Indsigt: Stærke kommuner - for borgernes skyld

Stærke kommuner - for borgernes skyld

Udsættelsen af overtagelsen af ansvarsområdet er beklagelig, men nødvendig. De departementer, der skal overdrage områderne, skal være bedre til at være med i forberedelserne, og derfor er vi i landsforeningens bestyrelse tilfredse med Landstingets tilkendegivelse af, at der i god tid før overdragelse af opgaveområder skal forhandles om de økonomiske vilkår for kommunerne.

Onsdag d. 26. maj 2010
Enok Sandgreen, Formand for Kanukoka - kommunernes landsforening
Emnekreds: Kommunerne, Samfundsforhold.

Enok Sandgreens hovedbudskab i sin forelæggelse af bestyrelsens beretning til KANUKOKA's delegeretmøde.

Man siger, at vi skal gøre de enkelte familier stærkere for at opnå et stærkt samfund. Det skal sikkert være rigtigt. Et samfund er jo sammensat af familier. Og når de enkelte familier er solide, vil samfundet som helhed være mere solidt og sikkert - ikke kun i den tid, hvor man har det godt, men også i modgangstider, når ulykker indtræffer.

Dette billede kan vi også anvende i forhold til styrelses- og forvaltningsstrukturer i samfundet. Når vi har stærke kommuner vil vi på nationalt plan også være stærkere og sikrere.

Således vil vi have et stærkere Selvstyre på grundlag af stærke kommuner! Men hovedsagen er: Vi har brug for stærke kommuner for borgernes skyld - det er den egentlige mening med strukturreformen og kommunesammenlægningen.
  • Når vi har stærke kommuner, vil det være nemmere at opnå og bevare den velfærd, vi alle ønsker.
  • Når vi har stærke kommuner, vil vi på en sikrere og bedre måde kunne sørge for de ældres og børnenes trivsel.
  • Når vi har stærke kommuner, vil vi på en sikrere måde kunne varetage interesserne for skolebørn, de handicappede og de andre svagere sociale grupper, der har brug for særlig opmærksomhed.
  • Og ikke mindst: Når vi har stærke kommuner, vil vi kunne varetage borgerbetjeningen som helhed på en bedre og sikrere måde.

Det er derfor, at vi fra kommunernes side har rejst os imod Selvstyrets nedskæringer af bloktilskuddet til kommunerne, og har gjort opmærksom på, at det er fornuftsstridigt at gøre det i forhold til strukturreformens grundlag og de sammenhængende tiltag i denne forbindelse.

Kommunernes modstand mod nedskæringen bygger ikke på manglende vilje til at tage medansvar og til at tage byrder - men den bygger på et oprigtigt ønske om at give strukturreformen, som er i indkøringsfasen, chancen for en god start. Det vender vi tilbage til senere.

Jeg vil herved henvise til bestyrelsens skriftlige beretning, som for en måned siden er blevet sendt ud til kommunernes valgte delegerede, og som siden har været offentligt tilgængeligt på landsforeningens hjemmeside - den beretning, der starter på side 8 i delegerethæftet.

I beretningen er der beskrivelser af de sager og emner, som KANUKOKA har været involveret i i det forløbne år, kategoriseret i de sædvanlige arbejdsområder - social og sundhed, undervisning og uddannelse, personale og løn, teknik og miljø og ikke mindst økonomi.

Nærværende indlæg er en forelæggelsestale til bestyrelsens beretning, og samtidig en opfølgning af beretningen på grundlag af udviklingen i de sager, der er behandlet her.

Selvom bestyrelsens skriftlige beretning berører mange emner og detaljer, kan man fremhæve dens hovedbudskaber omkring følgende emner: 1) Evaluering af det første år efter kommunesammenlægningen, 2) status på forberedelsen af overførsel af opgaveområder til kommunerne, 3) forhold, der er værd at vide omkring kommunernes økonomi, og 4) grundlæggende tanker om KANUKOKA's eksistens og struktur.

Jeg vil her følge op på to af emnerne, nemlig overførsel af opgaveområder og økonomi. Desuden kan man ikke undgå at føje et par bemærkninger mere til spørgsmålet om landsforeningens struktur, da beslutningsforslagene koncentrerer sig om denne.

