KANUKOKA – en overflødig organisation

Vort samfund står altså nu i en situation, hvor de fire storkommuner er en realitet. Men vi står samtidig i en situation, hvor et af de omkostningstunge levn fra tiden med mange små kommuner stadig består i stort set uændret form. Her tænker jeg naturligvis på kommunernes landsforening – KANUKOKA.

Fredag d. 19. februar 2010
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Kommunerne, Samfundsforhold.

En gang i mellem er det en god idé at kigge nærmere på, hvordan vi har indrettet vores samfund. Vi kan nemlig ikke komme uden om, at samfundet er i konstant forandring, og derfor er vi nødt til løbende at sikre os, at vores institutioner er indrettet hensigtsmæssigt i forhold til udviklingen.

Det er blandt andet derfor, at vi har fået en ny kommunestruktur. Tiden var simpelthen løbet fra de mange små kommuner, og i stedet skabte vi en model med fire storkommuner. Formålet hermed var blandt andet at spare på de administrative udgifter, og så var det tanken, at færre og større kommuner bedre kunne løse de nuværende og fremtidige opgaver i kommunerne til gavn for borgerne. Strukturudvalget lagde således etableringen af en mere ensartet og effektiv borgerbetjening, højnelse af retssikkerheden samt ikke mindst administrative besparelser til grund for dets arbejde. Formålet med kommunesammenlægningerne kan der således ikke siges ret meget dårligt om.

Vort samfund står altså nu i en situation, hvor de fire storkommuner er en realitet. Men vi står samtidig i en situation, hvor et af de omkostningstunge levn fra tiden med mange små kommuner stadig består i stort set uændret form. Her tænker jeg naturligvis på kommunernes landsforening – KANUKOKA.

KANUKOKAs formål har været at varetage kommunernes fælles og almindelige interesser, at fremme samvirket mellem kommunerne samt at bistå kommunerne i deres virksomhed. Det fremgår af foreningens vedtægter. Der er ingen tvivl om, at KANUKOKA har haft sin endog meget store berettigelse som et samlet talerør for de mange små kommuner og som et sted, hvor de små kommuner kunne henvende sig for at få hjælp og støtte. Men der er heller ingen tvivl om, at KANUKOKA’s eksistensberettigelse er slut. De fire storkommuner har efterhånden så store og professionelle administrationer, at de selv burde besidde kompetencerne til at klare sig uden KANUKOKA.

De tilbageværende kommuner er med baggrund heri nødt til at spørge sig selv: Har vi virkelig brug for en landsforening? Kan vi løse opgaverne billigere i eget regi? Er vi rustet til at klare opgaverne selv eller vil vi - i løbet af en ganske kort årrække - kunne blive det?

Demokraternes holdning til dette spørgsmål er meget klar: KANUKOKA er blevet en overflødig organisation, som allerede i skrivende stund burde være under afvikling. Vi anerkender dog, at vi ikke har noget reelt at skulle have sagt, da det udelukkende er medlemmerne af KANUKOKA (reelt de fire tilbageværende kommuner), der kan enten melde sig ud med et års varsel eller stille forslag om en reel opløsning.

Demokraterne er således af den opfattelse, at KANUKOKA i dag er et overflødigt administrativt mellemled i kontakten mellem kommunerne og Selvstyret. Hertil kommer, at det er meget dyrt mellemled, og de eneste der er til at betale regningen er skatteborgerne. I KANUKOKA’s budget for 2010 fremgår det således, at kontingentbetalingen for 2010 samlet set er på 12.656.000 kroner. Det er altså penge som går fra de kommunale kasser i de fire storkommuner og til KANUKOKA. Demokraterne mener, at de mange penge var bedre brugt decentralt i kommunerne, der for nogles vedkommende ikke har den allerbedste økonomi.

Hvis man kigger mere detaljeret på, hvad pengene bliver brugt til, så er det bestemt ikke opløftende læsning. Det senest tilgængelige årsregnskab er fra 2008. Her fremgår det, at der blev brugt 627.517 kroner på det årlige delegeretmøde. I budgettet for 2010 kan man læse, at der er afsat 700.000 kroner til dette års delegeretmøde. Bestyrelsen i KANUKOKA er også en dyr størrelse. Ikke fordi den er stor. Den består af blot 5 personer. Alligevel blev der i 2008 brugt 1.575.847 kroner på honorarer, rejser, bestyrelsesmøder med mere. I 2010 er der budgetteret med 2.116.000 til de samme formål. Men det hænger måske sammen med § 12, stk. 1, i KANUKOKA’s vedtægter, som bestemmer, at bestyrelsen selv fastsætter sit vederlag.

En sådan ordning må betegnes som ganske påfaldende og næppe egnet til at begrænse organisationens samlede udgifter.

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved om de nævnte udgifter er lovlige eller ulovlige – der er nemlig ingen tvivl om, at udgifterne er vedtaget helt i overensstemmelse med KANUKOKA’s vedtægter. Mit ærinde er snarere at henlede opmærksomheden på, at en væsentlig del af udgifterne er overflødige, idet de kun har til formål at holde apparatet kørende. Det er med andre ord udgifter som ville forsvinde, hvis der ikke var noget, der hed KANUKOKA. Mange af foreningens andre udgifter er derimod udgifter, som ville være der i et eller andet omfang, uanset om KANUKOKA eksisterer eller ej, da de fleste af opgaverne skal løses under alle omstændigheder.

En opgave, der fortsat skal løses er for eksempel varetagelsen af projektgruppen for bedre borgerservice, Sullissivik. Denne projektgruppe kan dog ganske givet varetages i direkte samarbejde imellem Økonomi- og Personalestyrelsen og de enkelte kommuner, f.eks. via internettet.

En anden opgave, der fortsat skal varetages er indgåelsen af aftaler om generelle ansættelses- og pensionsvilkår for personalegrupper ansat i kommunerne. Men også denne opgave vil ganske givet kunne varetages af de nye større kommunale administrationer. Dette ville også åbne op for et længe næret ønske fra kommunerne om en mere decentral lønfastsættelse med henblik på at fastholde særligt kompetente og erfarne medarbejdere.

Jeg er klar over, at en udmelding som denne vil skabe megen debat, og det er sådan set også et af formålene med dette indlæg. Et interessant og centralt spørgsmål, som jeg håber at få svar på, er de fire storkommuners holdning til KANUKOKAs fremtidige virke. Med mindre de fire storkommuner allerede selv har tænkt tanken, vil jeg gerne opfordre til, at KANUKOKAs fremtidige virke diskuteres internt i kommunalbestyrelserne samt hos borgerne eventuelt gennem borgermøder. Herefter bør henholdsvis kommunalbestyrelsernes og borgernes holdning meldes ud offentligt.

Med dette indlæg har jeg formentlig gjort en del mennesker sure eller irriteret, men sådan er det nu engang. Mit politiske budskab er nemlig, at vi er nødt til at tage disse overordnede samfundsmæssige debatter fra tid til anden, hvis vort samfund skal opleve kontinuerlig udvikling og fremgang. Hvis vi bare lader stå til og lader alting fortsætte som det plejer, så går udviklingen – og dermed vort samfund – i stå. Og det vil Demokraterne ikke tillade.