Jeg er flov

Nu blev enden på den groteske cirkus forestilling, at koalitionspartierne , Siumut og Inuit Ataqatigiit besluttede, at mødet skulle udsættes indtil det passer borgmesteren at passe sit arbejde. Jeg føler mig til grin og hvad der er endnu værre; jeg føler, at der bliver gjort grin med befolkningen i Qaasuitsup Kommunia.

Mandag d. 13. september 2010
Lone Bagger, Kommunalbestyrelsesmedlem for Demokraterne i Qaasuitsup kommunia
Emnekreds: Kommunerne, Politik.

Fredag den 10. september var en skidt dag for det politiske liv i vort land. Det var dagen, hvor politikerne i Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia opførte en cirkus forestilling, der på den ene side var ufrivilligt morsom, men på den anden side var dybt tragisk. Jeg var flov.

I politik går vi ofte hårdt til hinanden, men vi er samtidig kolleger. Derfor er der normalt respekt imellem os, og derfor har de fleste af os et ønske om, at alting kører sobert og efter reglerne. Kun på den måde kan vi få respekt fra de mennesker, der har valgt os. En gang imellem er det desværre sådan, at tingene ikke foregår sobert. I de tilfælde krummer jeg tæer – jeg bliver flov. Fredag den 10. september var en af den slags dage.

Historien er i al sin ufattelighed følgende:
Kommunen har brugt 257.000 kroner på at samle hele kommunalbestyrelsen til ordinært møde i Ilulissat. Mødet har været planlagt i lang tid. Alligevel er vores borgmester Jess Svane på ferie i Danmark og hans suppleant er derfor indkaldt til mødet. Da vi skal til at starte viser det sig, at borgmesteren er med på telefon – alligevel udtræder hans suppleant ikke. Grotesk er her et velvalgt ord.

Borgmesteren vil have udsat mødet med den begrundelse, at han ønsker at deltage, da hans person er til diskussion. Et hurtigt kig på dagsordenen afslører dog ingen punkter, hvor borgmesterens person er til diskussion. Forvirret? Det er jeg i hvert fald. Det gode spørgsmål er, hvad i alverden den virkelige begrundelse er, og her kan jeg ganske enkelt ikke komme med et fornuftigt svar.

Mødet i kommunalbestyrelsen havde en række vigtige dagsordenspunker som for eksempel den alvorlige økonomiske situation, hvor vi blandt andet skulle finde en række besparelser samt diskutere den stagnerende byggebranche og den voksende ledighed.

Nu blev enden på den groteske cirkus forestilling, at koalitionspartierne , Siumut og Inuit Ataqatigiit besluttede, at mødet skulle udsættes indtil det passer borgmesteren at passe sit arbejde. Jeg føler mig til grin og hvad der er endnu værre; jeg føler, at der bliver gjort grin med befolkningen i Qaasuitsup Kommunia.

Fredag den 10. september blev i sandhed en af den slags dage, hvor man godt forstå, hvordan politikerlede som begreb opstår.

Jeg er flov.