Stort flertal for mine på kvanefjeld

Et stort flertal af befolkningen siger ja til en mine på Kvanefjeld ved Narsaq. Det fremgår af en meningsmåling, som HS Analyse har foretaget i maj 2010 for Greenland Minerals and Energy.

Tirsdag d. 15. juni 2010
Greenland Minerals and Energy  
Emnekreds: Minedrift, Råstoffer.

Et stort flertal af befolkningen siger ja til en mine på Kvanefjeld ved Narsaq. Det fremgår af en meningsmåling, som HS Analyse har foretaget i maj 2010 for Greenland Minerals and Energy.

I meningsmålingen svarede hele 72 procent enten ”meget for” eller ”overvejende for”, når der ses bort fra gruppen af ”ved ikke”.

Spørgsmålet lød: ”Dette spørgsmål handler om planerne for minedrift i Kvanefjeldet ved Narsaq i Sydgrønland. Hvis minen bliver etableret vil det på den ene side betyde indtægter til samfundet og mange arbejdsplader, mens det på den anden side ikke kan undgås, at der samtidig kommer uran med som biprodukt. På baggrund af det, du har hørt om planerne i de forskellige medier, er du så for eller imod etableringen af en sådan mine?”

19 procent svarede, at de er ”meget for” planerne om minen og 37 procent ”overvejende for”. Her overfor står 12 procent, der er ”overvejende imod” og 10 procent, der er ”meget imod”. De sidste 22 procent svarede ”ved ikke” på spørgsmålet. Samlet ses, at 72 procent har svaret enten ”meget for” eller ”overvejende for”, når der ses bort fra gruppen af ”ved ikke”.

Flere mænd end kvinder er positive overfor minen – 78 procent blandt mænd imod 65 procent blandt kvinder. Blandt de unge er holdningen til minen på Kvanefjeld næsten entydig positiv, og ser man på svarernes erhverv, er faglærte og selvstændige og – måske overraskende – fiskere og fangere mest positive.

Blandt samtlige politiske partiers vælgere er der flertal for projektet. 81 procent af dem, der stemte på Atassut ved landstingsvalget i foråret 2009 tilkendegiver, at de enten er ”meget” eller ”overvejende” positive, hvilket også gælder for 79 procent af både Demokraternes og Siumuts støtter. De mest kritiske findes blandt Inuit Ataqatigiits vælgere, men også her er knap to tredjedel positive overfor projektet.

Sydgrønland begejstret for mine på Kvanefjeld
For at få et nærmere indblik i holdningen til mineprojektet i Sydgrønland, har HS Analyse sideløbende med landsundersøgelsen gennemført en særskilt meningsmåling i Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq. I de tre sydgrønlandske byer og tilhørende bygder går 80 procent ind for minen på Kvanefjeld. I Qaqortoq er 89 procent positive overfor projektet, i Nanortalik 75 procent, og i Narsaq går 77 procent ind for minen.

Du kan læse mere her: Meningsmåling vedrørende mine ved Kvanefjeldet