Som det fremgår af bestyrelsens beretning var egentlig der lagt op til overførsel af to ansvarsområder fra Selvstyret til kommunerne til sommer pr. 1. juli, og det drejer sig om handicapforsorgen samt PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) og vidtgående specialundervisning.

Overtagelse af PPR og vidtgående specialundervisning forberedes til nu realisering, og økonomien er til høring til kommunerne med svarfrist til den 8. juni.

Hvad angår handicapforsorgen har dette ansvarsområde været planlagt til overtagelse pr. 1. juli, men blev for nylig udsat til 1. januar 2011 ved landstingsbeslutning. Udsættelsen sker på grund af manglende afdækning af det økonomiske grundlag.

Udsættelsen af overtagelsen af ansvarsområdet er beklagelig, men nødvendig. De departementer, der skal overdrage områderne, skal være bedre til at være med i forberedelserne, og derfor er vi i landsforeningens bestyrelse tilfredse med Landstingets tilkendegivelse af, at man i god tid før overdragelse af opgaveområder skal forhandles om de økonomiske vilkår for kommunerne.

Det skal i den forbindelse nævnes, at man har ventet på manglende nødvendige oplysninger især på det økonomiske område fra Departementet for Sociale Anliggender, og dette har medført store forsinkelser på forberedelserne.

Det har været planen, at forslag til arbejdsprocedurer og baggrunden for disse forelægges til drøftelse mellem kommunernes socialudvalgsformænd, socialdirektører, kommunaldirektører og KANUKOKA's bestyrelse til det planlagte møde 22. april 2010 i Nuuk. Det var også planen, at borgmestrene og KANUKOKA's bestyrelse skulle mødes med landsstyret umiddelbart derefter.

Men som alle ved, blev alle møder desværre aflyst på grund af vulkanasken fra Island, og det har ikke været muligt for KANUKOKA, trods forsøg med et nyt tidspunkt, at arrangere et møde umiddelbart efter at det igen blev muligt at flyve. Mødet vil blive søgt gennemført til efteråret, så vi til den tid også forhåbentlig kan vurdere økonomien.

Efter at bestyrelsens beretning er blevet udarbejdet og udsendt, var udarbejdelsen af kommunernes fælles besvarelse til høringen om "Redegørelse om kommunerne" en af de vigtige sager.

Landsstyrets initiativ med at få udarbejdet den nævnte redegørelse er selvfølgelig prisværdigt, og det er forståeligt, at der er behov for en redegørelse i den tid, vi er inde i. Kommunerne benytter høringen til at gøre opmærksom på forhold, som de mener er vigtige at tage op, ligesom de rejser en række kritikpunkter omkring redegørelsen og giver forslag til en bedre styring af det videre forløb af strukturreformen.

Fra landsstyrets side er det blevet konstateret, at den betænkning, som ligger til grund for strukturreformen og kommunesammenlægningen, snart er fem år gammel, og at der er behov for en fornyet politisk drøftelse om de anbefalinger, der ligger til grund for opgavefordelingen mellem Selvstyret og kommunerne.

Vi kan kun være enig i, at man med passende mellemrum skal foretage serviceeftersyn på projekter, man har sat i gang, ikke mindst når de har vidtrækkende samfundsmæssig betydning.

Det er fint, at landsstyrekoalitionen gerne vil have strukturreformen set efter i sømmene og få det vurderet fra central side.

Vi vil gøre det samme fra kommunernes side. Og vi vil vise den grad af smidighed, der er nødvendig for at tingene kan udvikle sig til bedste for borgerne.

Det bør dog overfor landsstyret understreges, at vi holder fast ved de principper, værdier og forudsætninger, hvorpå kommunerne baserer deres medvirken i strukturreformen i den offentlige sektor, herunder kommunesammenlægningen. Og det er uanset om Strukturudvalgets betænkning bliver fem år gammel i år. I øvrigt er det kun et år og fire måneder siden, at kommunesammenlægningen blev effektueret. Vi er stadig i opstartfasen, men vi holder fast på, at overførsel af opgaveområder fra Selvstyret til kommunerne gennemføres som forudsat og snarest efter hensigten.

