Erhvervsudvikling og erhvervsrådgivning

Imidlertid finder vi det betænkeligt, at Atassut som et selvudråbt liberalt parti ikke giver udtryk for, at den direkte økonomiske støtte til erhvervet gradvist skal nedtrappes.

Fredag d. 30. april 2010
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Erhverv, Forårssamling 2010.

Forslag til beslutning af Landstinget om at landsstyret pålægges at arbejde for sam-menlægning af offentligt ejede selskaber der varetager erhvervsudvikling og erhvervsrådgivning i Grønland.

Fra Demokraterne er vi enig med Atassut i, at erhvervsudviklingstiltag skal baseres på et ”one-door”-princip. Hermed sikres færre administrationsudgifter, udgifter til bestyrelser mv. Herom er vi enige med forslagsstillerne.

Imidlertid finder vi det betænkeligt, at Atassut som et selvudråbt liberalt parti ikke giver udtryk for, at den direkte økonomiske støtte til erhvervet gradvist skal nedtrappes. Hos Demokraterne er vi som et liberalt parti af den klare opfattelse, at de offentliges direkte engagement i erhvervslivet er for omfattende. Vi vil hos Demokraterne arbejde for, at private næringsdrivende i videst mulig omfang driver erhverv. De offentliges skal begrænses til i videst mulig omfang at skabe gode rammebetingelser, der er nødvendige for en frugtbar økonomisk udvikling.

Vi finder det således stærkt betænkeligt at imødegå forslagets begrundelse om, at man blandt andet gennem direkte økonomisk støtte får igangsat større erhvervsaktivitet. Hos Demokraterne er vi af den klare opfattelse, at den økonomiske subsidiering til virksomheder gradvist skal nedtrappes. Der er ikke en harmonisk sammenhæng med, at vi vedvarende subsidierer erhvervslivet såfremt vi reelt vil tilnærme os økonomisk selvbårenhed.

Hos Demokraterne er vi glade for, at landsstyret har en klar målsætning om at skabe en enklere erhvervsfremmestruktur. På denne måde mødes forslagsstillernes ønske delvist.

I lighed med landsstyret finder vi hos Demokraterne, at det er naturligt, at selskaberne GTE, GD og GV, der lige nu arbejder med erhvervsrådgivning og udvikling bliver gjort til genstand for en nærmere analyse af, hvordan de på den bedst mulige måde kan hjælpe virksomhederne til at opdage og omsætte nye muligheder til profitable initiativer. Vi er specielt glade for, at der med denne klare udmelding ikke hersker tvivl om, at landsstyret fokuserer på skabelse af gode rammebetingelser, herunder rådgivning. På denne måde har landsstyret allerede igangsat initiativer, som til dels imødekommer Atassuts forslag.

Med disse ord forkaster vi forslaget.