Forhøjelse – ikke forringelse - af førtidspensionen

Landstinget har på forårssamlingen 2010 vedtaget forhøjelse af førtidspensionen med 1000 kroner om måneden. Lovgivningen trådte i kraft den 1. juli 2010, men landsstyret erfarer nu, at nogle førtidspensionister ikke har fået udbetalt det tilsigtede forhøjede pensionsbeløb.

Fredag d. 9. juli 2010
Departementet for Sociale Anliggender
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

Landstinget har på forårssamlingen 2010 vedtaget forhøjelse af førtidspensionen med 1000 kroner om måneden. Lovgivningen trådte i kraft den 1. juli 2010, men landsstyret erfarer nu, at nogle førtidspensionister ikke har fået udbetalt det tilsigtede forhøjede pensionsbeløb.

Det er ikke intentionen med forhøjelsen af førtidspension, at dette skal føre til en forringelse af den udbetalte pension.

Forhøjelsen af førtidspensionen er besluttet på baggrund af, at der siden 1998 ikke har været foretaget regulering af pensionsbeløbet, selvom der har været stigning i forbrugerpristallet. Herved angiver det forhøjede pensionsbeløb også et ændret niveau for, hvad kommunerne skal bruge som udgangspunkt i deres vurdering af, hvad en førtidspensionist skal have at leve for.

Landsstyret har erfaret, at nogle førtidspensionister har fået modregnet pensionsforhøjelsen i deres personlige tillæg. Dette er ikke i overensstemmelse med førtidspensionslovgivningen, idet personligt tillæg bevilges efter en individuel vurdering af behovet. Såfremt der ydes personligt tillæg som løbende ydelse, skal dette tages op til fornyet vurdering 1 gang årligt, samt ved ændrede personlige eller økonomiske forhold.

Det skal her understreges, at en forhøjelse af pensionsbeløbet med 1000 kroner om måneden som konsekvens af en manglende pristalsregulering over en længere årrække, ikke kan betragtes som ”ændrede økonomiske forhold”.

Departementet for Sociale Anliggender er i gang med en opdatering af vejledning om førtidspension og vil i denne forbindelse tydeliggøre ovennævnte.

Landsstyret er bekendt med, at der skal svares skat af pensionsforhøjelsen, og at samspillet med blandt andet lovgivningen om boligsikring kan bevirke, at der udbetales en mindre boligsikring. Men det har naturligvis været hensigten, at førtidspensionister skal have en mærkbar forhøjelse og ikke en forringelse af deres førtidspension.