I erkendelse af, at strukturreformen er et fælles projekt for landets centrale styre og for kommunerne, må begge parter sørge for, at der både sker fremskridt i arbejdet og den overordnede koordination. Derfor foreslår vi i vores høringssvar til landsstyrets redegørelse om kommunerne, at der nedsættes en administrativ styregruppe bestående af embedsfolk fra Selvstyret og kommunerne, og en politisk styregruppe bestående af formanden for landsstyret, landsstyremedlemmet for indenrigsanligender, formanden for KANUKOKA og en af borgmestrene.

Denne konstruktion er brugt med fordel i tiden op mod kommunesammenlægningen, og kan genanvendes i den kommende tid for at sikre kontinuitet og sammenhæng i forbindelse med den afgørende del af strukturreformen, der hedder overførsel af opgaveområder.

Som jeg lige har sagt, har vi selvfølgelig taget godt imod initiativet fra landsstyret med at få udarbejdet denne redegørelse, fordi vi i denne tid med en igangværende proces til en ny opgavefordeling har brug for et grundlag i form af pålidelige data og konklusioner.

På denne baggrund er redegørelsen på flere punkter skuffende og stærk kritisabel.

For eksempel konkluderes der på økonomisiden, at kommunernes indtægter er vokset mere i forhold til Selvstyrets indtægter i perioden 2000-2010. Man siger derfor, at nedsættelsen af bloktilskuddet med 30 mio. kr. er både rimeligt og hensigtsmæssigt!

Denne analyse er baseret på regnskabstal frem til 2008 og budgetter for både 2009 og 2010. I analysen af baggrundsmaterialet er der ikke taget højde for, at der er store forsinkelser i de efterreguleringer, der finder sted i de foretagne slutligninger af skatteindtægterne.

Derudover er redegørelsens konklusioner afhængige af hvilken periodeafgrænsning, der anvendes. Hertil kommer, at kommunernes indtægter tilsyneladende ikke i fuldt omfang er korrigeret for ændringer i tilskudsregler, opgaveforskydning og overdragelse af opgaver mellem de offentlige delsektorer, ændringer i skatteudskrivningsprocenter, ligesom nogle af kommunernes skatteindtægter muligvis er medtaget to gange.

Var der valgt en anden begyndelse for analysen end 2000 ville konklusionen have været, at selvstyrets sektorers indkomster ville være steget mest i perioden!

Det er en meget kritisabel manipulation af kommunernes økonomi, når landsstyret alene vælger at fokusere på udviklingen af indtægterne fra 2000 frem til 2010, og ikke tager den anden halvdel af økonomien, udgiftsiden, med i deres redegørelse. Hvorfor man ikke analyserer udgifternes udvikling fra 2000 frem til 2010, forklares ikke i redegørelsen.

I sådan en redegørelse med så store politiske signaler burde landsstyret også medtage udgifternes udvikling i samme periode som indtægterne.

De kommunale indtægter er der nemlig til for at dække udgifterne. Kommunernes indtægter er vokset i henhold til større opgaver og byrder, der er lagt ud fra landsstyret samt landstinget og derudover de skatterammer, som landstinget har givet. Bloktilskuddet til kommunerne reguleres normalt ud fra forøgelse eller formindskelse af opgaver.

Det er blandt andet disse forhold, der gør, at kommunerne er kommet til den slutning, at det til trods for de gode intentioner med redegørelsen ikke er lykkedes i tilstrækkelig grad at belyse, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Spredte og tilfældige konklusioner dominerer redegørelsen - og disse skal man passe meget på, når der skal træffes beslutninger, der får betydning langt ind i fremtiden.

Sådanne forfejlede fokus og konklusioner kunne være undgået, hvis kommunerne på et tidligt tidspunkt var blevet inddraget i udarbejdelsen af redegørelsens grundlag og indhold.

Inden jeg forlader dette emne, vil jeg knytte et par bemærkninger til et andet område, som redegørelsen kommer ind på, nemlig hvordan det går med administration af skat og inkasso, som tidligere har hørt under kommunerne, men som er blevet centraliseret.

Om dette opgaveområde siges, at der ‘stadigvæk er indkøringsproblemer'. Vi mener, at det er for svagt at kalde problemerne for indkøringsproblemer tre år efter centraliseringen. Landskassens regnskaber for både 2008 og 2009 har fået et forbehold på de opgjorte skatteindtægter - hvilket vil sige, at landsstyret ikke har styr på skatteindtægterne.

