jeg blandt andet på, hvor mange uddannelser, der kører fælles undervisning for at opnå større holdstørrelser?
  3. Hvad er landsstyrets holdning til at indføre minimumsgrænser i forhold til antallet af studerende på et hold for at sikre, at synergieffekter bliver realiseret?

Begrundelse:
Etableringen af Ilimmarfik havde bl.a. som mål at opnå synergieffekter på tværs af studieretninger. Dette er selvfølgelig en sympatisk tanke, idet det vil skabe grobund for at opnå stordriftsfordele på landets universitet – til fordel for alle. Med de ovenstående spørgsmål vil jeg gerne undersøge, om den påtænkte synergieffekt er opnået.