Kommunerne har fra overdragelsestidspunktet sat spørgsmålstegn ved, om de nu også har fået deres faktiske skatteindtægter. Derfor er det et stort spørgsmål om det ‘kun er indkøringsproblemer', man tænker, om det snarere er et spørgsmål om man kan løfte opgaven fra centralt regi.

Derfor har vi meget at tale om sammen med landsstyret. Vi har brug for et tæt samarbejde - og vi er ikke i tvivl om, at det kan opnås, når viljen er der.

Som en god udvej hertil er det blevet foreslået fra kommunerne, at der dannes en fælles styregruppe omkring opgaveoverførsler og omkring det videre forløb i strukturreformen, og forslaget er blevet taget positivt fra landsstyret.

Og der er meget andet at samarbejde om. Gennem mange år har kommunerne haft et ønske om en bedre ordning omkring høringer om de sager, som skal besluttes i Landstinget (landstinget) og i landsstyret - da der er udviklet en dårlig vane med superkorte høringsfrister før beslutning om vigtige sager, uanset hvilket landsstyreområde, der står for høringen, eller hvilket landsstyremedlem, der er politisk ansvarlig. Sammen med formanden for landsstyret har vi forberedt en aftale om en tættere samarbejdsform før høringerne og om tilstrækkelig tid til høringerne. Med håb om bedre forhold på området vil vi være med til underskrivelsen af aftalen.

På samme måde vil vi tage godt imod en mulighed for medindflydelse i de planer, landsstyret har om regional udviklingsindsats.

En af vore store digtere, Henrik Lund, siger blandt andet i sin sang med overskriften "At have et indre mod" (frit oversat):

"Vor sila [= vejret eller verden omkring os]
er fortsat i bevægelse
ilde stedt er de,
der ikke følger efter."

Hvis digteren endnu var i live, havde han nu mulighed for at forklare, hvad han egentlig mente med disse ord. Men når man læser hele digtet i sammenhæng, forstår man, at han tænker på dét at kunne tilpasse sig skiftende forhold. Det er ikke en passiv tilstand, der tænkes på her, fordi verset fortsætter som følger:

"Væk med tøven, gå-på-mod,
for at få det bedste lod."

Sagt på en anden måde skal vi aktivt og i samarbejde søge at tilpasse os de nye forhold, hvis vi ikke skal bukke under af resignation.

Og når vi skal kunne tilpasse os, skal vi lytte til og lære af hinanden. Medarbejderne i de sammenlagte kommuner skal lytte til hinanden og lære af hinanden. Det vigtigste er ikke, fra hvilken by og bygd, dine kolleger og din borgmester kommer, det vigtigste er, hvordan vi bedst kan betjene den nye kommunes borgere, uanset i hvilken lokalitet, de bor. Vi udtaler ordet "kommune" mange gange om dagen uden at tænke på, hvad det betyder. Det er påfaldende, at betegnelsen skulle stamme fra et latinsk ord, der svarer til "samarbejde", altså et område, hvor man arbejder i fællesskab.

Det vil altså sige, at man nødvendigvis skal have en god samarbejdsånd i en kommune. Det kræver, at man tænker globalt i sit arbejde med de lokale og regionale sager - i det hovedmotiv at gøre det bedste for borgerne.

Med disse ord forelægger jeg bestyrelsens beretning. Hvad angår landsforeningens politiske og administrative struktur, som lægges op til beslutning i dette delegeretmøde, vil jeg bare henvise til de principielle bemærkninger, som bestyrelsen er kommet med i slutningen af den skriftlige beretning.

Men jeg vil bede jer om at lægge specielt mærke til bemærkningen om, at ‘landsforeningen skal stå til rådighed som et redskab for kommunernes samarbejde og sammenhold - et redskab, der skal kunne tilpasses til de nye tider.'

Denne stillingtagen er i harmoni med det princip, der er gennemgående i bestyrelsens beretning - nemlig at alt, hvad vi gør, også med hensyn til kommunernes fællesorganisation, skal ske med det hovedformål at styrke kommunerne til at gøre, hvad der er godt for borgerne.

Tak - hav en god debat!

Enok Sandgreen, formand